Germanernes Lærling

I.

– Ja, jeg er Frihedsmand! og netop derfor vil jeg altid tilhøre dem, der bekæmpe Massens Tyranni. Derfor, Vælgere, er det, at jeg idag har stillet mig mod et Parti, som … hvis ledende Mænd have … hm … ikke har skyet at anvende et revolutionært Middel for at opnaa deres ærgerrige Hensigter … et Middel, som—m … mæ, hm … som maa standse Statens Maskineri og Samfundets … Sam—fund—ets – Samkvem, – som, hvis det lykkes, eller rettere mislykkes … mæ, hm … jeg mener, som ved sin Gennemførelse maa kaste os i Armene paa Socialisterne og indføre i vort fredelige Land græske – ja jeg betænker mig ikke paa at sige: – spanske Tilstande.

Taleren pustede, tørrede Sveden af sin høje Pande og rullede et virkningssøgende Blik ud over Forsamlingen. Men Vælgerfolket var aabenbart tilbøjeligt til at tage de spanske Tilstande med en gemytlig Ro. Kun hist og her lød en sagte Fnisen eller et beroligende »Aa!« – Kandidaten, der havde beregnet at gaa videre med en Bemærkning om Forsamlingens Uro, saà sig nødsaget til at indstille denne og tabte derved Traaden. Han greb til en voldsom Bearbejdelse af sin Næse med et gulnet Lommetørklæde, medens hans langsynede Øje fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, – indtil det endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefangernes Løsladelse.

Det var en høj, stærktbygget Mand. Et tæt, sort Helskæg, der grode højt op paa de rødmussede Kinder, fremhævede hans hele Præg af Alvorsmand. Og medens det sattes i Bevægelse af de voldsomme Ord, der gennemtonedes af en dyb Bas, syntes det at meddele dem noget af sin stride, tjørnekratagtige Barskhed. Men Virkningen svækkedes i høj Grad ved den famlende Stammen, hvormed han ledte sig frem gennem de roligere Dele af Talen, medens han med en synlig Lettelse gennemjog de frasefyldte Kraftsteder, som han aabenbart kunde bedst udenad. Han stod usikkert, forsøgte af og til, naar han befandt sig paa et forholdsvis sikkert Omraade af Talen, at antage en let og bekvem Stilling, foroverbøjet, med den venstre Albu lænet til Rækværket, – men opgav det igen, angst for at det spinkle Træ skulde knækkes og aabne ham en let, hovedkuls Nedgang fra en Tribune, som han havde haft meget vanskeligt ved at bestige.

Ved Siden af ham, med Ansigtet mod ham og fixerende ham skarpt med Brillerne, stod en yngre, slank Mand. Over de opstaaende Flipper med det hvide Slips var hans Ansigt, med den fine, glatragede Hage og den bøjede Næse, opstrammet af en pedantisk Værdighed, der undertiden oplivedes af et spottende Smil, naar Taleren kørte fast paa uvante Biveje eller flot rullede hen ad Frasernes brede, tilkørte Chaussè. Naar Ordene blev foruroligende stærke, krøb hans Haand med en nervøs Begærlighed hen over Rækværket til Formandsklokken, uden at hans Blik skiftede Retning; men den sortskæggede opfangede strax Bevægelsen i et skelende Blik og bøjede af i Tide. Og da han en Gang, irriteret over disse Undvigelser, med en pludselig Fart vilde overrumple Taleren i en Forhaanelse af Folket, »der gik som en Flok Faar til Valgurnen«, havde han nær væltet Klokken og fik hurtig Haanden til sig, gennemboret af en Splint af det slet høvlede Træ.

