Doktor Nikola

I. KAPITEL

Det var Lørdag Eftermiddag, omtrent et Kvarter over fire, hvis jeg husker rigtigt, og Maluvejen, der fører til "den boblende Kilde", det eneste Sted i Shanghai, hvor man kunde trække Vejret, var overfyldt af elegante Vogne, Ponyer, Cykler, for ikke at tale om alle Slags Jinrickshawer1, der fulgte efter hinanden i en lang Procession ud til Kilden, medens den europæiske Del af Shanghais Beboere og et betydeligt Antal af den indfødte var draget ud for at se paa et Væddeløbsridt, der, skønt det ikke var meget pirrende, i og for sig var vigtigt, da det var den eneste Fornøjelse, Kolonien havde den Eftermiddag.

Jeg var gaaet et temmelig langt Stykke og havde saa taget en Jinrickshaw, mere af Forfængelighed, end fordi jeg havde Raad til det. For at sige Sandheden, og den kommer jo dog en Gang frem, hvor meget jeg saa prøver paa at hindre det, jeg holdt Skinnet ved lige, og skønt jeg laa tilbagelænet i mit Køretøj og røg min Cherut med fyrstelig Mine, var jeg mig dog pinlig bevidst, at naar jeg skulde betale den Køretur, saa vilde min Kasse neppe overleve Slaget.

Jeg havde været mere end almindelig uheldig siden min Ankomst til Shanghai. Jeg havde søgt alle ledige Pladser lige fra de allerfineste til Sekretærposten ved en Klub, der havde kommunistiske Tendenser og laa et eller andet Sted paa Grænsen af Kineserbyen – men stadig uden Held. Til at faa den ene havde jeg ikke tilstrækkelig Protektion, til at faa den anden manglede jeg den Evne til at indsmigre mig, der er saa væsenlig, naar man søger visse Ting.

Imidlertid formindskedes mine Udgifter ikke, og jeg indsaa snart, at hvis der ikke skete noget, og det hurtigt, saa havde jeg al mulig Udsigt til at miste alt, hvad jeg ejede, og maatte søge mit Natteleje nede ved Flodbredden, og jeg vilde komme til at figurere i den blandede Ret, som enhver Europæer med Rette frygter, fordi jeg skyldte Penge til en Jøde fra Cochinkina. Stillingen var ikke glædelig, fra hvad Side jeg nu end betragtede den, men jeg havde gennemgaaet den en hel Del Gange før og var altid kommen ud af den, om ikke med forøget Selvagtelse saa dog uden nogen meget stor personlig Forlegenhed.

Da jeg ankom til Kilden, betalte jeg min Kuli og stillede mig op der, hvor det sidste Spring skulde finde Sted. Der var et Gærde og en Grav, som var betydelig vanskelige at klare. Jeg kom lige i det yderste Øjeblik, for et Øjeblik efter kom Hestene farende. Nogle klarede Vanskelighederne, andre vilde ikke indlade sig paa Springet, og atter andre valgte en Middelvej, sprang op paa Gærdet, snublede og kastede deres Ryttere hovedkulds ned i Mudderet. Det var ganske vist ikke noget kønt Billede, men morsomt var det.

Da den sidste Hest var færdig, og jeg troede, at Sporten var forbi for den Dag, vilde jeg lige til at gaa min Vej, da der blev raabt Varsko, og jeg vendte mig om og saa en forsinket Rytter komme farende hen imod Gærdet. Skønt han red meget rask og bestemt og øjensynlig vilde slutte Dagen med en smuk Kraftanstrængelse, var det klart, at hans Hest ikke mente det samme, for da den var en Snes Fod fra Gærdet, sagtnede den Farten og forsøgte at staa. Resultatet var slet ikke, som den ventede. Rytteren piskede løs, Hesten besluttede at springe, sprang for sent, slog Hovedet mod Gærdet, saa den gjorde en Saltomortale, og styrtede. Rytteren faldt i Graven, som jeg straks trak ham op af. Da han kom op, saa han ikke godt ud, men det hindrede ham dog ikke i at genkende mig.

