Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman

HÖLANDSSLAGET

Den 8de Marts 1716 vare de øverstbefalende Officerer ved de norske Tropper, udsendte for at forsvare det søndenfjeldske Norge mod Carl den XIItes forventede Indfald i Landet, forsamlede i Höland Præstegaard, der laa nogle Miil fra den svenske Grændse, omgivet af klippefuld Skov, der gjennemfuredes af utallige Bække og Fosser. Sneen laa dyb og haardfrossen i Fyrreskoven og dækkede Kløfter og Indsøer. Hist og her havde Bjergvinden feiet Sneelaget tilside, hvorved sorte, speilblanke Iispletter kom til Syne over de stille Skovvande. Der lød en høitidelig manende Alvorsrøst ud fra Skovtykningen over de aabne Jorde, der laa nærmest Gaarden.

Den stærke Kulde havde oversaaet Præsteboligens smaa Glasruder med Iisblomster. – Inde i Storstuen sade Officererne bænkede om Bordet. Oberst Kruses korte, sværlemmede Skikkelse og barske Hoved ragede op ved Bordenden; omkring ham sade Oberstlieutenant Bryggemann, Capitain v. Heinen, Major Emhausen, Sorenskriver Wexelsen og flere andre. En osende Olielampe hang ned fra Bjælkeloftet og oplyste de alvorlige Mænd med et rødligt, usikkert Skær.

En vis Uro prægede de veirbidte Træk. Hver Gang, Døren gik op og Pigerne indbar dampende Fade med duftende Retter, vendtes alle Blikke mod Aabningen med et spændt Udtryk, som om vigtige Efterretninger vare i Vente. Derefter fortsattes Samtalen i et dæmpet og afveiet Sprog, betydningsfulde Spørgsmaal og Svar udvexledes.

Af og til lød Patrouillens taktfaste Skridt udenfor i den knirkende Snee. Der var Farens Uhygge i Luften.

Et aabent Brev laa paa Bordet foran Brigadeer Kruse; det var dettes Indhold, som blev drøftet og var vel egnet til at vække Eftertanke. Capitain Sarpsborg havde nemlig fra den nærliggende Fæstning Basmo sendt denne Skrivelse til Major Emhausen med Underretning om, at Kongen af Sverrig skulde være opbrudt Dagen forud, den 7de Marts, fra Holmedal med en veludrustet Armee og havde overnattet ved Kirkeby, en halv Miil fra den norske Grændse.

Drøftelsen af denne tydelige Forklaring vakte imidlertid, besynderligt nok, blot Usikkerhed og Meningsforskjel om Sagens virkelige Forhold.

Oberst Kruse ytrede til Emhausen:

»Jeg bliver ved min Paastand. Svenskekongens Indfald er næppe saa nær forestaaende, som Bønderne have rapporteret til Capitain Sarpsborg. Disse Rygter have jo nu cirkuleret siden først i Januar. Hvor skulde Kong Carl herinde faae Proviant til sin Armee? Guds Død, det vilde være for dumdristigt selv af ham at gjøre Indfald i dette Klippeland ved Vintertid.«

Major Emhausen rystede paa Hovedet.

»Disse kraftige Aarsager forhindre næppe Carl den Tolvte; mulig troer han netop desaarsag at finde vort Land i uforberedt Forsvarstilstand. Han veed, at vore Regimenter ere i Danmark; Hjælp derfra kan næppe forventes paa Grund af ustadig Vind og besværlig Transport.«

»Javist,« udbrød Kruse med hævet Røst og støttede sin knyttede Haand mod Bordet; »javist, Messieurs, Kong Carl, den Vovehals, brænder efter hos os at gjenvinde de Laurbær, han nys tabte i Pommern. Vi bør ikke være for sikre. Men hidtil ere alle Efterretninger, vi have modtaget af Egnens Folk, saare upaalidelige; i Gaar brændte alle Varder rundtom paa Urskougs Høider, og alligevel laa Svensken endnu i Aftes rolig om Holmedal.«

»Efter min Formening er der større Sandsynlighed for, at han drager ad Skaane til end drister sig til at overfalde os,« ytrede Bryggemann og strakte Benene fra sig. »Jeg kom hertil for første Gang i Gaar, siden det er blevet mig anbetroet at forsvare denne Egn. Jeg forefinder ufremkommelige Veie, gyngende Broer og snevre Kløfter. Her vil Forsvar blive mig en let Sag. Nei, Svensken vover sig ikke herind. I Nat kunne vi idetmindste sove trygt nok; jeg trænger haardelig til at hvile ud i Præstekonens Dyner .«

Brigadeer Kruse tilkastede den Talende et irettesættende Blik og gjentog: »Ikke for sikre, Messieurs!«

I det samme traadte en Gefreider ind i Stuen og meldte, at et ungt Kvindfolk begjærede at tale med den Øverstbefalende; hun bragte vigtigt Nyt.

