Markens grøde

I

Den lange, lange sti over myrene og ind i skogene, hvem har trakket op den? Manden, mennesket, den første som var her. Det var ingen sti før ham. Siden fulgte et og andet dyr de svake spor over moer og myrer og gjorde dem tydeligere, og siden igjen begyndte en og anden lap at snuse stien op og gå den når han skulde fra fjæld til fjæld og se til sin ren. Slik blev stien til gjennem den store almenning som ingen eiet, det herreløse land.

Manden kommer gående mot nord. Han bærer en sæk, den første sæk, den indeholder niste og nogen redskaper. Manden er stærk og grov, han har rødt jærnskjæg og små ar i ansigtet og på hænderne – disse sårtomter, har han fåt dem i arbeide eller i strid? Han er kanske kommet fra straf og vil skjule sig, han er kanske filosof og søker fred, men ialfald så kommer han der, et menneske midt i denne uhyre ensomhet. Han går og går, det er stilt for fugler og dyr omkring ham, stundom taler han et eller andet ord med sig selv: åja Herregud! sier han. Når han kommer over myrene og til venlige steder med en åpen slette i skogen sætter han sækken ned og begynder at vandre omkring og undersøke sorholdene, efter en stund kommer han tilbake, tar sækken på ryggen og går igjen. Det varer hele dagen, han ser på solen hvad det lider, det blir nat og han kaster sig på sin arm i lyngen.

Om nogen timer går han igjen, åja Herregud! går igjen ret mot nord, ser på solen hvad det lider, holder måltid på en leiv fiatbrød og gjeitost, drikker vand i en bæk og fortsætter sin gang. Også denne dag går med til hans vandring, for han må undersøke så mange venlige steder i skogen. Hvad går han efter? Efter land, efter jord? Han er kanske en utvandrer fra bygderne, han har øinene med sig og speider, stundom stiger han op på en haug og speider. Nu synker solen igjen.

Han går på vestsiden af et dalføre med blandet skog, her er også løvskog og græsbund, det rækker i timer, det skumrer, men han hører et lite sus av en elv, og dette lille sus opliver ham som noget levende. Da han kommer op på høiden ser han dalen i halvmørke nedover og længst ute himlen mot sør. Han lægger sig.

Om morgningen står han foran et landskap av skog og beitesmark, han stiger ned, her er en grøn li, han ser et skimt av elven langt nede og en hare som sætter over den i et sprang. Manden nikker som om det just høver at elven ikke er bredere end et sprang. En rugende rype slår pludselig op ved hans føtter og hvæser vildt imot ham, og manden nikker igjen at her på stedet er dyr og fugler, det høver atter! Han vandrer i blåbærlyng og tyttebærlyng, i den syvtakkede skogstjærne og i småbregner; når han stanser hist og her og graver med et jærn i jorden finder han her muldjord og der myr, gjødslet av flere tusen års løvfald og rotten kvist. Manden nikker at her slår han sig ned, jo det gjør han, slår sig ned. I to dager vedblir han at streife om i omegnen, men vender om kvældene tilbake til lien. Han sover om nætterne på et barleie, han er blit så hjemme her, han har alt et barleie under en berghammer.

Det værste hadde været at finde stedet, dette ingens sted, men hans; nu blev dagene optat av arbeide. Han begyndte straks at løipe næver i de fjærnere skoger nu mens sevjen var i trærne, han la næveren i pres og tørket den, når han hadde en stor bør bar han den alle milene tilbake til bygden og solgte den til bygningsbruk. Og hjem til lien bar han atter nye sækker av matvarer og værktøi, mel, flæsk, en gryte, en spade, gik stien frem og tilbake og bar og bar. En født bærer, en pram gjennem skogene, å det var som han elsket sit kald at gå meget og bære meget, som om det ikke at ha en bør på ryggen var en lat tilværelse og ikke noget for ham.