"Nu har jeg set det med, det er jo Wilfred Bruce!" udbrød han, idet han rejste sig og tørrede sig i Ansigtet med et meget smudsigt Lommetørklæde. "Det var da et heldigt Møde! Jeg skal sige Dem, jeg har tilbragt to Timer i Morges med at lede efter Dem."

"Det gør mig ondt, at De har haft saa megen Ulejlighed," svarede jeg. "Men sig mig, er De vis paa, at De ikke er kommen til Skade?"

"Ikke Spor," svarede han, og da han havde skrabet saa meget Mudder af som muligt, vendte han sig om mod sin Hest, som var kommen paa Benene igen og stirrede sløvt omkring sig.

"Lad mig først sende dette kluntede Dyr hjem," sagde han, "saa skal jeg finde min Vogn, og hvis De ikke har noget imod det, kører jeg Dem til Byen."

Som sagt saa gjort. Vi kom op paa Vognen og vendte tilbage til Kolonien.

Da vi havde sat os til Rette, stillede George Barkston, som jeg i Parentes bemærket havde kendt i mere end ti Aar, sin Pisk til Side og henvendte sig til mig.

"Ja, min kære Bruce," sagde han en lille Smule forlegen, "jeg vil ikke spilde Tiden med Omstændigheder, men gaa lige paa. Vi er jo gamle Venner, og skønt vi ikke har set saa meget til hinanden denne Gang, som vi plejede at gøre i gamle Dage, da De var Fuldmægtig et eller andet Sted og jeg Deres ærbødige Underordnede, saa tror jeg dog at jeg er ganske godt inde i Deres nuværende Forhold. De maa ikke anse mig for næsvis, men jeg vil nu have, at De skal lade mig hjælpe Dem, hvis jeg kan."

"Det er meget venligt af Dem," svarede jeg lidt urolig, for han var lige ved at tørne sammen med en amerikansk Enspænder.

"Sandt at sige vil jeg meget gerne have et eller andet at bestille, for der er en sørgelig Tomhed i min Kasse for Tiden, og skønt jeg er godt vant til at være fattig, har jeg dog lidt Stolthed tilbage, og jeg har ikke megen Lyst til at figurere i den blandede Ret paa Onsdag, fordi jeg ikke kan betale min Vært tyve Dollars for Kost og Logis."

"Nej naturligvis," sagde Barkston, "og hvis De vil lade mig hjælpe Dem, saa har jeg en Idé, som maaske kan hjælpe Dem paa ret Køl igen. Sagen er den, jeg kom i Samtale i Klubben forleden Aften med et Menneske, som jeg fik den allerstørste Interesse for. Det er et af de mærkeligste Mennesker, der nogensinde har været herude. Jeg har aldrig set Mage til mærkelig Fyr i mit Liv. De skulde bare se hans Øjne – ja, det er ikke til at beskrive, han ser helt igennem én. Kender De gamle Benwell? Han kom ind, medens jeg stod og talte med dette Menneske."

"Hvad behager, er det Barkston?" sagde han. "Jeg troede, De var paa Jagt med Jimmy Woodrough? Det glæder mig at træffe Dem – " i samme Øjeblik opdagede han den Mand, jeg talte med. Han forstummede, saa stift paa ham, mumlede noget, gav mig Haanden med en Undskyldning og gik sin Vej. Da jeg ikke kunde forstaa, hvad der var i Vejen, fulgte jeg ham og indhentede ham ude i Forstuen. "Hør, Benwell," sagde jeg, "hvad er der i Vejen? Hvorfor i al Verden render De Deres Vej paa den Maade? Har jeg fornærmet Dem?"