»Flere Røverhistorier fra Egnens Folk!« udbrød Kruse utaalmodigt. »Lad hende træde ind. I disse Tider bør man høre alt Snak og selv skjelne mellem Sandt og Usandt.«

»Ja, lad hende komme ind,« gjentog Bryggemann, strakte sine Been i høie Kravestøvler ud paa Gulvet og slog et Smæk med Tungen. »Ungt Kvindfolk bringer altid godt Nyt.«

Gefreideren lod Døren staa; en slank Pigeskikkelse kom til Syne i Aabningen. Skarsneen tindrede endnu i hendes Pelstrøie og i de tætte Krøller, der stak frem under Nationaldragtens Hue og indrammede hendes friske Ansigt, der i Øieblikkets Spænding var blegt, medens hendes Blik fløi hen over de forsamlede Officerer.

»Træd nærmere og fremsiig uden Frygt dit Ærinde,« sagde Kruse.

Olaug – det var hende – nærmede sig med opreist Hoved og skjælvende Læber.

»Fjenden er over os i denne Nat!« udbrød hun stakaandet; »ret nu staaer han paa Vandet Rømen, tre Mile herfra, saa tæt som Græs.«

»Seer vi det!« udbrød Kruse. »Har hun selv seet Svensken?«

»Ja, jeg saae et herligt Syn,« udbrød Pigen og løftede sit lysende Blik; »Heltekongen Carl knælede midt paa Marken imellem sine Mænd – det saae høitideligt ud. Saa steg Bønnen fra Alles Læber i den stille Aften, høiere og høiere – det lød tilsidst som et Skrig efter Seier op mod Vorherre. Saa sprang Kongen op, og Fanerne vaiede under den graa Himmel, og Hornene blæste, mens han steg til Hest og red forud for alle Andre herind i Landet med en lille Trop Ryttere.«

Officererne saae til hverandre; nogle rystede vantro paa Hovederne, andre smaalo over Pigens Forklaring.

»Hvorledes har Du kunnet observere alt dette saa nøie?« spurgte Kruse.

»Jeg var i et Ærinde for Klokker Bakke oppe i Fjeldene over Holmedal hos gamle Kari Ranetry; paa Veien did kom jeg Svenskehæren nær og fløi saa hid for at vare vore Folk i Tide.«

Kruse gjorde et utaalmodigt Tegn til sin Adjutant, som indførte det her meddelte i sin Journal. Bryggemann fløitede og klirrede med sine Sporer.

»Hvilken Vei kom Du hid?« spurgte Obersten.

»Den nærmeste, gjennem Naddem Passet. Svenskerne drage over Eid.«

»Hvad er Eid?« spurgte Bryggemann. »Det kunde være ganske rart, om man havde sat mig lidt ind i Egnens Terrainforhold, siden man betroer mig at forsvare den.«

»Eid er det Pas, som fører til Skoven ind ad Sverrig til.«

»Død og salte Plage, vi maa naturligviis snarest besætte de Passer mandsstærkt, Major Emhausen,« udbrød Bryggemann. »Hvorfor har Ingen tænkt herpaa? Jeg staaer jo her som fremmed og ukyndig Mand.«

»Javel, Hr. Oberst,« svarede den Tiltalte; »det omtalte Pas ligger flere Miil herfra.«

»Flere Miil?« gjentog Bryggemann beroliget. »Saa kan der umuligt blive noget af at besætte det i Nat. I Morgen tidlig bemande vi Passerne og lade de øvrige Folk trække sammen her paa Pladsen fra deres spredte Nattekvarterer. Forstaaer han?«

»Javel, Hr. Oberst!« Adjutanten slog de sporeklirrende Hæle sammen.

