Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen

»Ja,« svarede den Fremmede, »det er jeg netop. Det er ogsaa alt, hvad jeg er.«

»Har De ingen Profession? Hvad er Deres Bestilling?« spurgte den gamle ganske mistroisk.

»Strandvagt,« lo Præsten. »I Nat – i hvert Fald. I Morgen saa tænker han over det, han ser i Nat.«

»Det var ellers nem at komme om ved det,« mente Gamlingen og skottede tvivlraadig fra Præsten til den Fremmede.

»Ellers hedder Manden Holst,« oplyste Præsten, »og er flink nok og mener os det godt.«

»Han er et Guds Barn da?« Den Gamle var ikke helt beroliget.

»Han bor ovre ved os,« erklærede Præsten, og saa syntes endelig den gamle Forbjerger saapas tilfredsstillet.

Holst knappede Yderfrakken op, han følte sig som spændt i Harnisk og kunde næppe trække Vejret i alt det meget Tøj, den omhyggelige Præstefrue havde forsynet ham med. Faareskindsstøvlerne var varme nok, men tunge som Galejslavelænker, den laadne Kabuds tyngede ham paa Hovedet som en spirende Hjernebetændelse, man skulde tro, hans Udrustning gjaldt en Grønlandsfærd og ikke bare en fire-fem Timers Nattevagt paa Klitterne ved Vorupør Strand. Ganske vist, det var Vinterdage og isnende Paalandsstorm, gamle Folk paa Stedet sagde, de ikke i Mands Minde havde kendt værre Vejr, men han havde dog været i Luften før og forøvrigt altid ivret mod overdreven Indpakning. Men med Klitboerne var der i denne Henseende intet at stille op, de hyllede sig i mange Lag Uldtøj, naar de skulde udendørs i Blæst, til Stranden eller paa Søen, de stoppede Støvlerne efter med Halm, svejrede et Tørklæde flere Gange rundt om Halsen, saa man ikke forstod, hvordan de formaaede at dreje Hovedet, og naar de kom hjem, forasede og tjenlige til Hvile, smed de sig ind i den lumre Alkoveseng uden at klæde sig ordentlig af, helst iført baade Sokker og Halsklæde og alt Undertøjet, ja somme Folk, der var noget til Aars og plaget af den slemme Gigt, der er alle ældre Vestkystfiskeres uafrystelige Omgangsven, sov endogsaa med Huen paa.

Holst stod høj og velbygget og dukkede sig under Loftsbjælken, skarpt iagttaget af Gamlingen, der stadig smaarømmede sig og virrede med sit furede Hoved, som om han alligevel ikke begreb, hvad den unge Mand vilde paa Stranden efter, naar han ikke var pligtig til det og oven i Købet havde en god Sengs Klæder hjemme hos Præstens at ligge i. Præsten var imens gaaet ud i Køkkenet, hvor han talte med nogen om Vejret og Strandvagten. Regn og Vind baskede mod Vinduerne, det lød, som der blev kastet hele Haandfulde Grus paa dem, og i alle Husets Kroge var der en Knagen i Murværket, et Sted klaprede uophørligt en Dør, og paa Bordet foran den gamle Mand stak Lysetanden forglødet op gennem en Flamme, der flakkede næsten vandret for Træk.

»Der vil strande Fartøjer i Nat, det fejler ett,« nikkede den Gamle, ud af en erfaringsrig Forvisning, saa man ikke turde tvivle. »Et Steds maa der komme nogen, men om det bliver her, det raader Herren for … Gud hjælpe de Stakler paa Søen, at de ihukommer deres Omvendelses Tid.« Han skuttede sig og sukkede tungt ud af en aaben, tandløs Mund, mens han førte sin ene, knortede Haand op og kradsede raadvildt frem og tilbage i et stubbet Hageskæg. Saadan sad han med sine Øjne skjulte under den grønne Skærm, en Olding af Skikkelse og Tanker, brudt af Slid, gennem-forbrændt af Spiritus fra Tiden, før han blev »vakt«, og nu en troskyldigt lallende i de helliges Flok. Han hørte til dem, hvis gamle forkalkede Hjerner annammede bare Ordene, Fraserne i den ny Forkyndelse, der foer Kysten langs som et Vinteruvejr og, til megen verdslig Gavn i hvert Fald, rippede op i den halvglemte Konfirmationsforberedelse hos alle gamle Svirebasser, men for hvem Aanden i Forkyndelsen, dens dybere Mening, dens Hensigt og Endemaal ud over det rent haandgribelige i de tykke Alménbegreber: Gudfader, Sønnen, Helligaanden var en evig Gaadekres, som Tankerne ikke kunde bare strejfe, paa samme Maade som han ingensinde heller havde gjort Forsøg paa at trænge ind i Solsystemets Hemmelighed, men refleksionsløst lallede: Sol, Maane, Stjerner, naar Tid og Sted var dertil.