Han tog mig til Side, for at Tjenerne ikke skulde høre os, og sagde fortroligt: "Barkston, jeg er ikke nogen Kujon, jeg har i min Tid klaret mig mellem Europæere, Zuluer, Somalier, Malajere, Japanesere og Kinesere, foruden mange andre Racer, og jeg skal ogsaa nok gøre det i Fremtiden, men naar jeg staar Ansigt til Ansigt med Dr. Nikola, ja, saa vil jeg bare sige Dem, jeg tænker ikke to Gange, jeg stikker af. Gør De det samme, min Ven." Da han lige saa godt kunde have talt Hebraisk til mig, for jeg forstod ham lige saa lidt, prøvede jeg paa at udspørge ham, men jeg kunde have sparet mig Ulejligheden, for jeg kunde ikke faa noget rigtigt ud af ham. Han trykkede min Haand, bad Tjeneren i Forstuen om at hente en Jinrickshaw og sprang op i den, saa snart den kom, og kørte. Da jeg kom tilbage til Billardstuen, var Nikola der endnu. Han spillede med stor Interesse og gjorde de dumdristigste Stød.

"Jeg har vist set Deres Ven før," sagde han, da jeg satte mig ned for at iagttage ham. "Det er Benwell fra Y-Chang, og hvis jeg ikke tager fejl, husker Benwell fra Y-Chang ogsaa mig."

"Det lader til, han kender Dem," sagde jeg leende.

"Ja," vedblev Nikola efter en Pavse. "Jeg har haft den Fornøjelse at træffe Hr. Benwell en Gang før. Det var i Haiphong." Saa vedblev han med ejendommeligt Eftertryk: "Jeg véd ikke, hvad han mener om Haiphong, men jeg har en Idé om, at han ikke gerne kommer i Nærheden af det Sted igen."

Efter at have sagt dette tav han stille et Øjeblik, saa tog han et Brev op af Lommen, læste det omhyggeligt, undersøgte Konvoluten og henvendte sig derpaa igen til mig.

"Jeg vilde gerne gøre Dem et Spørgsmaal," sagde han. "De kender vist en Mand, der hedder Bruce, ikke sandt? Han har været ansat i kinesisk Tjeneste, og man siger, at han kan forklæde sig saa godt som Kineser, at selv Li-Chang-Tung ikke vilde anse ham for Europæer."

"Ja," svarede jeg, "det er en gammel Ven af mig, og han er netop i Shanghai for Øjeblikket. Det hørte jeg tilfældigvis i Morges."

"Bring ham til mig," sagde Nikola hurtigt. "Jeg har hørt, at han ønsker en Ansættelse, og hvis han kommer til mig før Klokken tolv i Morgen Aften, tror jeg, jeg kan skaffe ham en god Stilling – . Ja, Bruce, det var det; jeg har gjort mit Bedste for Dem, min gamle Ven."

"Og jeg er Dem meget taknemlig," svarede jeg. "Men hvad er denne Nikola for en Mand, og hvad Slags Stilling tror De, han kan skaffe mig?"

"Hvem han er, kan jeg lige saa lidt fortælle Dem, som jeg kan flyve; men hvis han ikke er en kødelig Fætter til Fanden selv, saa forstaar jeg mig ikke paa Slægtskab."

"Det bliver jeg ikke meget klogere af," svarede jeg. "Hvordan ser han ud?"

"Ja, han gør vel nærmest Indtrykket af at være høj, skønt man ikke kan kalde ham høj. Han er meget slank og saa harmonisk bygget, at jeg ikke har set Magen. Han gaar ikke med Skæg og er altid ligbleg, det er en underlig matgul Bleghed, som straks slaar én, og som man aldrig glemmer. Hans Øjne og Haar er kulsorte, og han er mønsterværdig pæn og sirlig. Naar han ser paa én, saa skulde man tro, at han saa gennem én og paa Væggen lige overfor, og naar han taler, bliver man nødt til at lægge Mærke til, hvad han siger, enten man vil eller ikke. Alt vel overvejet: jo mindre jeg ser til ham, des bedre kan jeg lide ham."

"Det er ikke nogen meget opmuntrende Omtale af min ny Principal. Hvad i al Verden kan han ville mig?"