Olaug traadte dristig frem til Bordet.

»I tage det ikke ilde op, Hr. Høvidsmand,« udbrød hun med blussende Kinder; »men de Passer maa besættes strax. Fjenden er ellers over os, før Dagen gryer.«

Kruse gik heftig frem og tilbage, som om han var Bytte for vexlende Betragtninger.

»Dit Navn?« spurgte Bryggemann.

»Olaug.«

»Dit Slægtsnavn?«

»Olaug,« gjentog Pigen med tydelig Usikkerhed.

Kruse bemærkede hendes Forlegenhed. Den bestyrkede hans Mistillid til hendes Udsagn.

»Det har sin Rigtighed, Olaug hedder hun,« sagde Fogden og reiste sig halvt i Sædet; »hun hedder blot Olaug – af visse Grunde.«

»Giv Pigen en halv Daler og lad hende gaa,« sagde Brigaderen til Adjutanten.

Olaug skjød Haanden med Pengestykket tilbage og gik mod Døren.

»Vil Du ikke have Pengen, min Glut?« spurgte Bryggemann og strøg sin Knebelsbart. »Hvad har Du ellers gjort Dig al den Uleilighed for?«

Olaug vendte sig i Døren. En flammende Rødme havde afløst hendes Bleghed. Hun kastede Hovedet tilbage, mens Taarer tindrede i hendes Øine.

»Jeg har varet Jer, fordi jeg er en norsk Pige, som kun hedder – Olaug!« brød det frem over hendes dirrende Læber; dermed ilede hun ud.

Et jodlende »Sippedeia!« lød efter hende i Mørket, da hun forsvandt i Skoven.

Officererne saae raadvilde paa hverandre.

»Dette her lader til at blive Alvor, Hr. Brigadeer,« ytrede Major Emhausen henvendt til Kruse. »Hvad befaler Hr. Brigaderen?«

Kruse vedblev at gaa heftigt op og ned ad Gulvet uden at svare.

»Jeg mener, vi bør snarest samle vor Bataillon her paa Pladsen,« sagde Bryggemann. »Hvad ligner det, naar vi kan blive overfaldne her i mit Hovedkvarteer, at have vore Folk spredte i Nattekvarteer i en halv Miils Omkreds? Hvordan skal jeg kunne holde Stand paa denne Maneer?«

»Igaar tændte Befolkningen Signalbaalene fra Fjeld til Fjeld – det hed sig, Fjenden var brudt ind i Landet,« ytrede Kruse og standsede ved Bordenden. »Vore Tropper maatte patrouillere den hele Nat til ingen Nytte – ere overanstrengte. Pigen farer vel igjen med overspændt Snak, har naturligviis taget feil af Svenskens udsendte Spioner og mener, at det er et fjendtligt Indfald. Hvad maa de tænke i Christiania, om vi nu atter i Nat gjør blind Allarm og tænder Farebaalene?«

Kruse talte i korte Udbrud, der røbede hans egen Usikkerhed.

»Lad min Slæde kjøre frem.«

Major Emhausen traadte frem for Brigaderen og gjentog sit Spørgsmaal: »Hvad befaler Hr. Brigaderen?«

Kruse standsede, idet han gik mod Døren, betragtede ham med et gjennemtrængende Blik og sagde:

»I har mine Ordrer, I saavelsom alle I Andre, Messieurs. Hver især maa nu handle efter Conduite, som det sømmer sig dygtige Officerer. Feltraabet er »frisk«. Ved den mindste Fare affyres et Signalskud for at samle Mandskabet. Hermed Gud befalet.«

Kruse forlod Stuen og steg i Slæden.

Himlen var overtrukken; mellem forrevne Skyer kastede Maanen sit blege Lys over Snemarken og den susende Skov. Enkelte Soldatergrupper stode i Gaarden og talte lavmælt sammen. De rettede sig og gjorde Honneur. Et Piskesmæld lød skarpt som et Pistolskud, og Kruses Slæde foer af Sted ind mod Skoven over den knirkende Snee for at bringe Brigaderen til hans Kvarteer, Lehnsmandsgaarden i Østby.

Den modige Kriger anede næppe, at han nogle Timer senere vilde faae Leilighed til at udfolde alt sit Heltemod og gjensee Præstegaarden i meget forandrede Omgivelser.