Han kom en dag med sin tunge bør og desuten leiende to gjeiter og en ungbuk i bånd. Han var lykkelig for sine gjeiter som om de hadde været kjyr og var god mot dem. Det første fremmede menneske kom forbi, en vandrende lap, han så gjeiterne og forstod at han var kommet til en mand som hadde slåt sig ned her, han sa:

Skal du bo her for godt? – Ja, svarte manden. – Hvad du heter? – Isak. Du vet ikke av en kvindfolkhjælp til mig? – Nei. Men jeg skal orde det der jeg farer. – Gjør så! At jeg har dyr og ingen til at passe dem.

Isak altså, også det vilde lappen orde, manden i marken var ingen rømling, han opgav sit navn. Han en rømling? Så var han blit funden. Han var bare en ufortrøden arbeider, han slog vinterfor til sine gjeiter, begyndte at rydde mark, at bryte aker, at bære sten bort, mure gjærder av sten. Om høsten fik han en bolig op, en gamme av torv, den var tæt og varm, det knaket ikke i den i storm, den kunde ikke brænde op. Han kunde gå ind i dette hjem og lukke døren og være der, han kunde stå utenfor på dørhellen og eie hele bygningen hvis nogen kom forbi. Gammen var delt i to, i den ene ende bodde han selv, i den anden syrene, inderst mot berghammeren hadde han indrettet sit høihus. Alt var der.

Et par nye lapper kommer forbi, far og søn, de står og hviler på sine lange staver med begge hænder og ser på gammen og på rydningen og hører gjeitbjælderne opi lien.

Ja goddag, sier de, og at her er kommet gromt folk i marken! – lapperne de slesker altid.

Dokker vet ikke av nogen kvindfolkhjælp til mig? svarer Isak. For han har bare denne ting i hodet.

– Kvindfolkhjælp? Nei. Men vi skal orde det. – Dokker måtte ha været så godagtig! Og at jeg har hus og jord og dyr, men ingen kvindfolkhjælp, skal dokker si.

Å han hadde søkt efter denne kvindfolkhjælp hver gang han var nede i bygden med sin næver, men ingen fåt. De hadde set på ham, en enke, et par ældre piker, og ikke våget sig til at love ham hjælp, hvad det nu kunde komme av, Isak forstod det ikke. Forstod han det ikke? Hvem vilde tjene hos en mand i vide marken, mile til folk, ja en dagsreise til næste menneskebolig! Og manden selv han var ikke det spor søt eller nydelig, men tværtimot, og når han talte da var han jo ingen tenor med øinene mot himlen, men litt dyrisk og grov i røsten.

Så var det bare at være alene.

Om vinteren gjorde han store trætraug og solgte i bygden og bar sækker med mat og redskaper hjem igjen i sneen, det var hårde sager, han var fæstet til en bør. Da han hadde dyr og var alene til at passe dem kunde han ikke forlate dem for længere tid isenn, og hvorledes bar han sig da ad? Nød gjør opfindsom, hans hjærne var stærk og ubrukt, han øvet den op til mere og mere. Det første han gjorde før han gik hjemmefra var at slippe gjeiterne ut så de fik bite mætten sin av ris i skogen. Men han visste også en anden råd: han hængte op et hølke, et stort kjørrel, ved elven og lot et enkelt vanddryp fylde det, det tok fjorten timer at fylde det. Når hølket var fuldt til randen hadde det fåt akkurat den rette vægt og sank ned fra sin stilling, men idet det sank trak det i en line som stod i forbindelse med høihuset, en lem åpnedes og tre gjeitmater faldt ned: dyrene fik mat.

Slik bar han sig ad.

Et sindrig påfund, ja kanske en indskytelse fra gud, manden var selvhjulpen. Det gik godt like til senhøstes, så kom det sne, så kom det regn, så kom det sne igjen, varig sne, saskineriet virket galt, kjørlet fyldtes av nedbøren og åpnet lemmen fortidlig. Manden dækket kjørlet over, så gik det godt igjen en tid, men da vinteren kom frøs vanddryppet til is og maskineriet stanset helt.