"Han er Dødsenglen selv," sagde Barkston leende, "og trænger til en Hushovmester. Jeg antager, at han mener, De vil passe til den Stilling."

Vi havde forladt Maluvejen og var kommet ind i Byen.

"Hvor skal jeg finde denne mærkelige Mand?" spurgte jeg, da vi nærmede os det Sted, hvor jeg havde i Sinde at staa af.

"Vi vil køre hen til Klubben og se, om han er dèr," sagde Barkston, idet han piskede paa Hestene. "Men Spøg til Side! Han synes virkelig at være meget ivrig efter at finde Dem, og da han vidste, at jeg vilde opsøge Dem, tvivler jeg ikke om, at han har lagt Besked til én af os dèr."

Da vi havde naaet de Rejsendes Klub, som er for godt kendt, til at jeg behøver at beskrive den, gik Barkston ind og lod mig passe paa Hestene imens. Fem Minutter efter kom han igen med et Brev i Haanden.

"Nikola er først gaaet for ti Minutter siden," sagde han med et skuffet Udtryk i sit smukke Ansigt. "Han er uheldigvis taget hjem, men har efterladt dette Brev til mig. Hvis jeg finder Dem, skriver han, at jeg skal sende Dem lige straks ud til hans Villa. Jeg har opdaget, at det er Feres gamle Sted i Rue la Fayette i den franske Koloni, det er det tredie Hus paa højre Haand, naar De kommer forbi det Sted, hvor denne Renegat, den franske Marquis, skød sin Kone. Hvis De bryder Dem om det, vil jeg give Dem et Brev med til ham, saa kan De spise til Middag, overveje Sagen roligt og tage imod det eller ikke, hvad De nu synes er bedst."

"Ja, det er det rigtigste," svarede jeg. "Jeg vil nok have lidt Tid til at samle mine Tanker, før jeg ser ham."

Barkston gik ind i Klubben igen, og da han kom tilbage et Kvarters Tid efter, havde han det Brev med sig, som han havde lovet mig.

"Maa jeg køre Dem til det Sted, hvor han bor?" spurgte han.

"Nej, det tror jeg ikke, De maa," svarede jeg, "og det af Grunde, som De sikkert vilde synes var rimelige, hvis jeg nævnede dem. Men jeg er Dem meget taknemlig alligevel. Med Hensyn til Nikola, saa vil jeg overveje hele Sagen omhyggeligt i Aften, og hvis jeg synes, det er rigtigt, vil jeg efter Middag gaa hen til ham og aflevere dette Brev."

Jeg stod ud af Vognen paa Hjørnet af Gaden, og efter at jeg igen havde takket min Ven for den Venlighed, han havde vist mig, sagde jeg Farvel og gik min Vej.

Da jeg naaede Strandpromenaden, satte jeg mig paa en Bænk under et Træ og overvejede roligt Situationen. Den var jo temmelig indviklet. Skønt jeg ikke havde sagt det til Barkston, var det ikke første Gang, jeg havde hørt Tale om Nikola. En saa sælsom Personlighed maatte naturligvis blive omtalt meget i det lille europæiske Samfund i Østen, og derfor var der udbredt alle mulige Historier om ham. Skønt jeg kendte mine Medmennesker for godt til at skænke Halvdelen af, hvad jeg havde hørt, Tiltro, kunde jeg ikke andet end være meget nysgerrig med Hensyn til denne Mand.

Jeg gik hjem og drak Te, og ved Ottetiden tog jeg igen min Hat paa og begav mig afsted til den franske Koloni. Det var ikke noget behageligt Vejr, det var ualmindeligt mørkt, af og til kom der en Byge, og Vinden piskede én i Ansigtet. Skønt jeg havde gode Udsigter til at faa hvad jeg trængte til – en Stilling, – kan jeg ikke sandfærdigt paastaa, at jeg følte mig vel til Mode. Jeg søgte jo at komme i Forbindelse med en Mand, der var næsten almindelig frygtet, og hvis Rygte ikke var saaledes, at Folk havde Lyst til at have med ham at gøre. Denne Tanke var just ikke beroligende. Men min Fattigdom forbød mig at være kræsen. Derfor lod jeg Rue de la Paix ligge til venstre og gik ind i Rue la Fayette, hvor Nikolas Villa laa.