Bagved, langs den umalede Væg af Valgtribunens Bræddeskur, sad Stillerne, foroverbøjede, med ludende Hoveder og Armene hængende ned mellem Knæene, eller med Hænderne begravede i Frakkelommerne. Flaget baskede ovenover med smaa Smæld. Faste, soltoppede Skyer sejlede under den mørkeblaa Himmel og trak deres store Skygger hen over det flade, skovløse Land, der bredte sig langt bort med sine Græsmarker og lysegrønne Firkanter af spirende Vintersæd, røde Pilehækker, Huse og Gaarde med Rækker af ensgrenede, opløbne Popler og spredte Landsbyer. Og foran Tribunen var det en ubevægelig Mylr af sorte og graa Hatte og Huer, brunede, glatragede eller stubbeskæggede Ansigter, dobbeltslyngede Uld-Tørklæder, sorteblaa Klædes- og graablaa Hvergarnsfrakker – en Forsamling paa et Par tusind Mennesker, ensformig og rolig som det Land, der omgav den. Næppe nok, at der over den gled Skygger af de oratoriske Skyer; sporløst syntes Talerens frygtelige Syner at svæve bort over den: – Straffefangernes løsslupne Bande, Socialisternes Pøbelhorder, og endelig den prøjsiske Hær, i Spidsen for hvilken Bismarck og Moltke drog ind i det ubefæstede København for at anektere et Land, der havde mistet sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske Orgier, – alle disse frygtelige Træsko, Transtøvler og Hestehove ikke saa meget som bulede en af disse Hattepulle, der brolagde deres Vej.

Udenfor den store sammentrængte Masse af Tilhørere havde der hist og her dannet sig Smaagrupper, der holdt sig for gode til at blande sig i Mængden. Langt borte stod to Herrer i Pelsværk, en Dragt, der mere syntes at være Intelligensens Demonstration mod Vadmel end et Værn mod Novemberdagens lidet vinterlige Vejr. Med grundende Værdighed begravede et løst oppustet, smaarynket Ansigt sit falmegule Korsskæg i den bronceglinsende Sobelskindskrave paa den tilknappede Pels. En graa, opkrammet Klædeshue spidsede sig næbformet frem over hans Sidemands magre Ansigt, hvis lange bløde Skæg sitrede, medens han talte med en hurtig, underdanig Stemme.

– Nej, det er det jeg siger – der skal være nogen Vanskelighed ved at skyde Fasaner, naar der skal være nogen Morskab ved det.

– Ja—a, ja gu skal der det … Det er ikke saadan – —

– Det er noget andet, naar man skyder Snepper. Dèr maa man jo nok passe godt paa …

– Ja vel, … naar Sneppen rejser sig —

– Saa maa man holde sig parat, … ja … det gælder rigtignok om at være gesvindt af sig … Ikke komme bag efter, – saadan som han … kan Greven huske? Kammerjunker Holck —

– Ja, ja vel, ja … hæ, hæ, hæ. Og det falmede Korsskæg lo ned til Sobelskindet med en lille doven Brægen.

– Forresten er jeg slet ikke for det Princip at holde foran … Holder Greven foran?

– Næ—æ … lige paa – altid lige paa.

– Ja, det er netop det jeg siger … Nej, naar jeg har en Fejl, saa er det snarere den at skyde lidt foran … Det er det jeg maa bekæmpe hos mig selv.

– Saa—aa … aa ja.

– Naa, naar man skyder Dyr, saa er jo forresten et Skud foran i Halsen, – det er jo et meget smukt Skud.

– Ja vel, ja … Halsskud … ja, det ved Gud det er.

– Har Greven forresten nogensinde prøvet det? … det er ellers noget, jeg har haft stor Fornøjelse af: at skyde Dyr med Kugler.

– Naa—aa … ja, det – —, Greven lod sin Sætning udmunde i en lydelig Gaben, medens han med de missende Øjne tilkendegav den anden sin udelte Sympathi med denne Sport. —

Imellem Pelsværket og Vadmelen holdt Vinterfrakkerne Forsamling. Her havde man ikke hævet sig til en saa fornem Fjærnhed fra Dagens politiske Kævl. En mager Mand, hvis langhalsede Fuglehoved trods den bøjede Ryg ragede op over Klyngen, havde endogsaa lejlighedsvis mumlet mellem Tænderne et edeligt Ønske om at se de treoghalvtreds anbragte paa Lygtepæle i Omegnen af Kristiansborg og brummende besvaret nogle venskabelige Drillerier fra sin Sidemand, der beklagede, at deres Herredsfoged agiterede for Lynchproceduren. Hos denne lille Herre dannede Linjen fra Ryggen til det øverste af den runde Silkehat en jevn, fremadbøjet Kurve, hvilket i Forbindelse med hans Buldogge-Fysionomi gav ham en stærk Lighed med disse herreklædte Hunde, som man ser paa Børnebilleder. Men han talte med en spinkel, sukkersød Stemme, som i det høje Register havde Lyden af en kælen Kats Mjaven.

