Den magiske terning

Men de kom igen og igen, måske fordi de glemte alt om deres løfter til Gud, eller måske fordi de kunne lide portvin. De sang protestantiske salmer med stor entusiasme, og anråbte den protestantiske Gud i deres kirker i håbet om, at han fandt behag i deres sange.

Til kirken hørte en præstebolig, hvor piloten og hans kone-præstinde – og deres børn boede vederlagsfrit, som et supplement til hendes løn. I Skandinavien får præster en fast løn, ikke af Gud eller af de sognebørn, der besøger Guds Hus meget uregelmæssigt, men af staten, som gennem skattesystemet sikrer eksistensen af en statsreligion med kirkebygninger, med præster (begge køn) og deres familier. Støtten gives dog kun til den protestantiske kirke – og Gud, som det skandinaviske system tror på.

Protestantiske kirker er beskedne, hvidmalede med enkle altre uden den overdådige udsmykning og gyldne statuer, man finder i katolske eller ortodokse kirker. Den er derfor billigere og mere overkommelige at holde, for det lille skandinaviske land med dets socialistiske tankegang.

Præsterne holder en årlig tre ugers ferie fra Gud. Den tilbragte piloten og hans familie i deres sommerhus i skoven, tæt på stranden. Piloten tog hver morgen en løbetur langs strandkanten, for at forberede sin slanke krop på den kommende arbejdsbelastning i luften, og hans kone tilbragte dagene liggende i en hængekøje, for at holde lidt afstand til Gud og sognet. Hun brugte fritiden til at nyde livet i skoven, og plukkede skovhindbær, som hun kogte sød marmelade af.

De havde arvet sommerhuset efter hendes far, der også havde været præst, men som også havde opsparet tilstrækkeligt mange penge i arbejdet for den protestantiske Gud til, at han havde kunnet anskaffe sig det lille sommerhus, ikke langt fra sandstranden.

Sådan levede de. Piloten fløj rundt omkring i verden med passagerer og deres bagage, og hans kone arbejdede i kirken efter de retningslinjer, som den store reformator Martin Luther havde indført – han kunne godt lide øl og ville ikke efterleve det katolske cølibat. Deres børn var godt opdraget, var høflige og gik i privatskole. Alt var fint, gennemarbejdet til mindste detalje, indtil en dag…..

Carl kom til New York og tog som sædvanligt ind på et femstjernet hotel i nærheden af JFK lufthavnen. Hotellet blev betalt af hans luftfartselskab, og efter et kort hvil og et opfriskende brusebad, gik han ned til hotellets bar, hvor der var piloter og kabinepersonale fra andre flyselskaber.

Han bestilte en dansk øl og satte sig ved et bord, hvor han så sin ven, den russiske pilot Alex. Efter Sovjet Ruslands sammenbrud blev alt hvad der kunne privatiseret, herunder det engang statsejede sovjetiske flyselskab, hvor Alex arbejdede. Nu skulle han fragte både russiske og ikke-russiske passagerer for et flyselskab, der havde arvet piloter og mekanikere fra det gamle, statslige system. Den eneste ændring var ansættelsen af nye stewarder og flere langbenede unge stewardesser.

Alex var en pilot med mange års erfaring. Han holdt af whisky og havde kone og to børn, og så drømte han om at købe et sommerhus i skoven. Men hans løn var ikke så høj som Carls, til trods for, at risikoen ved at flyve de gamle flyvemaskiner var meget højere end den risiko, Carl var udsat for. Carl fløj nemlig de forholdsvis nye amerikanske Boeings. I de senere år var der oftere flyulykker i Rusland end i andre lande, men Alex troede på en streng, russisk Gud og på St. Nicholas, der vågede over alle ortodokse rejsende og de maskiner, de rejste i. Dette forhold sammenholdt med hans russiske piloterfaring gjorde, at han følte sig i stand til at tackle enhver situation -både i luften og på landjorden.

Selv om de havde samme alder, så Alex meget ældre ud end sin skandinaviske kollega, og var et levende bevis på den turbulente historie, Rusland havde gennemlevet i de sidste tyve år. Han havde alt for tidligt fået grå tindinger, og et noget opsvulmet ansigt med tykke kinder, og lidt for mange rynker i sit runde, trætte ansigt.

Alex levede tappert livet fra dag til dag, og følte det som en udfordring, med hjemlandets prisstigninger og det daglige stigende pres fra kone og to børn, der krævede europæisk levevis i stedet for Ruslands spinkle og uforudsigelig levemåde.

Piloterne nippede af deres glas. Carl drak skandinavisk, let bitter øl, Alex skotsk whisky. De snakkede, men forsøgte at holde sig til rent faglige emner, for det meste om flyvninger. Ubemærket af dem sad der en anden gæst ved bordet. Carl havde set manden i baren flere gange, men aldrig talt med ham. Han havde et almindeligt, amerikansk udseende, og det var tydeligt, at han ikke var med i pilotklubben, men noget sagde Carl, at amerikaneren, til trods for at han ikke var pilot, alligevel kendte deres arbejde ret godt.

Han sad ved deres bord og bestilte amerikansk whisky. Servitricen bragte whisky-on-the-rocks og en tallerken med syltede oliven, og nikkede til amerikaneren, som til en ven. Han begyndte langsomt at nippe til sin drink. Han præsenterede sig som John og fortalte, at han var repræsentant for et flyselskab, der havde specielle, kortvarige fly opgaver.