Da måtte hans gjeiter som manden selv lære at undvære.

Hårde dager, ånden skulde hat hjælp, men hadde ingen og blev allikevel ikke rådløs. Han vedblev at arbeide og gjøre hjemmet istand, han fik vindu i gammen, to glasruter, det blev en mærkelig og lys dag i hans liv, han behøvet ikke at brænde på gruven for at se, han kunde sitte inde og arbeide trætraug i dagslys. Det bedredes og dagedes, åja Herregud! Han læste aldrig i en bok, men hadde ofte sine tanker på Gud, det kunde ikke undgås, det var troskyldighet og bæven. Stjærnehimlen, suset i skogen, ensomheten, den store sne, vælden på jorden og over jorden gjorde ham dyp og andægtig mange ganger i døgnet, han var syndig og gudfrygtig, om søndagene vasket han sig til ære for helgen, men arbeidet da som ellers.

Våren kom, han dyrket sin lille jord og satte potet. Det var nu blit en større buskap, hver gjeit hadde fåt tvillinger, det var syv gjeiter med småt og stort i marken. Han utvidet fjøset med fremtiden for øie og satte også et par ruter ind hos dyrene. Det lysnet, det dagedes i alle måter.

En dag så kom hjælpen. Hun krysset længe frem og tilbake opi i lien før hun våget sig frem, det blev kvæld før hun kom sig til det, men så kom hun – en stor, brunøiet pike, hun var så frodig og grov, med tunge gode hænder, med komager på føtterne skjønt hun ikke var lap og med en kalveskinds sæk på ryggen. Hun kunde være ute i årene, høflig talt op til tredive.

Hvad hadde hun at frygte, men hun hilste og skyndte sig at si: jeg skulde bare over fjældene og derfor så gik jeg denne veien. – Nå, sa manden. Han forstod hende bare såvidt, hun talte utydelig og vendte desuten ansigtet bort. – Ja, sa hun. Og det er så meget til lang vei! – Ja, svarte han. Skal du over fjældene? – Ja. – Hvad skal du der? – Jeg har folket mit der. – Nå, har du folket dit der. Hvad du heter? – Inger. Hvad du heter? – Isak. – Nå, Isak. Er det du som bor her? – Ja her bor jeg og slik som du nu ser det. – Det skulde vel ikke være uvennes! sa hun rosende.

Han var blit en hel kar til at tænke sig om og nu faldt det ham ind at hun var kommet ens ærend, ja at hun var gåt hjemmefra som i forgårs og skulde bare hit. Hun hadde kanske hørt at han manglet kvindfolkhjælp.

Gå ind og hvil føtterne, sa han.

De gik ind i gammen og åt av hendes niste og drak av hans gjeitmælk; så kokte de kaffe som hun hadde med i en blære. De koset sig med kaffe før de gik tilsengs. Han lå og var grådig efter hende om natten og fik hende.

Om morgningen gik hun ikke igjen og hele dagen gik hun heller ikke igjen, men var til nytte og mælket gjeiterne og skuret kjørler med fin sand og fik dem rene. Hun gik aldrig mere. Inger hette hun. Isak hette han.

Så blev det et andet liv for den ensomme mand. Det var nu det at hans kone talte utydelig og idelig vendte sig bort fra folk for hareskårets skyld i hendes ansigt, men det var intet at klage over. Uten denne vansirede mund var hun vel aldrig kommet til ham, hareskåret var hans held. Og han selv, var han uten lyte? Isak med jærnskjægget og den altfor rotvoksede krop, han var som en gruelig kværnkall, ja han var som set gjennem en hvirvel i ruten. Og hvem andre gik med et slikt opsyn i ansigtet! Han syntes hvert øieblik at kunne slippe et slags barrabas løs. Det var meget at ikke Inger rændte sin vei.