– Jo De er den rette til at tale i Galgentoner … Galgentoner, he! det var et nyt Ord, det … Nej, vi kender Dem, vi kender Dem (han maatte løfte Armen meget højt for at pikke Herredsfogden paa Skuldren) … Ja Landstrygerne kender Dem ogsaa – gu gør de det – De har kyst dem over i de andre Jurisdiktioner … i salig Brockdorffs Dage sværmede de sgu som Vepser i Syltetiden … Men forresten er De jo med al Deres Skælden og Smælden det godmodigste Menneske —

– Jeg? … Er jeg det – det var som —

– Jo, det – det er rigtig! … Det har Godsforvalteren Ret i … det ved Gud han har … det – det er det, jeg altid siger: … Hidsig og grov? er Henriksen hidsig og grov? siger jeg. Naa, hvad Fa—Fanden! lad ham fa—fare op – han mener sgu ikke noget med det —, pludrede en ny Stemme ud.

– Nej, hør min gode Kammerraad, snerrede Herredsfogden til den anden Side, – fej De for Deres egen Dør, og lad være med selv at tale om Strikken —

– Nu er han skam igen ved Strikken, mjavede Godsforvalteren.

– Aa, det er sandt! brød Øvrighedspersonen af, idet han gjorde en brysk Vending om mod ham. – Det er sandt! den Historie skulde jeg have Rede paa … Hvad Satan er det for noget fordømt Kæltringepak, De holder dernede paa Gaarden? … Ifjor var der jo den Landstryger, De havde taget til Daglejer i Høsten, og som gjorde Indbrud … Pokker til Fyr – ja, det er sandt, De var jo selv med, da han viste os, hvordan han var krøbet gennem Vinduet … det med Jernstængerne for i den nye Staldlænge – fuldstændig Aal … Naa, og nu forleden var det en af Husmændene – Anders Nielsen fra Oreby – en af jeres egne Husmænd, Højstærede! … Han havde stjaalet – hvad Fanden var det nu? – gammel Høtyv tror jeg … det var sgu ogsaa noget at gøre sig til Tyv for … Det var nok ogsaa hans Kone Anna Kristine, som havde alle de Historier … Det er jo noget fordømt Svineri.

– Ja—a, … det er jo ikke altid de stærkt hornede, der er de bedste Tillægsdyr.

Det var maaske tilfældigt, at Godsforvalter Ravn ved disse Ord blinkede med sine smaa, farveløse Griseøjne til Kammerraad Sommer. Men den sværlemmede Kammerraads grove, arrede Ansigt syredes, og hans tyklæbede Mund frempludrede noget uforstaaeligt Tøjeri. Han var en stor Spekulant og havde i sin Tid dannet sig en Teori, hvorefter han kunde kende de bedste Malkekøer paa en bestemt Form af Hornene, en Teori, som han havde fulgt blindt, indtil han ganske havde ødelagt Besætningen paa Skovvang, som han havde i Forpagtning, og hvor Ravn var Godsforvalter. Det var heller ikke usandsynligt, at Ravn havde tilladt sig en noget nærgaaende Hentydning til dette bekendte Faktum, thi der herskede i denne Gruppe den lidet hensynsfulde Fortrolighed, som findes hos Mænd, der pleje at ryge af hinandens Piber ved hinandens Spilleborde, denne grovkornede, nærgaaende Gemytlighed, døbt i Cognacs-Toddy, og til hvilken Konger, Damer og Knægte have staaet Fadder.

Kammerraaden spillede da heller ikke længe den fornærmede, men henvendte sig med sit tykke, stundesløse Mæle, hvori Tungen bestandig slog Sludder, til en lille tæt Mand foran ham, der ogsaa saà ud til at være en velstaaende Forpagter. Han stod med Hænderne borede ned i Frakkelommerne og med Maven skudt lidt frem. Det vejrbidte Ansigt havde en determineret Mine, og den smalskyggede graa Bulehat var trukket paa Snur ned i Panden.