»Det var en rar Besked til at faae Forstand af,« sagde Bryggemann spottende, da Døren lukkedes efter Kruse. »Her lader han mig sidde midt i den vildfremmede Egn og paalægger mig at handle efter Conduite, mens jeg skal forsvare det Hele! Heldigviis har jeg valgt mit Standkvarteer med en utrolig Snedighed: jeg ligger midt i Linien – hvorfor skulde Svensken netop falde paa at angribe dette Sted, hvis han i det Hele vover sig ind i Landet? – God Nat, mine Herrer! Begiver Eder nu hver til Eders Kvarteer og sov ud, som jeg agter at gjøre. Vorherre alene veed, naar vi næste Gang faaer Nattero. Jeg er fuldstændig udslidt efter alle disse Strabadser.«

Medens Bryggemann tændte et Tællelys, hikkede han gjentagne Gange, standsede midt paa Gulvet og skyggede for den viftende Flamme med sin fede Haand. Lysskjæret kastede dybe Skygger omkring hans fremstaaende Kinder.

»Handle efter Conduite – har man hørt Mage! Her har jeg Pengekassen med Corpsets Lønninger for 3 Maaneder at forvare! – Hei, Lieutenant, sæt en Vagtpost udenfor min Dør og en anden midt i Gaarden, saasom Kongeveien gaaer her igjennem. Han skal snappe alle Fremmede op, som passere, og bringe dem ind til mig, om jeg saa ligger i den dybeste Søvn, paa det jeg kan blive informeret om Fjendens Desseins og forehavende Bevægelser. Vor Fane kan Lieutenant Dillerud ligge med ovre paa Riser og lad ham flittig patrouillere mellem Gaardene, saa veed jeg da, at Fjenden ikke kan komme pludselig og uformodet over mig, den Rævepels. See, det kalder jeg at handle efter Conduite. Gjør I nu ligesaa, Major Emhausen. Og saa til Køis!«

Midt i Sovekammerdøren vendte Bryggemann sig endnu en Gang og raabte: »Feltraabet er »frisk«, sagde han. Sikken et Feltraab! Naar man ikke kan see ud af Øinene efter de sidste Dages Elendighed! Jeg sover ellers altid i fuld Mundering med Hænderne om Sværdknappen, naar jeg er i Felten, og drømmer om lynende Batailler. Man kan tilsidst blive kjed af al den Snak om Overfald. – God Nat, I Herrer!«

Bryggemann stængede omhyggelig Døren efter sig. De øvrige Officerer toge Afsked og begave sig til deres respektive Kvarterer, uden at nærmere Bestemmelser endnu vare trufne om at modtage Fjenden.

Bryggemann traadte ind i Gjæstestuen. Et mægtigt fiirkantet Sengested med ophobede Dyner bag blomstrede Forhæng indtog Hovedpladsen i Kammeret, en stram Duft af Lavendel slog den Indtrædende i Møde, og midt paa Bordet laa en opslagen Huuspostil.

Det maa ogsaa fortælles, at to Grene vare sammenheftede som et Kors paa Væggen over Bilæggerovnen med tre forgyldte Hjerter mellem Grannaalene.

Bryggemann stillede sit Lys paa Bordet og holdt sig for Næsen.

»Føi, hvor Luften kan være befængt i saadant et gammelt Rottehul!« sagde han og slængte sig i Halmstolen foran Sengen, medens han med Støvlerne hamrede i Gulvet, det Tegn, hvormed han kaldte sin Oppasser til Hjælp.

Døren gik op, og Halvor stak sit Hørhoved ind i Stuen.

»Adolph er endnu ikke kommen tilbage fra Riser, strenge Hr. Høvidsmand,« sagde han. »Men han bad mig være Jer til Tjeneste i alle Maader.«

»Kom og træk Støvlerne af mig!« raabte Bryggemann.

Halvor traadte ind og drog med et polisk Smil en Flaske gammel Sect frem fra Trøiens Indre.

»Den har jeg reddet til Officerens Lædskedrank i Nat,« udbrød han triumferende.

»Du lader til at være en opvakt Gut,« sagde Bryggemann. »Hører Du til her i Huset?«

»Nei, jeg har blot faaet Forlov til at gaae til Haande i Præstegaarden, saa længe I ligger her; jeg holder saa umaneerlig af Krigsfolk,« svarede Halvor og sled efter bedste Formue i Oberstens Kravestøvler.