Hele Ejendommen hvilede i dybt Mørke, men efter at jeg havde banket to Gange paa Døren, saa jeg et Lys i Korridoren nærme sig langsomt. Døren blev aabnet, og en kinesisk Tjener stod for mig med et Lys i Haanden.

"Bor Dr. Nikola her?" spurgte jeg i en noget betuttet Tone. Tjeneren nikkede, hvorpaa jeg rakte ham mit Brev og anmodede ham om straks at aflevere det. Han udførte dette Hverv med saa stor en Hurtighed, at han var tilbage paa mindre end to Minutter, og gav mig Tegn til at følge sig. Jeg fulgte ham altsaa ned ad Korridoren og traadte ind i et lille Værelse til venstre. Døren blev straks lukket efter mig. Der var ingen i Værelset, og jeg havde saaledes Lejlighed til at undersøge det efter Behag og drage mine Slutninger, før Dr. Nikola kom. Værelset var som sagt ikke stort, og paa et Par Undtagelser nær var der ikke noget særligt mærkeligt ved Møblementet. Til venstre, naar man kom ind, var der et Vindue, og imellem det og Døren stod der en høj Reol, som var fyldt med Værker om næsten alle mulige Ting, lige fra Bimetallismens elementære Grundsætninger til abstrakt Konfucianisme. Der var en tyk Maatte paa Gulvet og en tung Portiere for en Udgang lige over for den Dør, jeg var kommet ind af. Paa Væggen hang der adskillige smukke Billeder, men jeg lagde Mærke til, at de alle behandlede Emner som f. Eks. Sauls Besøg hos Heksen i Endor, en Forestilling af de ægyptiske Troldmænd for Farao og Forvandlingen af Knoglerne i Ørkenen til Mennesker. Et Uhr dikkede paa et Bogskab, men ellers var der ganske stille i Værelset.

Jeg antager, at jeg havde ventet i fem Minutter, da jeg hørte sagte Trin i det tilstødende Værelse. Saa gik den anden Dør op, det Forhæng, der skjulte den, blev trukket langsomt til Side, og ind traadte en Mand, som ikke kunde være nogen anden end Dr. Nikola. Han saá ud akkurat, som Barkston havde beskrevet ham. Hans Øjne gjorde straks det ejendommelige Indtryk, den anden havde omtalt, og det slog mig, hvor træffende han havde beskrevet den underlige matgule Hud. Han var sortklædt, havde en udsøgt fin Selskabsdragt paa, hvis sorte Farve harmonerede godt med hans mørke Øjne og Haar. Det var umuligt at sige, hvor gammel han var, men jeg har senere opdaget, at han kun var otteogtredive Aar gammel. Han gik mig i Møde, rakte Haanden ud og sagde:

"De er altsaa Hr. Wilfred Bruce?"

"Ja, maa jeg spørge, om jeg taler med Dr. Nikola?"

"Ja, jeg er Dr. Nikola," svarede han, "og siden vi nu kender hinanden, kan vi jo tale om vore Forretninger."

Medens han talte, gik han med en ejendommelig Ynde, som altid prægede ham, hen imod den Dør, gennem hvilken han var kommen ind, aabnede den og gav mig Tegn til at gaa i Forvejen. Jeg gjorde det og befandt mig i et andet stort Værelse, der omtrent var fyrretyve Fod langt og tyve Alen bredt. I den bageste Del var der et højt Vindue med smukke Glasmalerier, paa Væggene hang der japanesiske Tapeter, og der var anbragt Dekorationer af Sværd og Stridsøkser og nogle indianske Rustninger, desuden fandtes der en Del Bøger og en Mængde værdifuldt Porcelæn. Værelset blev oplyst af tre kunstnerisk udførte Hængelamper, og rundt om i Stuen stod der utallige bløde Stole og Sofaer. Ved en af disse bemærkede jeg en smukt indlagt tyrkisk Pibe, som havde en mærkelig Form, og som jeg aldrig har set Magen til udenfor Konstantinopel.