– Naa, Provsten var godt kørende idag, hvad? … Brillant kørende … Ja, det forstaar sig, det er De jo altid… Naa, men det maa jeg sige, det glæder mig virkelig, at De er bleven enig med Per Andersen … De parrer smukt sammen – nydeligt … rene Stadsheste … men især den grønne —

– Grøn? Vallaken? … den er jo rød – fuksrød. Der existerer over Hovedet ingen grønne Pattedyr.

– Undtagen ganske unge Mennesker, bemærkede Godsforvalteren og skævede hen til anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, en nybagt Kandidat, der forsøgte at udstraale den størst mulige Sum af bureaukratisk Foragt over Bønderne gennem sin Pincenez, men nu pludselig blev ildrød i Hovedet.

– Fuksrød? … naa—aa … aa ja saagu! … naa, jeg plejer nu at kalde den Fa—Farve grøn, – den kaldes grøn her paa Egnen, for jeg er jo saadan en Slags Autoritet, – ja det er De jo ogsaa, det er ikke for det … Men—n, hør, … sig mig, hvad fik De den saa for?

– Halvottendehundrede.

– Halvottende … naa, ser vi det … naa, det vilde Per Andersen dog, – han var sgu ellers svært forlibt i ham … Ja, hør vèd De hvad, saa kan De ogsaa sige, De har gjort en god Handel … smuk Handel … brillant. Ja vel, Provsten handler altid brillant, det er ikke for det … Født Hestehandler, hvad? … Hvor gammel? – 4, ja jeg kan tænke det, det er lige til Øllet … men saa er han jo stærk … Ja, for jeg kender ham, Gud bevares, jeg har jo kendt ham fra han var Plag – og Føl med … Og saa har jeg jo en Broder til ham … falden efter Usserødhingsten … brillant Dyr … Naa, og saa er der èn Ting, det skal De lægge Mærke til: det er et taknemligt Dyr, han trives … Ja, det har sgu meget at sige, – det har meget at sige … Der er dem, der bliver Skindmærer, om de saa faar aldrig saa megen Kærne … Men han! – ja, jeg kan gærne sige: Provsten kan sætte ham paa Halm, han bliver smældfed alligevel, .... ja det er sgu sandt … smældfed, forsikrer jeg Dem.

– Han falder vel?

– Falder, nej hvorfor skulde han falde? Løbet er jo brillant, – prima sorte —

– Jeg mener ham deroppe – Fuldmægtigen paa Godskontoret – Jessen.

– Naa han, – ja han falder sgu – det er klart. – Aa, det er jo mere en Formsag … Denne Gang maatte vi jo stille En op.

– Man kunde da ikke udenvidere overlade de Bondetampe Marken, hvæsede Herredsfogden. – Man maatte dog, for Pokker, levere et Slag.

– Ganske vist, – naturligvis … Intelligensen, hm! … maatte vise sig. Men—n, vi kan vel ikke vente, at han faar synderlig flere Stemmer end vores.

– Og de fra Gaarden, sagde Herredsfogden. – Jeg vil da for Pokker haabe, Ravn, at jeres Husmænd —

– Ja, vel!

– Naturligvis ogsaa dem, sagde Provsten. Men det bliver dog alt i alt ikke mange. Det er ellers en ganske tiltalende Mand – Jessen.

– Ja—a, – til at falde igennem kan han være god nok, sagde Godsforvalteren. Ellers … som Repræsentant … vil jeg nok sige …

– Fuldmægtigen er desværre ingen kirkelig Mand, ymtede en hul, skrattende Stemme ved Siden af Provsten. Der stod en lille Mand med et noget skrumpent, tandløst Ansigt, men med livlige Øjne over Hudposerne bag de store cirkeløjede Briller. Under den brede, stærkt svajede Skygge paa den lavpullede Cylinderhat, hvis Silke strittede som Plysch, sitrede de lange, silkeglinsende hvide Nakkehaar, der faldt ned paa den falmede Fløjlskrave. Hagen, der var lidt fremstaaende, gik aabenbart endnu, i Slutningen af Ugen, paa Ragningen fra sidste Søndag, og det var sandsynligt at det hvide Halstørklæde, som ved Omlægning frembød sorte Rande paa underlige Steder, skrev sig fra samme Dato. – Han er efter min – sørgelige – Erfaring ikke engang en kristelig Mand. Og – jeg maa dog sige … at … naar man opstiller en Højrekandidat —