Præsten kom ind fra Køkkenet og bragte sin Gæst endnu en Beklædningsgenstand til Værn mod Nattekulden – det uundgaaelige strikkede Klitbotørklæde til Halsen, flere Alen langt og saa bredt som et velvoksent Mavebælte. Man var virkelig altfor omsorgsfuld mod ham, han følte sig given disse gode Menneskers traditionelle Indbindingssystem viljeløst i Vold og lod Præsten slynge Uldklædet de mange Gange om Halsen. Med Præsten var fulgt to veltilpakkede Mænd – en ældre, bredskuldret, lav lille én med filtret Skæg og saa en yngre Mand, høj som Holst, men sværere og med et skægløst, asketisk Ansigt. Det var Fiskere dèr fra Sognet af Redningsbaadens Mandskab, der skulde ud paa Strandvagt, den ene mod Syd, den anden mod Nord. Uden Formaliteter, uden andre Ord end »Godaften«, kom de hen og gav Holst en kraftig Haand, et rigtigt Vennetryk, Asketen især. Han forskede Holst, som vilde han se ham i Sjælen med det samme.

»Ja, det er ham, den høje Mand dèr, De skulde følges med,« sagde Præsten til sin Gæst. »God Vagt da, nu lakker Klokken ad elleve!«

Gamlingen kiggede op paa Bornholmeruret og betydede Folkene, at saa var det nok bedst, de gik. Og med et Godnat til den Gamle forlod de to Fiskere Stuen sammen med Præsten og den fremmede Mand.

»Gaa med Jesus,« velsignede den Gamle ud i Forstuen efter dem, men Rabalderet af Blæst, da Døren blev lukket op, slugte Ordene.

Den bidske Luft strentede ligesom i Bølger mod Mændene, straks de kom udenfor. Drøn og Bulder fyldte alt omkring dem, vildt skingrede Telefontraadene, Holst maatte stride bøjet fremad mod Vejret, det forekom ham, som om en Mængde Lokomotiver nærmede sig i hidsigt Jag, ustanseligt susende. Henne, hvor det dybe Sandspor førte til Stranden, stoppede Præsten op, han skulde hjem. Blæsten ligesom hvirvlede ham bort, Mørket sugede ham til sig, Holst saa' ham holde krampagtigt fast i sin Filthat, mens han raabte op i en stigende Vindsøjle noget, sagtens et Farvel, som ingen her paa Jorden hørte. De tre andre stred videre ad Vejen, som havde stik vestlig Retning ned mellem de tjærede Fiskepakhuse, der stod truende som fortættet Mørke. Baljer og Kasser, der var stillet i Stabel mellem Husene, ramlede selvopgivende sammen, eller de huggede mod Væggene paa den uophørlig regelmæssige Maade, men saa evig formaalsløst, som man kender fra Afsindige, der er spærret inde bag et gitret Vindu … Langtrukkent peb alle Vindfløjene, aa saa ynkeligt, og nødlidende Klagen lød fra Baadene, der var slæbte op i Klitkanten og stod dèr og rokkede som berusede, der er ved at falde omkuld – Larmen var altbeherskende og ubegribelig brutal og uden Grænse i Rummet, saadan som man engang i en bange Drøm har hørt Dommedagsbasunerne runge for de evigt fortabte, inden deres Hjerner sprængtes …

Ved yderste Klit fossede Havet op med Sten, der knasede, med Barrer af skurende Sand ført frem i Braaddets sydende Kog, hvorfra Skummet strøg som flossede Ruller kartet Uld. Brændingsfaldene var tordenlignende, saa langthenrullende, drat-drat brummede de; det lød som halvkvalte Suk fra vilde Dyr, man ikke kunde tænke sig kolossale nok, og som dødeligt saarede af langsomt dræbende Giftvaaben laa derude i Mørket og pintes – krummede sammen om deres Vunder …