"Vær saa god at tage Plads," sagde Dr. Nikola, idet han pegede paa en Stol i Baggrunden. Jeg satte mig og spekulerede paa, hvad der nu skulde følge.

"Jeg har ladet mig sige, at det ikke er første Gang, De er i Kina," vedblev han, medens han satte sig lige over for mig og betragtede mig roligt med sine mærkelige Øjne.

"Nej, det er rigtigt," svarede jeg, "jeg har opholdt mig her i flere Aar og tror, jeg kan sige, jeg kender Kina lige saa godt som nogen Englænder."

"Det er rigtigt. De var til Stede ved Mødet i Quong Shas Hus i Wanhsien den 23de August 1889, hvis jeg ikke tager fejl, og i den følgende Uge hjalp De Mahpoo med at slippe fri for at blive taget til Fange af Mandarinerne."

"Hvor i al Verden véd De det fra?" spurgte jeg forbavset. Jeg havde altid været overbevist om, at intet Menneske anede, at jeg havde haft nogen Del i denne Historie.

"Man faar mange mærkelige Ting at vide her i Østasien," svarede Nikola. "Denne lille Omstændighed, som jeg ikke har omtalt, kan forresten belære én om, hvor meget man kunde vide, og hvor lidt vi i Grunden kender til hinandens Liv. Man kunde næsten vente lige saa meget af umælende Dyr."

"Jeg er bange for, at jeg ikke forstaar Dem rigtigt," sagde jeg.

"Ikke det?" svarede han. "Det er dog ganske simpelt. Lad mig give Dem et praktisk Eksempel paa, hvad jeg mener. Hvis De ser noget andet i det, jeg har i Sinde, saa er det Deres egen Skyld."

Paa et Bord tæt ved hans Stol laa der et stort Ark hvidt Papir. Dette lagde han paa Gulvet. Saa tog han et Stykke Trækul og gav sig til at fløjte paa en besynderlig Maade. I næste Øjeblik kom en uhyre stor Kat, der var lige saa sort som dens Herres Frakke, springende et eller andet Sted fra og stod og viftede med Halen foran os.

"Der er Mennesker i Verden," sagde Nikola roligt, idet han strøg det store Dyrs Ryg, "som gerne vilde overbevise Dem om, at denne Kat er min spiritus familiaris2, og at jeg ved dens Hjælp kan gøre mærkelige magiske Kunster. De vil naturligvis ikke være saa taabelig at tro den Slags Snak. Men for at bevise, hvad jeg sagde for et Øjeblik siden, vil vi prøve at gøre et Eksperiment ved dens Hjælp. Maaske kan jeg sige Dem noget mere om Deres Liv."

Han bukkede sig ned og skrev nogle Tal mellem 1 og 10 paa Papiret og fordoblede dem i en Linie nedenunder. Saa tog han Katten paa Skødet, strøg den venligt og hviskede noget til den. Straks sprang Dyret ned, lagde sin højre Forpote paa et af Tallene i den øverste Række, medens den, om det nu var tilfældigt eller ved Trolddom, gjorde en lignende Bevægelse med sin Pote i Rækken neden under.

"Fireogtyve," sagde Nikola med sit ejendommelige Smil.

Saa tog han igen Trækullet, vendte Papiret om og skrev Navnene paa de forskellige Maaneder paa den anden Side. Han lagde det paa Gulvet igen og sagde noget til Katten, som denne Gang stillede sig paa Juni. Derefter skrev han Alfabetet, og det uhyggelige Dyr stavede derpaa Bogstav for Bogstav Ordet "Apia."

"Den 24de Juni et eller andet Aar var De i Apia. Lad os se, om vi kan finde Aaret."

Han skrev igen Talordene op og straks efter havde Katten med djævelsk Nøjagtighed betegnet Aaret 1875.