»Jeg kunde nok have Lyst til at forhøre det Kvindfolk lidt nærmere, som besøgte os for lidt siden,« ytrede Bryggemann og kneb Halvor i Øret.

Halvor saae leende op.

»Hun er for længe siden over Fjeldet,« sagde han; »men selv om hun var her, saa hentede jeg hende ikke.«

»Død og Helvede, sætter Du Dig op mod kongelig Maiestæts Officeer, naar det gjælder vort Liv og Landets Sikkerhed?«

Halvors Smil blev endnu bredere.

»Hvis det gjaldt Liv og Sikkerhed, gik kongelig Officeer ikke i Seng,« svarede han. »Og Pigen skal være min Fæstemø, naar jeg kommer til Skjelsaar og Alder. Men hun maa ikke vide, at Storbonden Bjørnstads eenbaarne Søn vil gifte sig med hende. Hun er strix nok paa det i Forveien, derfor driller jeg hende flittigt.«

»Hent mig det Skriin, som staaer ved Hovedgjærdet,« befalede Oberstlieutenanten.

Halvor bragte en lille, tung Læderkasse og stillede den paa Bordet foran Officeren. Denne fremtog en Nøgle, aabnede Skrinet og lod dets Indhold af nypræget Sølvmønt funkle i Tællelysets Skin.

»Det pure Sølv – det pure Kongesølv!« udbrød Halvor og slog Hænderne sammen. »Herre Jemini, hvad vil kongelig Officeer med alle de Penge heroppe mellem Svenskerne?«

Bryggemann tog en Daler, holdt den hen mod Halvor og sagde:

»Bringer Du Pigebarnet til Stede inden Daggry, faaer Du denne. Ret betænkt kan jeg ikke forsvare, at vi ikke fik hende grundig forhørt. – Skal vi gjøre den Handel?«

Halvor drog sig tilbage mod Døren og rystede paa Hovedet.

»Er der mere, jeg kan gjøre Officeren til Behag?« spurgte han.

»Kald Vagten ind.«

En Soldat traadte ind.

»Du holder Dig i Gaarden, Daniel Haavi, og bliver afløst Klokken tolv. Ingen Kissemisseri i Stegerset! Du arresterer hver Kjæft, som kommer her igjennem, og fører ham ind til mig. For Resten sørger Du for, at Alt er stille, mens jeg tager et Blund.«

»Javel, Hr. Oberst,« svarede Daniel, hilste og gik til sin Post midt i Præstegaarden.

Bryggemann kastede brummende sine Klæder over Halmstolen.

»Feltraabet er »frisk« – sikken et Feltraab! – Handle efter Conduite – sikken en Menneskeæder, som ikke under en Kammerat en lille Nattesøvn! – Sikke Øine den Glut havde! – den forbandede, tykhovedede Hvalp!«

Oberstlieutenanten krøb ind i den brede Dyneseng; et langtrukkent Aandedræt forkyndte kort efter, at han var falden i Søvn.

»Sikke djævleblændte Øine!« mumlede han endnu en Gang, mens Tanen, rød og osende som en bred Fane, sænkede sig over Lysets Tælle. Flammen slukkedes. Alt blev stille.

Udenfor i Præstegaarden stod den unge Musketeer Haavi støttet til sit Gevær og speidede agtpaagivende mod Øst og Vest. Svage Raab løde af og til ovre fra de fjerntliggende Nabogaarde. Pludselig saae Soldaten en sort Skygge glide frem langs Huusmuren. Han spændte Hanen og raabte: »Hvem dèr?«

»Tys!« hviskede Halvors Stemme. »Hurtig – fly mig et Gevær, saa skal jeg gjøre det for Jer, som jer Oberst har forsømt.«

»Hvad mener Du?«

»Der maa øieblikkelig stilles en Post ud ved Broen her ovenover; jeg hørte nys en besynderlig Susen, da jeg luskede om paa Udkig, og da jeg lagde Øret til Jorden, fornam jeg tydelig Hestetrampen. – Giv mig en ladt Muskedonner, saa skal jeg give Jer Alle Signal i Tide, saa snart jeg seer Fjenden.«

»Det har jeg ingen Ordre til. – Væk med Dig, Dreng!« svarede Skildvagten.