– Hvad Fanden kommer det Politiken ved? – Undskyld, Pastoren kan ikke lide, jeg bander. – – Men jeg spø'r, hvad S— hm! hvad har Vælgerne med Mandens religiøse Overbevisning at gøre?

– Naa, det kan man dog ikke saadan sige. Det kan Herredsfogden umulig fastholde; … det … det indifferente … det … vi har jo dog en Folkekirke —

– For mig kan han være Mahomedan, naar han blot ikke har flere Koner.

– Dansk Lov 3—16—16—8, citerede mekanisk anden Fuldmægtig paa Herredskontoret.

»Folketingsmand, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse – har Ordet.«

»Han er ikke Folketingsmand nu, han er i en opløst Tilstand,« raabte en ungdommelig Stemme tæt ved. De nærmeststaaende Bønder lo og raabte opmuntrende: »Hæng bare i, Hjorth! … Klem paa, De kan kanske sætte Fuldmægtigen igennem endnu.«

»Kredsens hidtilværende, mangeaarige Repræsentant i Tinget, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse – har Ordet,« rettede Formanden med et spottende Smil, idet han understregede »mangeaarige«. Der lød et vedvarende Bifald.

– Ah, det er jo vor Ven Lærer Beck, der leder Valghandlingen, sagde Provst Storm, idet han satte Lorgnetten paa sin klumpede Næse. – Det er virkelig en dygtig Mand. Ja, De husker jo nok, kære Krarup, jeg var særdeles tilfreds, da jeg var til Examen sidst i Fredløse Skole; … særdeles tilfreds.

– Han er mig ellers noget partisk, den gode Beck, bemærkede Godsforvalter Ravn.

– Ja, det er uforskammet, saa han favoriserer Venstre, raabte Herredsfogden. Jeg lagde Mærke til ham: han var hele Tiden paa Nakken af Fuldmægtigen, .... men han kunde ikke komme til.

– Ja, Beck er en enrageret Venstremand, sagde Pastor Krarup.

– Hvad? hvad for noget! udbrød Provst Storm, medens hans Ansigt forstenedes i en myndig Indignation … Venstre? … er Beck Venstre? … Det Dyr! … Det skulde jeg have vidst før Examen, saa skulde jeg have gaaet ham anderledes efter i Sømmene.

Pastor Krarup saà ned mod Jorden, medens der i Skamfølelsen paa Standens Vegne blandede sig en lille privat Glæde over, at Provsten prostituerede sig. Den gode Præst læste ikke blot theologiske Tidsskrifter, men han havde ogsaa i disse Efteraarsaftener vejledet af Gesenius' Lexikon, Ewalds Grammatik og Keils Kommentar, men især af den danske Bibeloversættelse arbejdet sig helt ind i Deuteronomion – siger og skriver Deuteronomion, 5te Mosebog – og fra dette Videnskabens Martyrstandpunkt, med Udsigt til endnu smerteligere Triumfer i Retning af Profeterne, saà han dybt ned paa den intet læsende, forpagterlignende Provst, den fødte Hestehandler, Praktikeren ud i Fingerspidserne. Provsten paa sin Side, der havde en trykkende Fornemmelse af sin ringe Agtelse hos Provstiets Gejstlighed, var altid en garde, myndig, spændt i en overanstrængt Værdighed. En Folkevittighed vilde vide, at han en Gang som Svar paa et Cirkulære til »mine undergivne Præster« havde faaet et Brev adresseret til »vor overgivne Provst«. Men han indsaà denne Gang at have forløbet sig ved sin robuste Ligefremhed, hvorfor han rømmede sig et Par Gange og tilføjede:

– Man maa – hm – sandelig have et Øje paa hver Finger i disse Tider … Og disse – Politikere, de forsømmer altid deres Sager.