"Er det rigtigt?" spurgte den mærkelige Mand, da Dyret var færdigt.

"Ja, det er rigtigt," svarede jeg.

"Det glæder mig. Er der noget andet, De ønsker at vide?" spurgte han. "Hvis De ønsker det, kan jeg maaske fortælle Dem, hvad De gjorde dér."

Jeg ønskede ikke at vide det, og det havde jeg gode Grunde til. Nikola lo saa smaat og pressede sine lange, hvide Fingre sammen, medens han saá paa mig.

"Sig mig nu oprigtigt, hvad mener De om min Kat," sagde han.

"Ja, efter dette kunde man vel være berettiget til at paadutte den ligefrem sataniske Egenskaber."

"Og dog, skønt De anser det for saa vidunderligt, er det kun, fordi jeg har underkastet den en Slags mærkelig Opdragelse. Der er en Evne skjult hos Dyr, og særlig hos Katte, som faa af os har Anelse om, og hvis Dyr har denne Evne, hvor meget mere kan man saa ikke vente, at Mennesker har den. Véd De hvad, Hr. Bruce, det vil interessere mig meget at se bestemt, hvor vidt De tror, den menneskelige Intelligens kan række, det vil sige, hvor vidt De tror, at jeg kan trænge ind i en Verden, der i Almindelighed anses for dunkel."

"Jeg maa bede Dem om Undskyldning, fordi jeg ikke helt forstaar Dem," svarede jeg.

"Naa, lad mig saa fremstille det for Dem paa en simplere Maade. Hvis det maa være mig tilladt at spørge ligefrem: Hvor mener De, at denne Verden begynder og ender?"

"Jeg mener," svarede jeg uden at tøve, "at den begynder med Fødslen og ender med Døden."

"Og efter Døden?"

"Ja, hvad der saa sker, er et teologisk Spørgsmaal, som jeg vil overlade til Præsterne at afgøre."

"Har De ingen Mening om det selv?"

"Nej, ikke andet end Rester af, hvad jeg har lært som Dreng."

"Naa ja, i saa Fald tror De vel, at saa snart Aandedrættet har forladt det menneskelige Legeme, er der en vis ubeskrivelig Del af os, som vi kalder Sjælen, for at kalde den noget, og som forlader denne Verdens Sfære og træder ind i en ny Eksistens paa det ene eller det andet af to Steder."

"Det har man ganske vist lært mig," svarede jeg.

"Ja vel, det var det, man lærte Dem i High-Walcombe-Sogn, Somerset Shire, og det kan tages som et meget godt Eksempel paa, hvad Folk i Deres Samfundsklasse mener over alt her i Verden, lige fra Erkebiskoppen af Canterbury til det Husmandsbarn, der vandrer en halv Mil hver syvende Dag for at besøge Søndagsskolen. Men i den selvsamme Landsby var der, hvis jeg ikke husker fejl, en lille statelig Mand, hvis Tilhængere bestod nøjagtig af 45 Mennesker. Han hed Fader O'Rorke, og jeg tvivler ikke det mindste om, at hvis De havde spurgt ham, vilde han have givet Dem en hel anden Meddelelse om, hvad der bliver af denne Sjæl eller denne Essens, hvis vi kan kalde den saadan, efter at den har forladt det dødelige Legeme. Tobias Smallcombe, som prædiker paa sin underlige Maade paa Grønningen for en Menighed, der bestaar af et Par Enthusiaster, en halv Snes Smaadrenge og nogle Æsler og Geder, vil sige Dem noget andet, og saaledes kan vi finde utallige forskellige Trosbekendelser. Hver enkelt af dem vil gøre Fordring paa at være den rigtige, og hvert enkelt Medlem ønsker, at De skal tro akkurat som han. Men hvis vi vil være ganske billige, maa vi tillige erindre, at der findes mange Videnskabsmænd, som man maa indrømme er de bedst begavede Mennesker i vor Tid, og som paastaar, at alle de Folk har Uret, som er enige om, at der er et Liv efter Døden, med andre Ord en Aandeverden. Hvis De vil tillade mig at sige min Mening om, hvad De tror, saa vil jeg sige, at De mener, at naar De er færdig med det Kød og Blod, som udgør Wilfred Bruce, saa har det ikke meget at sige, hvad der følger efter. Men lad os antage, at Wilfred Bruce, eller skal vi sige hans Sjæl – den Del af ham, som tænker og lider – skal eksistere i uendelige Tidsaldre som et Bytte for stadigt Samvittighedsnag over alle Misgerninger, hvorledes vil han saa betragte Døden?"