Hun rændte ikke. Når han var borte og kom hjem igjen var Inger ved gammen, de to var ett, gammen og hun.

Det blev et menneske mere at forsørge for ham, men det lønnet sig, han slap mere bort, han kunde få røre sig. Der var nu elven, en hyggelig elv og foruten det at den var hyggelig av utseende også det at den var dyp og strid, det var ingenlunde en ringe elv og den måtte komme fra et stort vand opi fjældet. Han skaffet sig fiskeredskaper og søkte vandet op, han kom hjem igjen om kvælden med en bør ørret og røyr. Inger tok imot ham med forundring og var overvældet og ikke bedre vant, hun slog hænderne sammen og sa: du store verden for dig! Hun mærket vel at han syntes om hendes ros og blev stolt over den, hun sa endnu flere gode ord: at hun hadde aldrig set slikt, at hun forstod ikke hvorledes han hadde båret sig ad!

Også på anden måte var Inger velsignet. Skjønt hun ikke hadde noget herlig hode med forstand i så hadde hun to sauer med lam hos en eller anden av sit folk, og dem hentet hun. De var det nødvendigste som kunde hjembringes til gammen nu, sauer med uld og lam, fire liv, buskapen økedes i stor målestok og det var et regnestykke og en forunderlighet hvorledes den øket. Inger hentet desuten klær og andre småting som hun eiet, et speil, en tråd med nogen pene glasperler på, karder og rok. Se, drev hun på slik blev det snart fra gulv til tak og gammen kunde ikke rumme alt! Isak blev naturlig bevæget ved denne jordiske middel, men taus som han altid var hadde han ondt for at uttale sig, han rugget ut på dørhellen og så på veiret og rugget ind igjen. Javisst hadde han været svært heldig og han kjendte mere og mere forelskelse i sig, dragelse, eller hvad det kunde kaldes.

Du skal ikke vør med så meget! sa han. – Jeg har endda mere et sted. Og så har jeg han Sivert morbror, har du hørt om han? – Nei. – Ja han er en rik mand. Han er herredskasserer for bygden.

Forelskelse gjør den kloke dum, han vilde vise sig velbehagelig på sin måte og gjorde formeget av det: hvad jeg skulde sagt, sa han; du gjør ikke at hyppe poteten. Jeg skal hyppe han når jeg kommer hjem i kvæld.

Dermed tog han øksen og gik tilskogs.

Hun hørte ham hugge i skogen, det var ikke langt borte, hun hørte på braket at det var store trær han fældte. Da hun hadde hørt på det en stund gik hun ut på akeren og gav sig til at hyppe poteten. Forelskelse gjør den dumme klok.

Han kom hjem om kvælden og drog en uhyre tømmerstok i rep. Å den aldeles grove og troskyldige Isak, han larmet det han kunde med stokken og kremtet og hostet for at hun skulde komme ut og bli ikke så lite slagen over ham.

Jeg mener du er gal! sa hun også meget rigtig da hun kom. Du er da vel Et menneske! sa hun. – Manden svarte ikke. Faldt ham ikke ind. At være litt mere end et menneske mot en tømmerstok var ikke noget at snakke om. – Og hvad du skal ha den stokken til? spurgte hun. – Nei det vet jeg Ikke, svarte han kostbar.

Men nu så han at hun alt hadde hyppet poteten og det gjorde hende næsten like så dygtig som han. Det var ikke efter hans sind, han løste repet av stokken og gik med det. – Går du igjen? spurte hun. – Ja, svarte han forarget.

Han kom med en stok til, blåste ikke og larmet ikke, men drog den bare som en okse frem til gammen og la den ned.

Han drog i sommerens løp mange tømmerstokker til gammen.