– Ja—a, det vèd jeg dog ikke … skønt der ganske vist er en Fare … Men Provsten var dog ogsaa meget fornøjet med min yngste Lærer Hjorth i Yderslev, – som jeg selv sætter megen Pris paa —

– Naa, ja … men er han da ogsaa —

– Han har en levende politisk Interesse, men det er i den modsatte Retning. Han stiller sig skarpt imod hele Bondepartiet.

– Naa saadan. Ja, det er jo noget andet. Det bli'er jo en ganske anden Sag … Nej, jeg tænkte kun paa den tendentiøse Politik.

– Nu taler han minsandten allerede om Vorherre, sagde Herredsfogden. – Ham skulde De virkelig give Deres Stemme, Pastor Krarup.

Det var i Efteraaret treoghalvfjerds, og det var dengang endnu ikke bleven enhver Embedsmands anerkendte Pligt at være en god Kristen. Herredsfoged Henriksen yndede at lapse sig med en holdningsløs Vantro, der havde sin Rod i Ligegyldighed, og han drillede gærne Præsterne, der irriterede ham ved godtroende at lade sig dupere af Folk, han med sin koleriske Dom kaldte Kæltringepak, samt ved idelig at klage over Restancer i Tiende og Smaaredsel uden at have Bestemthed til i rette Tid at forlange Udpantning. – Han gentog, idet han bøjede sin smallæbede Mund ned til Præstens Øre:

– De skulde virkelig give Kristen Pedersen Deres Stemme, Hr. Pastor … Han lader til at være en mere kristelig Mand end Jessen.

– Han er Grundtvigianer, sagde Provsten barsk.

– Er han det, sagde Godsforvalteren. Det skulde man ellers ikke høre, he! – Han magter da ikke det levende Ord.

Kristen Pedersen var unægtelig trods sin lange Rigsdagsvirksomhed ingen Taler. Men hver Gang Bønderne talte om deres Repræsentant, der havde siddet saa længe i Tinget, ytrede ogsaa en eller anden med en betydningsfuld Mine: »Han har aldrig talt i Salen« – en Meddelelse, der modtoges med en grundende Hovedrysten og Udbrud som: »Aa nej, – det kan jo være troligt nok« eller et dristigere: »Nej, gu' har Kristen Pedersen ikke det«. Man tænkte i Modsætning til »Salen« ikke blot paa Udvalgene, – hvor han for øvrig havde erhvervet sig en af hans Fæller misundt Evne til at sove sømmeligt, – men der lodes endnu Rum aabent for Anelser om en mineagtig, hemmelighedsfuld Virksomhed. Denne dommerlige Tilknappethed uddybede hans Anseelse hos Landbefolkningen, for hvem det ikke at forløbe sig er den til en Haandbylt sammenpressede Sum af praktisk Moral. »Han talte aldrig i Salen« – det var ikke længer en simpel Udtalelse af en Kendsgerning, det var en bestemmende Ros til at sætte paa en Gravsten, en Velsignelsesformel med en højtidelig, næsten gammeltestamentlig Basunklang.

Han var en temmelig høj Mand, sværskuldret, med et firskaaret, bredtrækket Ansigt. Han stod støt paa Valgtribunen; Armene, der buede sig som et Par Hanke, støttede sig med Haandknoene fast paa Rækværket; det var aabenbart, at han ikke frygtede for at falde ned. Det var med det drævende, lidet bestikkende sydsjællandske Tonefald, at han ganske sindig fangede de Fraser, der sværmede om i Luften og trevlede dem op i deres naive Bestanddele, – en efter en: – Paastanden om Regeringens Imødekommen og Folketingsflertallets forfatningsstridige Anmasselse, Beskyldningen for Anvendelse af revolutionære Midler, statsretlige Bekymringer for Maskineriets Standsning og profetiske Hallucinationer af uoverskuelige Farer. Nægtelsen af Finansloven indeholdt ingen saadanne Farer; men at vige tilbage for dette Skridt vilde have indeholdt en stor Fare: det vilde være stiltiende at se paa, at Valgfriheden listedes ud af Hænderne paa det danske Folk. De treoghalvtreds havde anset det for deres Pligt nu at fremkalde en Appel til Folket. De frygtede ikke dets Dom. Det lod til at Regeringen heller ikke frygtede den, for baade Finansministeren og Consejlspræsidenten havde fortalt deres Vælgere, at det var ligegyldigt, om Venstre kom forstærket tilbage. Det havde slet ikke noget at sige, hvad Folket sagde. De kunde gærne spørge om dets Mening, og Folket kunde svare dem, men de brød sig ikke noget om Svaret. De blev i hvert Fald ganske rolig siddende, hvor de sad, og forsikrede, at nu sad vi alle godt, ligesom Katten, da den sad paa Flæsket.