Carl tænkte ikke på at få et andet arbejde, men var alligevel altid nysgerrig efter at høre om andre virksomheder og piloters arbejdsforhold. Man kunne jo aldrig vide: Måske ville han også en dag kigge sig om efter et nyt job, og så kunne det være praktisk at have kontakter. Men Alex var altid glad for nye eventyr, der stillede lettjente penge i udsigt, og muligheden for at blive rig efter at være undsluppet Ruslands ustabilitet og inflationens kløer.

De spidsede ører og begyndte at lytte til John, der talte om den vanskelige, men realisable flyvning med en særlig last til Centralafrika. Lønnen ville være 1.000.000 kroner.

– Hvad er det for en last? Våben? – spurgte den alvidende og hurtigt opfattende Alex.

– Ja, våben – bekræftede John.

– Amerikanske? – spurgte Alex. Carl lyttede og sagde ingenting.

– Ja, amerikanske, men uden varemærker. Kun en flyvning er påkrævet, men med to landinger, fortsatte John.

– Nå, der sælges til begge sider? Spurgte – eller rettere gættede – Alex.

Så sagde han:

– Hvem er den anden pilot?

John tøvede. Han ville ikke diskutere detaljer i nærvær af den tavse skandinaviske fyr. Carl forstod uden ord, at hans tilstedeværelse ikke var velkommen, og sagde farvel, da han skulle af sted med et tidligt fly næste dag. Alex blev alene tilbage med John.

Carl gik op på sit værelse, ringede ned og bestilte mad, og besluttede sig for at gå i seng. Han skulle af sted tidligt næste morgen, så han tog et brusebad og lagde sig på sengen og så amerikanske nyheder på TV. De omtalte sjældent de skandinaviske lande. Det interesserede ikke de amerikanske seere. Carl mærkede det lækre, nystivede sengetøj, og kort efter faldt han i en rolig, dyb søvn.

Carl vendte glad hjem til sin kone og sine børn, sin velkendte kirke, der i Skandinavien blev kaldt «Guds Skib», og sit lille, velorganiserede land med verdens højeste skatter og laveste kriminalitet. Han havde glemt alt om Alex, John, våben, krig og Afrika, og var vendt tilbage til sit lands og sin families små problemer.

Efter 2 uger vendte Carl atter tilbage til New York og indlogerede sig på det samme hotel, som efterhånden var blevet hans faste opholdssted, og han gik ned i baren. Der var flere piloter, han ikke kendte. De sad og drak ved bordene og ved baren. Han så ingen kendte ansigter, og satte sig til sidst på en høj barstol. Som altid bestilte han Carlsberg – skandinavisk øl, og begyndte langsomt at indtage den drik, som hans familie altid havde foretrukket.

Bartenderen stod ved siden af ham og tørrede glas af.

– Har du set Alex, den russiske pilot? – spurgte Carl bartenderen.

– Den russiske? Nej. Men det siges, at der er sket en ulykke, svarede bartenderen med et imødekommende smil.

– Du ved nok, hvad jeg mener – tilføjede han, og Carl spurgte ikke mere.

Han vidste, at sådanne våbeneventyr ofte resulterede i menneskelige tragedier. Piloterne fortalte hinanden historier om disse ulovlige, ikke-registrerede flyoperationer med våben, som var nødvendige og ønsket af de krigsførende, afrikanske lande. De historier var ligesom James Bond eventyr – men som oftest uden en «Happy End».

Han kendte ikke de nøjagtige detaljer om Alex’ død, men kunne godt forestille sig, hvordan det kunne være sket. Den amerikanske våbenindustri – med mange milliarders omsætning – brugte alle midler til at udbrede moderne, ødelæggelsesvåben til hele verden. Forretningen gik godt, og indbragte den amerikanske økonomi kæmpemæssige tilskud. Men i toppen af denne forretning sad krigsgale mennesker, for det meste mænd, der forsøgte at bevise overfor hinanden, at det er våbenmagt, der styrer verden.

Afrika var en god aftager af amerikanske våben, og den amerikanske våbenindustri havde brug for landet som afsætningsmulighed for sin produktion. Den amerikanske hær anskaffede nye, mere avancerede våben, og de gammeldags våbentyper blev solgt til andre, mindre udviklede og mindre civiliserede lande.

Tidligere krigedes de afrikanske stammer om land og kvæg med spyd, hvis pilespidser var dyppet i gift. De amerikanske våben gjorde det meget lettere. Så kunne de slå hinanden ihjel med amerikanske og russiske våben og alligevel føle livets spænding i kampens hede.

Fødselskontrol for kvinder og prævention var ikke tilladt på det afrikanske kontinent på baggrund af deres religion og kultur. Til gengæld var polygami anerkendt, hvilket forhindrede kontinentets beboere i at uddø.

Afrika er meget rig på forskellige mineraler, og afrikanerne betaler for våbnene med de små, lyse, gullige sten, som der er så mange af. De kaldes i Afrika for de «blodige diamanter».

Når disse kommer til Europa, slibes de som regel i Antwerpen, hvor verdens største diamantsliberier findes, og hvor fagkyndige jøder giver stenene form og glans, og videresender dem til det globale marked. I mange århundreder har jøderne kendt til diamanternes værdi, som verdens stærkeste krystaller, som smykker fingre og halse på unge og gamle, respektable medlemmer af verdenssamfundet, som et bevis på velfærd og rigdom.

Alex havde uden tvivl underskrevet en kontrakt om levering af amerikanske våben uden varemærker, hvor ti procent af lønnen blev betalt kontant før flyvningen, og resten af beløbet – i de blodige, rå og uslebne diamanter – efter levering af våben til krigsgale afrikanere. Uden tvivl blev hans fly skudt ned af afrikanerne selv – det skete alt for ofte – og i rapporter om tilfælde af ikke-registrerede flyvninger, dukkede flyet og piloten ikke op i offentlige statistikker.