II

En dag så la Inger atter niste i sin kalveskinds sæk og sa: Nu går jeg over til folket mit igjen en snoptur. – Nå, sa Isak. – Ja jeg skulde ha snakket med dem som snarest. —

Isak fulgte ikke ut med hende med det samme, men drygde længe. Da han endelig rugget ut på dørhellen og aldeles ikke lot nysgjærrig og fuld av tunge anelser holdt Inger på at forsvinde i skogkanten. – Hm. Kommer du igjen? ropte han og kunde ikke bare sig. – Kommer jeg ikke igjen! svarte hun. Du aper! – Nå. —

Så var han alene igjen, jaja Herregud! Med sine arbeidskræfter og sin arbeidslyst kunde han ikke gå ut og ind i gammen og bare være i veien for sig selv, han begyndte at gjøre noget, ry tømmer, telgje stokkene flate på to sider. Han drev på til kvælden, så mælket han gjeiterne og gik tilsengs.

Øde og stille i gammen, det tidde tungt fra torvvæggene og fra jordgulvet, han var dypt og alvorlig alene. Men rokken og karderne var på sin plass og perlerne på sin tråd lå vel forvaret i en pose under taket, Inger hadde intet tat med sig. Men Isak var så uendelig dum at han blev mørkræd lyse sommernatten og så både det ene og det andre snike sig forbi ruterne. Da klokken efter lyset kunde være omkring to stod han like så godt op igjen og åt frokost, et uhyre grøtfat for hele dagen, så han skulde slippe at hæfte bort tiden med ny koking. Han brøt nyland tilkvælds, et tillæg til potetakeren.

Han skiftet med at ry tømmer og bryte jord i tre dager – så vilde vel Inger komme imorgen. Det var ikke formeget om han hadde fisk til hende når hun kom, men han vilde ikke ta benveien og likefrem gå imot hende op gjennem fjældet, men gjøre en omvei til fiskevandet. Han kom ind i ukjendte regioner av fjældet, her var nu gråt berg og brunt berg og her var småsten så tunge at de kunde være av bly eller kobber. Her kunde være meget i disse brune stenene, kanske både guld og sølv, han forstod sig ikke på det og det samme kunde det være for ham. Han kom til vandet, fisken nappet godt om natten i det myggfulde veir, det blev igjen en bør av røyr og ørret og Inger skulde få se! Da han gik hjem igjen om morgningen den samme omvei som han var kommet fandt han på at ta med sig et par av de tunge småstener fra fjældet, og de var brune med mørkeblå flækker i og så mægtig tunge.

Inger var ikke kommet og kom ikke. Det var nu fjerde dagen. Han mælket gjeiterne som dengang han var alene med dem og ikke hadde nogen anden til det, så gik han op i et stenbrudd og bar frem til gårdsplassen store hauger av høvelig sten til en mur. Han hadde alverdens mange gjøremål.

Den femte kvælden gik han tilsengs med en liten mistanke i hjærtet, men der var nu forresten rokken og karderne og der var perlerne. Samme øde i gammen og ikke en lyd, det blev lange timer, og da han endelig hørte som et slags tramp utenfor forstod han jo at det bare var noget han syntes. Åja Herregud! sa han i sin forlatthet, og slike ord frembragte ikke Isak uten at han mente dem. Der hørte han nu trampingen igjen og litt efter så han noget glide forbi ruterne, hvad det nu var, noget med horn, livagtig. Han sprang op, ut på dørhellen og så et syn. Gud eller satan! mumlet han, og slikt sa ikke Isak uten at han var nødt til det. Han så en ku, Inger og en ku, de forsvandt i fjøset.

Hvis han nu ikke stod der og hørte at Inger talte så småt med kua i fjøset vilde han ikke ha trodd sig selv, men der stod han. I samme øieblik fik han en ond anelse: Gud velsigne hende, naturligvis, det var en makeløs og pokkers kone, men formeget var formeget. Rokken og karderne, lat gå med dem, og perlerne var mistænkelig fine, men lat gå med dem også! Men en ku, kanske funden på en vei eller i en bumark, den vilde bli savnet av eiermanden og opspurt.