»Saa vaer Dig selv!« raabte Halvor krænket. »Naar Du om lidt hører et Ugleskrig oppe fra Broen, saa er Fjenden over Hovedet paa Dig, og gjør han Dig kold, saa tager jeg dit Gevær.«

Haavi slog ud efter Drengen. Halvor forsvandt med et Spring gjennem Porten.

En halv Time senere hørte Skildvagten virkelig et Ugleskrig oppe fra Fjeldet. Han lyttede; men da Alt forblev stille, formodede han, at Drengen gjorde Løier med ham, og fortsatte sin Vandring med Geværet paa Skulderen. Lidt efter blev Ugleskriget gjentaget, denne Gang skarpt og gjennemtrængende bag den gamle Birk, der hældede ud over den østre Lade. I det samme gled en Sky fra Maanen, og Skildvagten bemærkede et Hoved, som tittede frem bag Muren ved Kornladen. Et Secund blev en Rytterskikkelse synlig, som hævet i Stigbøilerne kiggede ind i Gaarden og atter forsvandt.

»Holdt – hvem dèr?« raabte Haavi.

»Freund,« lød Svaret udenfor Porten.

»Hvad for Freund?« spurgte Skildvagten.

»God Freund,« svarede Stemmen.

»Hvad for Compagni?« spurgte Haavi.

Da han intet Svar fik, sprang han hen til Vagtstuen, hvis hele Mandskab bestod af sex Soldater.

»Kom ud – kom ud!« raabte Haavi. »Nu er Fjenden her nok for Alvor. – Ind og væk Oberstlieutnanten!«

Gefreideren, som holdt Vagt foran Oberstens Dør, sad og tog et velgjørende Blund. Halvor foer som en Stormvind gjennem den aabne Gaarddør, slog den Sovende over Benene med sin Kjæp og brød uden videre ind til Bryggemann. Der var bælgmørkt i Stuen; en dyb og regelmæssig Snorken forkyndte, at den tapre Officeer efter bedste Evne skyndte sig med at samle Kræfter til Fædrelandets Forsvar.

»Vaagn op i Herrens Navn – vaagn op, Officeer!« raabte Drengen og ruskede den Sovendes Arm.

»Hvem dèr?« brølede Obersten og satte sig overende i Sengen. »I Djævlens Skind og Been, troer I, man kan holde saadant et Hundeliv ud i Længden – Dag og Nat?«

»Det er mig – Halvor, som skulde hente Pigen til Jer.«

»Det kunde Du jo have sagt strax,« hviskede Bryggemann med en lav Stemme, hvis Skratten han søgte at dæmpe. »Jeg laa just og ærgrede mig over den Bummert af Brigaderen, at han ikke fik hende forhørt. – Hent Redekammen, – hurtig, den sidder i Speilrammen. – Har Du Glutten med?«

»Nei, jeg har Svensken med, Høvidsmand; Svenskekongen selv holder herudenfor. Gaarden er omringet.«

»I Djævlens forbandede Navn, mine Støvler – tænd Lys!« brølede Bryggemann med en Røst, som Sindsbevægelsen gjorde hoppende.

Halvor meente at burde forstærke Øieblikkets Stemning. Han udstødte en sagte Jamren.

»Ret nu myrde de vor Fa'er; de har hængt ham op ovre i Stegerset med en Krog i Maven. De myrde det ufødte Barn i Kari Sæterpiges Liv. – Skynd Jer, skynd Jer!«

»Hvor er min Hat, min Kjole?«

Det lød i Mørket, som om Bryggemann tumlede om i Vildelse og kastede alt overende.

»Her er hans Værge!« raabte Halvor. – »Der har vi Fjenden – Herre Jemini, han stikker Ild i Kornladen!«

Drengen foer ud af Døren med et Skrig, der vækkede Husets Beboere.

Obersten opgav at finde sine Klæder. Han fulgte ud i det Frie efter Halvor, iført ulden Nattrøie og Tøfler med dragen Kaarde i Haanden. Udenfor Porten traf han sine sex Mænd.

»Følg mig Alle!« kommanderede han med høi Røst; »her er intet Øieblik at spilde.«

Den lille Skare ilede nogle Skridt ud over Marken, men standsede ved at see den bedækket af fjendtlige Ryttere.