»Store Ord og fedt Flæsk!« raabte en Stemme.

Ja, det havde Afbryderen Ret i, at Flæsket var fedt, og at deres Ord var store —

»Men Kristen Pedersen holder nu paa det lille Ord,« raabte den samme Stemme. Det var en ung Mand, hvis aabne Ansigt lyste af et uforstyrreligt Humørs tvangfri Smil. Den aabenstaaende Vinterfrakke var hvidslidt ved Knaphullerne og Lommerne, og Fløjlskraven krummede sig graanet. Paa det fyldige blonde Haar sad lidt paa Snur en af disse »politiske Huer«, som i det Aar var paa Mode; dens udfordrende Staalspænde sendte til højre Side aristokratiske Straaler i Øjnene paa Bønderne. Han stod urolig, trippende, vuggende sig i Hofterne, og tyggede paa en sortladen Cigar. Hvert Øjeblik kom han med en Afbrydelse, en Vits, der haarkløvede Talerens Ord, et eller andet krakilsk Udfald mod Venstre, selvlavet eller hentet fra »Fædrelandets« Stikords-Arsenal, mumlet, saa at kun de nærmeststaaende hørte det, eller raabt for hele Forsamlingen, alt efter som han vurderede det til. —

– Det er jo Hjorth, som staar dèr, sagde Provsten. Han lader til at være meget ivrig.

– Ja, det morer ham altid, naar han kan komme til at drille lidt, bemærkede Præsten.

– Hm, ja han er jo en munter – en lystig Fyr, det har jeg nok mærket. Naa, men der hører jo virkelig meget Mod til saadan at træde aabenlyst frem med en modsat Anskuelse … Det er jo et helt Særsyn … Lærerne er jo desværre saa afhængige af Bønderne.

– Det er da et farligt Livstykke, du har faaet til Svigersøn, Per Anders, sagde en lille Bonde.

– Aa ja, lad ham, lad ham, svarede den tiltalte … Naar det nu kan more ham … Den Grønskolling … Han har jo ikke Alderen til at stemme – ikke engang til at vælges.

– Aa nej … aa ja … det kan jo være saa rimeligt, indrømmede den tykke Sognefoged flegmatisk, idet han stoppede Asken ned i Træpibehovedet.

II.

– Puh! saadan en Hoben Fraser, man har staaet og revet af sig idag, Hjorth … Det var sgu i Grunden godt, at jeg ikke blev valgt, for saa skulde det da være blevet ved paa den Maade i alle de Halvløgne. Ja, det er sandt, man skulde jo holde Mund, ligesom Kristen Pedersen … Jeg føler mig saa præstelig. Jeg var lige ved at kalde min Fjende, Pastor Krarup, for »kære Embedsbroder«. – Og Fuldmægtig Jessen lo, idet hans store hvide Tænder skinnede frem gennem det sorte Kratskæg.

– Det kunde maaske være gjort med mindre. Jeg synes, ærlig talt, du smurte temmelig tykt paa.

– Naa—aa, nej det er ikke det, jeg mener … Giv mig en Svovlstik … Ja, disse – saadan – retoriske – de – de ligger sgu'tte rigtig for mig … nej, det gør de ikke … Men – alligevel – det var ikke saa galt – sandt var det Pinedød … Nej, men—n, man maa jo staa og sige saadan noget smukt Noget om Forfatning og Grundlov. Fanden i Vold! … Det er jo den Grundlov, der er vores Ulykke … Er disse Folk her modne til Friheden? er det dem, der skal regere?