"Men før De kan vente noget Svar paa det Spørgsmaal, er det nødvendigt, at De beviser, at den ikke bliver ved at eksistere," sagde jeg.

"Det er netop det, jeg har i Sinde og ønsker at gøre," svarede Nikola, "og det er derfor, at jeg har valgt Dem, og at vi taler paa denne Maade nu. Er De meget optaget for Øjeblikket?"

Jeg smilede.

"Jeg forstaar Dem," sagde han. "Naa, jeg har et Forslag at gøre Dem, hvis De vil være saa venlig at høre efter. For en Del Aar siden, da det Spørgsmaal, vi nu skal drøfte, og som jeg interesserer mig mere for, end De kan tænke Dem, ganske tilfældig fremstillede sig for mig, traf jeg en meget mærkelig Mand. Han havde oprindelig studeret i Oxford, men det gik af en eller anden Grund galt med ham, og senere hen blev han skudt af Balmaceda i Santiago under den chilensiske Krig. Han havde blandt andet levet mange Aar i det nordvestlige Kina. Det var en højst mærkelig Personlighed; han fortalte mig nogle vidunderlige Ting, og hvad der var mere, han støttede dem med Beviser. De vilde højst sandsynligvis have kaldt dem flinke Taskenspillerkunster. Det gjorde jeg ogsaa den Gang; men jeg gør det ikke nu, og jeg tror heller ikke De vil gøre det, naar jeg har talt ud. Det var af ham og en gammel buddhistisk Præst, som jeg tilbragte nogen Tid sammen med paa Ceylon, at jeg erfarede den ubetydelige Kendsgerning, som bragte mig paa Sporet af, hvad der nu følger. Jeg har eftersporet det omhyggeligt og ivrigt Stykke for Stykke med Held og Uheld i otte samfulde Aar, og nu kan jeg endelig en Gang sige, at jeg er paa det rigtige Spor. Hvis jeg kan gennemføre det og opnaa det Resultat, jeg ønsker, saa kan jeg komme i Besiddelse af Kundskaber, som Verden, jeg mener naturligvis den civiliserede Verden, ikke har den mindste Anelse om, saa storartede er de. Jeg er en modig Mand; men jeg vil tilstaa, at det, vi nu skal prøve paa, næsten skræmmer mig. Det er hverken mere eller mindre end ved Hjælp af visse hemmelige kinesiske Selskaber at trænge ind i det mærkeligste Sæde for Lærdom, som De eller noget andet Menneske nogensinde har hørt Tale om, og naar jeg er der, saa at tiltrygle mig eller stjæle de vidunderligste Hemmeligheder. Jeg kan af tusinde Grunde ikke gøre det alene, derfor maa jeg finde en Mand til at ledsage mig. Den Mand maa være en ualmindelig Mand, og maa nødvendigvis ogsaa være dygtig i Kinesisk. Han maa være raskere end de fleste, han maa kunne forklæde sig, saa man ikke et Øjeblik har Mistanke til hans Nationalitet, og han maa tage af Sted med den faste Overbevisning, at han muligvis aldrig, vender tilbage. Hvis han vil paatage sig det, saa vil jeg være rundhaandet. Jeg vil betale ham 5000 Pund Sterling, før vi tager af Sted, og 5000 Pund, naar vi vender tilbage, hvis vi vender tilbage. Hvad siger De til det?"