Den lille skæggede Mand blev væk uden en Lyd, var som opslugt af Havet … Han var dog bare drejet af mod Syd, til sin Vagt, pegede den lange Fisker, med hvem Holst nu skulde følges. I det samme vendte Fiskeren sig i nordlig Retning og gjorde Tegn op ad nærmeste Klit, som de besteg med tungt asende Skridt. Holst fulgte snært i den andens Spor for endelig ikke at tabe ham af Syne. Paa Toppen stansede de, Vejret ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde Følelsen af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen brændte: Sandflugten straalede tilvejrs op ad ham som Flammetunger, han indhylledes i en tæt Røg af Sand, der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen, fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve Minutter hans Aandedræt. Et Øjeblik troede han, Fodfæstet glippede ham, han blev som løftet og slynget – da pressede han sig med rundet Ryg mod Stormen og læmpede et Øje paa Klem, saa han fik kigget og sanset, at han endnu rørte den faste Bund – og derpaa kneb han Øjet tæt i igen, til den rasende Byge var lænset noget længere bort.

Holst havde aldrig tænkt sig Mage til Vejr, intet Tøj stod imod, det gusede ham gennem hele Legemet, naar Stormkastene rigtig tog fat. Han tænkte med Taknemmelighed paa Præstens, der havde saa rent i Overmaal dænget ham til med Klæder … Sikkert vilde det alligevel blive drøje fire Timer strandlangs den Nat. Men værre var det dog for Fiskerne, som havde Tørnen Vinteren igennem – og for Søfolk, som rakkede med Skuden derude i Søen … Altsaa: nu var Vagten sat, og nu skulde der kigges nøje efter Skibslanterner og Nødblus – kigges ud i dette Nattemulm, der alle vegne var fyldt af Sandets Ørkenknog og af flyvende Skumtotter, som overklistrede Ansigtet. Og lyttes skulde der efter Varselsraab og Jammerskrig – lyttes ud gennem dette forskrækkelige Helvedeshyl!

Der blev et Slags Opholdspust i Vejret. Fiskeren tog Holst i Armen: »Skal vi saa begynde!« raabte han tætved og med fremskudt Mund.

De gik. Vejen var i Blinde og hverken jævn eller med lige Kurs, der var slet ingen Vej, ikke heller Sti. De fulgte Rygningen af den yderste Klitrække, og højt var Sandet føget sammen her, før det i sin Tid fæstnedes til Leje af Helmenes lange Rødder. Klitterne toppede sig op og op, med dybe Gryder mellem sig og i bugtet Slyng mod Strandsiden, snart med en Knold strakt frem og snart i en Vig trukken tilbage, stadighen op og ned og ud og ind. Den brede Forstrand, der Aarets meste Tid gav Plads til Baade og Fiskegarnsgalger, var ikke mere at se, Havet stod over den, Braaddet fra inderste Brænding, der ellers skvulpede lavt nede i Havstokken, blev denne Nat pisket helt op til Klitranden, som undermineredes, saa store Sandskred gik i Søen. Der steg paa sine Steder et fortumlet Sprøjt op ad Klitvæggen, som kunde denne være et Klippeskær i det dybe Hav. Inderst i Vigene, hvor Søen ikke hver Gang naaede, laa Skummet pakket sammen alenhøjt som Fygesne i en Hulvej.

De havde Vejret sideværts paa sig, naar de gik lige i Nord, men saadan som de maatte krydse sig frem, stak Blæsten ofte klods imod og fluks fra Havet. Det nyttede ikke at gemme en Rest af Kræfterne til sidenhen, der maatte fuld Muskelspændthed for hvert Skridt.

Der steg Hede til Hovedet, det blev saa tungt, og Tankerne arbejdede som bag Slør. Huden blev stram og følelsesløs, Øjnene sved og løb i Vand. Saadan gik de nogen Tid over Klitbjergene famlende sig frem med Stok, Fiskeren et halvt Skridt foran sin Ledsager. De sagde ingenting, men Vejret fyldte deres Øren med et Kaos af Lyde, alt var bælgmørkt omkring dem og paa Havet intet at skimte uden Skumstribernes uroligt skiftende Antydninger af hvidt. Det var til Gavns en anstrengende Gang – og det havde unægteligt været bekvemmere at ligge hjemme i Præstefamiljens hyggelige lille Gæsteværelse … Dejligt var det dog, en legemlig Styrkeprøve, en organisk Livssvulmen, at brydes med denne balstyrige Blæst, en hel Orkan, at stemme sig imod den med helstøbt Vilje og trodse sig frem, skønt det kneb, og man sommetider mærkede i sig en dekadent Trang til at give fortabt. Turen var en Lektion i den dyrebare Energi.