Inger trådte ut av fjøset og sa småleende av stolthet: Jeg kom bare med kua mi! – Nå, svarte han. – Jeg blev så længe, for jeg kunde ikke gå hårdere med hende over fjældet. Hun er med kalv. – Kom du med en ku? sa han. – Ja, sa hun og var sprækkefærdig av rikdom på denne jord. Eller tror du jeg står og aper! sa hun. – Isak frygtet det værste, men aget sig og sa bare: Du må komme ind og få dig mat. —

Så du kua? Var hun ikke pen? – Makeløs. Hvor har du fåt hende? spurte han så likegyldig som han kunde. – Hun heter Guldhorn. Hvad skal du med den muren du har muret her? Du arbeider dig ihjæl, det gjør du. Nei kom og se på kua!

De gik og Isak var i underklærne, men det gjorde ikke noget. De så kua over uendelig nøie og på alle mærker, på hodet, juret, krysset, lænderne; rød og hvit, letforet.

Isak spurte forsigtig: Hvor gammel tror du at hun er? – Tror? sa Inger. Hun er net akkurat ørlite på fjerde foret. Jeg har alet hende, og alle så sa de at det var den snilleste kalv de har set fra barnsben. Hvad du mener, får vi foder til hende? – Isak begyndte at tro det han gjærne vilde og erklærte: Hvad som angår foder da skal det bli foder nok til hende!

Så gik de ind og åt og drak og kvældet sig. De blev liggende og talte om kua, om begivenheten: Ja men er det ikke en pen ku? Nu skal hun ha andre kalven. Hun heter Guldhorn. Sover du, Isak? – Nei. – Og hvad det angår så kjendte hun mig igjen straks og gik med mig som et lam igår. Vi lå en stund på fjældet inat. – Nå. – Vi må tjore hende i hele sommer, for ellers stryker hun av, for ku er ku. – Hvor har hun været før? spurte Isak endelig. – Hos folket mit, de hadde hende. De vilde ikke miste hende og børnene de gråt da jeg tok hende med.

Var det mulig at Inger kunde lyve så herlig? Hun talte naturligvis sandt at kua var hendes. Det blev nu gromt på plassen, på gården, der blev værendes, det var snart sagt ikke den ting som manglet! Å den Inger, han elsket hende og hun elsket ham tilbake, de var nøisomme, de levet i træskeens tidsalder og hadde det godt. Lat os sove! tænkte de. Og så sovnet de. Om morgningen vaknet de til den næste dag, det var et og andet at bale med da også, javel, strid og glæde som livet det er.

Der var nu for eksempel disse tømmerstokkene, skulde han prøve at lægge dem op? Isak hadde desangående hat øinene med sig når han var nede i bygden og hadde utfunderet byggemåten, han kunde hugge en nov. Og var han ikke absolut nødt til at gjøre det? Her var kommet sau tilgårds, ku tilgårds, gjeiterne var blit mange og vilde bli flere, buskapen sprængte sin avdeling av gammen, han måtte finde en utvei. Det høvde at gå i gang straks mens poteten blomstret og slåtten endnu ikke var begyndt, Inger måtte gi ham en og anden håndsrækning.

Isak vakner om natten og står op, Inger sover stenhårdt efter sin vandring. Han går atter til fjøset. Nu tiltaler han jo ikke kua således at det går over til væmmelig smiger, men han klapper hende pent og undersøker hende påny på alle kanter, om hun ikke skulde ha et mærke, et tegn av en fremmed eiermand. Han finder intet mærke og går lettet bort.

Der ligger tømmeret. Han begynder at rulle på det, at løfte det op på muren i en rute, i en stor rute til stue og en liten rute til kammers. Det var såre trøisomt, det optok ham så helt at han glemte tiden. Nu røk det fra takhullet i gammen og Inger kom og mældte om frokosten. Og hvad er det du holder på med? sa hun. – Er du oppe? svarte Isak.