»Skyd ikke!« raabte en svensk Officeer, der syntes at være Anfører for Troppen, »saa skal I faae godt Kvarteer.«

»Vi give os ikke levende!« skreg Bryggemann og drog sig skyndsomst tilbage til Præstegaarden. Her gav han sin Tjener Adolph Befaling til at hente hans Støvler, Kjole og Hat; men inden han havde faaet disse Beklædningsstykker, brød Svensken ind ad den østre Port, anført af Carl den Tolvte i egen Person samt af Prindsen af Hessen.

Bryggemann flygtede hovedkulds, ledsaget af sin Tjener, ud gjennem et Vindu og ilede over mod den nærmeste Gaard, Riser, hvor hans Fanevagt laa indkvarteret. Oberstlieutenanten var ifølge Øienvidners Udsagn paa denne Flugt iført nedtraadte Tøfler, rød Nathue og ulden Vest. Medens han ilede hen over Sneen, tabte han jævnlig Tøflerne, bandede, stønnede, arbeidede sig videre, alt mens han udstødte hæse Kommandoraab, som ingen efterkom i den almindelige Rædsel.

Medens dette tildrog sig udenfor Præstegaarden, sneg Halvor sig ind i det forladte Gjæstekammer, famlede sig frem til Hovedgjærdet, greb Pengeskrinet, itusparkede den halvtømte Viinflaske, som stod paa Gulvet ved Sengen, og forsvandt gjennem Vinduet i samme Øieblik, som Kong Carl, ledsaget af sine Officerer, traadte ind i Præstegaardens Storstue.

Da de Flygtende havde tilbagelagt Halvdelen af Veien til Riser, hørte Bryggemann pludselig en høilydt Jamren bag sig.

»Aa nei, Hr. Oberst, see ikke tilbage – det er altfor gyseligt!« græd Halvor. »De har lige spiddet vor Mo'er paa deres Bajonetter og sat hende fast paa Portlaagen. De spurgte efter Officeren – og nu kommer en Skare Ryttere herned efter os.«

Halvor foer i lange Hop forbi Obersten, der forgjæves anstrengte sig for at følge ham.

Et Øieblik efter vendte Halvor tilbage.

»Og de mange blanke Sølvdalere, som Svensken dèr fik fat i, det er det allerværste!« skreg han og sled sig i Haaret.

»Guds Død!« stønnede Bryggemann. »Kronens Lønninger og mine egne Tærepenge! – Tilbage, Dreng! Tre Daler til Dig, om Du redder Skrinet.«

»Ikke for Alverdens Guld! Svensken truede mig nys med at hælde Krudt i Halsen paa mig og sprænge mig i Luften.«

Bryggemann arbeidede sig stønnende videre; Skarsneen brast under ham og besværliggjorde Flugten.

»Giv mig Værgen,« raabte Halvor, »saa skal jeg bære den for Høvidsmanden.«

»Ingen skal sige, at Oberst Bryggemann lod sin Kaarde i Stikken!« raabte Obersten heltemodigt og svang sit Vaaben over Hovedet, idet han foer ind gjennem Risers Port, hvor Fanelieutenant Dillerud stod opstillet med Fanen og sine sexten Mand.

En Sky gled fra Maanen og viste Bryggemanns halvt paaklædte Skikkelse under det vaiende Banner. Han lagde sin Haand paa Fanestangen, løftede sin Kaarde og udbrød med bevæget Røst: »Gud være lovet med Fanen og mit Værge er Æren reddet.«

Tjeneren Adolph traadte ærbødigt nærmere med sin Herres Kjole, Støvler og trekantede Hat.

»Behager det nu Hr. Obersten at klæde sig paa?« spurgte han.

»Lapperi!« svarede Bryggemann, medens Adolph iførte ham Uniformen. »Hvem tænker paa sligt, naar Fædrelandet er i Fare? Først Æren i Behold – saa Klæderne! – Lad nu Trommen røre for at samle vor Compagni her paa Pletten.«

Denne Ordre viste sig ved et senere optaget Krigsforhør at være et nyt og utilgiveligt Feilgreb af den Øverstbefalende, idet denne Trommehvirvel veiledede den endnu usikre og frygtsomme Fjende og gav ham Anviisning paa, hvor de i Mørket skulde søge de norske Soldater.