Tankerne havde lang Tid ingen andre Steder Ærinde end til Nuets Hændelser, de nærede sig af Uvejret, og naar Hvirvelflugten af Vind og Havskum og Sand rigtig hensynsløst strøg til, blev Tankekresen snævret ind til bare et Par Alen rundt omkring Fødderne, dér hvor disse skridtede gennem det uforskelige Mørke. Men alt som Uvejrets Ytringer, trods den mangfoldige Variation, forekom énsartede, og der stadig ingen Samtale førtes, blev der tænkt i fjernere Baner. Momentvis fik Holst Lejlighed til at undres over, hvorfor egentlig han vandrede her en Stormnat paa den jydske Vestkyst. Hvad var det vel, der havde draget ham hertil?

Han repeterede Motiverne. Han var et hjemløst Menneske, der ingen Steder havde fast Tilhold. I København stod der vel nogle møblerede Stuer, som han undertiden i et Anfald af samfundsnyttig Borgerfølelse kaldte sine, men han sov og spiste der bare nu og da, naar Forhold, han ikke beherskede, bandt ham til Byen, egentlig var Stuerne mere hans Venners end hans egne, eller snarere var de Værtens, de var lejede halvaarsvis og kunde fratages ham naarsomhelst. Han maatte selv eje Hus for at føle sig hjemme. Men den hele sære, vide Verden var dog bedre end en prioriteret Villa ved København. Og Verden var hans Hjem. Hans højeste Ønske havde længe været at eje en ambulant lille Bolig, et nogenlunde regntæt Telt, som han nemt kunde flytte med, hvorhen Længslerne kaldte, til Hedesletter, til Sandørkner, til Fjældtinder. Han var en Nomade og altid paa Rejse. Det var ham en egen Lystfølelse at sætte sig i Toget i København uden bestemt Rejsemaal og køre Aften og Nat og saa hen paa Morgenstunden, naar han vaagnede og kiggede ud af Kupévinduet paa et fladt og fattigt jydsk Landskab, pludselig bestemme sig til at staa ud ved næste Station og tale med Mennesker dér, han ikke vidste Navn paa. Han førte ikke mere Rejsetøj med sig, end han selv kunde bære, han var derfor ikke bunden til Gæstgivergaarde og Amtschausséer men kunde lade allehaande Indskydelser for Dagen og Natten komme til deres Ret. Han var Fodgænger af Natur, han elskede at gøre det af med Timerne ved Tusinder af taalmodige Skridt. Han gennemstrejfede Landene, hvor han kom frem. Som en Agerhøne sent i Jagttiden var han altid »paa Foden«. Det var farligt for hans Helbred at slippe ham løs paa en fremmed Kyst, han gav sig øjeblikkelig paa Vej og sultede sig ud til det ukendte Hav paa den anden Side. For især var det Havet, der trak ham. Han følte Kvælningsfornemmelser, naar han nogle Maaneder ikke havde set Hav. Og naaede han endelig Havet engang og havde Tiden for sig, gik han til Skipperbeværtningerne og faldt i Snak med en eller anden, der tog ham med tilsøs, ud hvor Horisonten er landløs, Luften bakteriefri og Hjemfølelsen reduceret til saa og saa mange Favne Plankedæk, der farer evigt frem eller neden om og hjem. Punktum.

Ved Vesterhavet havde han levet længere end ved noget andet Hav. Klitkystens blege Farve var som lægende Salve for hans Øjne, naar de trætte af Kafé-Taage og elektrisk Lys søgte bort fra Byen. Han huskede Aftener og Nætter ved Vintertid i København, naar han kom fra sit Arbejde – for han bestilte jo ét og andet – og han saa gik ned langs Havnen, hvor han boede i et gammelt Hus med spidsvinklet Tag, og fulgte Bolværket og hørte Isen skrue knagende om de indefrosne Skuder, da havde han i brutal Længsel efter en fjerntstrakt isdækt Fjord ved Vesterhavsklitterne, hvor han havde suset paa Skøjter som Barn, i Længsel videre bort gennem al Verdens Vejr Jordkloden rundt, hvorhen hans Ønsker suste alle Tider, bestemt sig til i Morgen den Dag at overskære alle Baand, der bandt ham til Byen, hvor han levede som en indefrossen. En Nat nede ved den frosne Havn sukkede han sin Længsel ud i nogle Vers. De lød saaledes:

Nu ligger Isen paa Kanalens Vandeog knuger Strømmens Hvirvler under Dække,langs gammelt Bolværk knager Isens Rande,og Maager flokkes om hver lille Sprække.Og mange Skuder ligger indeklemtemed Isen skruet haabløst op om Stavnen,med Sejl og Liner bag Presenning gemte,som skulde de faa lang Tids Rast i Havnen.I kolde Nætter hører jeg dem stønne,det lyder som et fanget Vilddyrs Brølen:de bundne Skuder længes, kan jeg skønne,mod dybe Haves Braadsøer under Kølen.De længes – som jeg selv – mod andre Zoner,ud efter kostelige, sjældne Fragter,ud for at høre ny og stærke Tonerog se paa Folk i andre, sære Dragter —til vide Himmelstrøg, til Kulingspresset,der bærer langvejs bort fra trange Havne,hvor en Bugsérbaad drager hele Læssetog ingen lydig Skipper Lods tør savne —ud til et Liv i rig, fortumlet Brydning,fjernt fra den gammelkendte Ansigtsvrimmel,fra Hvermands overlegne Stjernetydningog vore Toldbodrotters tætte Stimmel —bort fra det hjemmevante, hjemmepriste,fra disse snævre Løb ved Broer og Bomme– kan være, Skuden, og jeg selv, forliste:en Lykke dog! blot Isens Tryk var omme! …

Men naar det Vinternætter stormede over Byen, havde han det værst med Flyvetanker. Han hørte Smæld af Butiksskilte, Klirren af Lygteglas, Vinden straalede om Hushjørner og kiggede Damerne voldsk under deres Skørter, Betjenten maatte spænde Hjælmen fast paa sit forblæste Hoved, oppe i Telefontraadene var der en Koncert som af Hundreder af Pibeinstrumenter, tju-u-hvitsch! … Aa – da steg der gennem alle hans Aarer en boblende Længsel efter Kysten ved det aabne Hav, hvor der frit kunde drages Aande i Stormen. Ud fra Vejrets Nattespektakkel løsnede sig lange Skrig som af Stormmaager. »Forlad alt og følg os!« skreg de. »Der er store Tider ved Havet nu, Dramaet er i fuld Gang. Følg med!« Han mindedes fra Barneaarene disse Angstens rige Timer ved Havet, naar ondt Vejr brød løs. Man levede koncentreret stærkt i saadanne Timer, Ordene faldt knapt, Beslutsomhed var Handlingens Herre. Ingen Slags Vejr var ham nødtørftig som Storm, han blev ligesom levedygtigere da, alle Evner i ham blev tvundne sammen i én eneste spændt Streng, der dirrede af Stormtrang. Da var han ikke hjemløs længer og ikke pint af Ensomhed, alle bitre Tanker blæste væk som Fejeskarn. Uvejret gennemsuste ham og tvang ham til at ville, det gav ham forøget Mulighedsværdi, han svor paa de største Ting, de højeste Maal, og han var rusket til intens Virksomhed længe derefter.

Saaledes var han kommen til Vesterhavskysten denne Gang som ofte før. Stormen havde drevet ham fra Byen derover, for Stormvejr gik ham dybere til Hjærtet end nogen anden Naturytring. Han havde nogle Dage flakket vester i Jylland med skarpe Kryds som en betrængt Skude, der skal strande et Sted, men ikke tør vælge. Ved en Tilfældighed blev han forslaaet til Kysten ved Vorupør, ud for Thisted. Vorupør var Hjemstedet for den største samlede Fiskerbefolkning paa Vestkysten næst efter Esbjerg og Skagen. Det var dygtige og dristige Folk, op imod et Par Hundrede Fiskere, to Tredjedelen eller flere af dem var Indremissionen ivrig hengiven, ledede af en Præst uden Embede, som boede og virkede der i Sognet, og af Sognets Lærer, som var født der og i sin Tid selv havde været Fisker; og med den for de Hellige egne Samfølelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige Forhold, saa at de økonomisk sad langt bedre i det end de vantro Fæller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de gamle maleriske Hytter ned og byggede højloftet og sundt – men kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede paa den fælles Landingsplads i Nørre Vorupør inden for det skærmende Stenrev, – Ansigterne bar Velplejethedens Præg, der var ikke længer Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig, endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den fælles men afmægtige Trods mod Missionen, hvis Fiskere her, paa Skolelærerens indflydelsesrige Initiativ, alle fiskede i Kompagni og til fælles Udbytte og var organiserede i en Eksportforening, hvorved de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme, der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet.