Se, den Isak, han var så hemmelighetsfuld, men han likte nok godt at hun spurte og var nysgjærrig og gjorde væsen av hans forehavende. Da han hadde fåt mat sat han litt længe i gammen før han gik ut igjen. Hvad ventet han på?

Nei jeg som sitter her! sa han og reiste sig. Og som har så meget at gjøre! sa han. – Bygger du en bygning? spurte hun. Kan du ikke svare! – Han svarte av nåde, ja han var så utmærket stor fordi han bygget og var mand for det hele, derfor svarte han: Du ser vel at jeg bygger. – Nå. Jaja. – Kan jeg slippe unda det? sa Isak. Her kommer du med en hel ku tilgårds og hun må vel ha fjøs.

Stakkars Inger, hun var ikke så ugudelig klok som han, som Isak, skapningens herre. Og det var før hun lærte ham at kjende, før hun skjønte hans måte at tale på. Inger sa: ja det er da ikke fjøs du bygger? – Nå, sa han. – Du aper vel? Så var det meget likere at du bygget stue. – Mener du det? sa han og så på hende med en påtat mine av tomhet i ansigtet, ja som om han blev slåt av hendes ide. – Ja. Så fik dyrene gammen. – Han tænkte på det: jeg tror så vel at det blir bedst! – Der ser du, sa den seirende Inger, jeg er nu ikke så av veien heller! – Nei. Og hvad du mener om et kammers til stuen? – Et kammers? Så blev det som hos andre. Ja om det kunde times os!

Det timedes dem, Isak han bygget og hugget nov og la sine omfar, samtidig muret han gruve av dertil høvelig sten, men dette siste arbeide lykkedes mindst for ham og Isak var til tider utilfreds med sig selv. Da slåtten begyndte måtte han stige ned av bygningen og gå vide om i lierne og slå, han bar høiet hjem i uhyre bører. En regnveirsdag sa Isak at han måtte ned i bygden. – Hvad skal du der? – Nei det vet jeg ikke akkurat. —

Han gik og var borte i to døgn, han kom bærende hjem med en kokeovn – prammen kom duvende gjennem skogen med en komfyr på ryggen. Du er ikke et menneske mot dig selv! sa Inger. Nu rev Isak ned igjen gruven som tok sig så dårlig ut i det nye huset og stillet kokeovnen i stedet. Det er ikke alle som har kokeovn, sa Inger, og du store verden for os! sa hun.

Slåtten fortsatte, Isak berget høi i masse, for skoggræs er desværre ikke det samme som enggræs, men langt ringere. Det var nu bare i regnveirsdager han kunde bygge på stuen, det gik tråt, endda i august da alt høiet var hjemme og i skjul under berghammeren var det nye huset kommet bare halvt op. I september sa Isak at dette går ikke, sa han, jeg mener du må springe ned i bygden og få en mands hjælp til mig, sa han til Inger. Inger var begyndt at bli litt pusket av sig i det siste og kunde ikke springe mere, men naturligvis gjorde hun sig færdig til at ta avsted.

Men nu hadde manden betænkt sig, han blev atter hoffærdig og vilde gjøre alt alene. Det er lite at bry folk for, sa han, jeg klarer det alene! – Du står ikke ut med det. – Hjælp mig bare op med stokkene. —

Da oktober kom erklærte Inger: jeg vinn ikke mere! Det var nu stor skade, takbjælkerne måtte og skulde op så han fik tække huset før høstvæten begyndte, det var på høi tid. Hvad var det med Inger? Hun tok vel ikke på at sykne? Nu og da ystet hun gjeitost, men ellers dugde hun mest bare til at flytte Guldhorn i sit tjor mange ganger om dag. – Få med dig en stor kurv eller kasse eller slikt noget næste gang du er i bygden! Hadde Inger sagt. – Hvad skal du med det? spurte Isak. – Jeg trænger det, svarte hun.