Kro fandtes ikke i Vorupør, ingen større Gaarde heller. Ved Stranden traf Holst Præsten og talte med ham, en af Indremissionens Førstemænd, en sværlemmet Kæmpe med stort Skæg og lyse, fortræffelige Øjne, der kunde tindre baade af Idealisme og Malice. Han blev budt med Præsten hjem, blev hans Gæst og havde til glædelig Berigelse for sin Menneskekundskab boet i flere Dage i dette udskregne Hellighjem uden at opdage andre graverende Symptomer paa landefarlig Sortsyge, end at der blev drukken Kirkevin og bedt Bøn ved Bordet, begge Dele lige uskadeligt … Og nu gik han altsaa Strandvagt – med en hellig Fisker.

Fiskeren mælede stadig ikke et Ord, han stævnede forsigtigt frem, for Sandflugten forvirrede ham, skønt han nøje kendte Terrænet. Men det kunde blive skæbnesvangert at færdes her i skødesløs Tryghed. Traadte man for yderlig paa Klitten, og Sandet skred under En, kunde man uhjælpeligt styrte ned paa Forstranden og blive revet væk af Bølgesuget, som skar helt ind under Klittens Fod. Holst huskede, hvorledes han engang i Barneaarene havde set en Mand, der badede i Strandkanten, miste Fodfæstet, da Suget hvirvlede tilbage, set ham trimle om og blive ført ind under Brændingsfaldet og videre ud med Strømmen, der ikke slap ham levende i Land. Og han vidste, at Redningsbaaden et Sted paa Kysten nær var gaaet bort engang, da den under paalands Storm kørtes langs med Klitten, hvor Søerne skyllede op; der var fuldt Forspand for, otte Heste, og det hele Mandskab gik ved Baadsiderne for at støtte Køretøjet i den svære Blæst – da skyder et Bølgeskvalp sig op under Hjulene og ind mod Klitskraaningen, hvorfra det fosser tilbage med saa megen Kraft, at den tungt belastede Vogn løftes og flyder, og Hestene, der kom i Vand til over Bugen, blev trukne med udefter, medens Mændene tumlede mellem hverandre. Alene en Grusbarre, der havde dannet sig just dér i Havstokken, og som bræmsede for Mennesker og Vogn og Dyr, hindrede Ulykken, der ellers var overhængende …

Holst var træt allerede og pustede. Han følte sig drivende varm paa Ryg og Bryst, bare man kunde sagtne Tempoet lidt, men Fiskeren arbejdede videre i samme stride Gangart. Holst maatte følge Trit, og han vilde det. Han spændte kraftigt til og naaede et Par Skridt foran sin Ledsager, men pludselig træder han ud i den tomme Luft i Stedet for, som han troede, paa en uplantet Sandflade, og han styrter hovedkulds ned ad Klitsiden med Sandet knasende om sig og Stjerneeksplosion for Øjnene … Nede i en Vig kom han paa Benene igen og stod i sammenstuvet Havskum til Skridtet. Han var vaad og fortumlet men havde dog Klarhed nok til øjeblikkelig at springe ind til Klitkanten og bjerge sig et Stykke op, inden Havet kom. Han gravede med Hænderne i det kolde Sand, greb hidsigt for sig og pressede paa med Knæerne. Stadig gled der Sand under ham, alligevel avancerede han og naaede Toppen gispende som en overanstrængt Svømmer.

Men hvor var Fiskeren? Havde Vorherre taget ham til sig? Holst raabte af alle Stemmemidler et »Hov!« der næsten ikke var til at høre, det gav ikke Klang af nogenting. Fiskeren havde dog hørt det, ogsaa han var drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu krybende efter Lyden paa alle fire og med lukkede Øjne mod det piskende Sand.

Holst havde mistet sin Stok.

»Ja-ja,« trøstede Fiskeren, »det var endda godt, De ett mistede andet. For det var en slem Rejse.«

De samlede begge lidt sammen paa sig og svingede et Stykke indefter og inden om Vigen. Her skraanede Klitten, og snart var de nede i Niveau med Stranden, hvor Vinden ikke føltes nær saa skarp som oppe paa Sandtoppene. De vadede gennem Skummet, der lysnede af sølvhvid Morild for hvert Skridt, de tog. Vejrets Larm kogte ligesom lidt fjernere.

Holst, der fulgte klods op ad Fiskeren, raabte ham ind i Øret: »Det er uforsvarligt at gaa ene Mand Strandvagt her. Norden for Hirtshals er der altid to i Følge.«

Fiskeren gik lidt uden at svare. Saa vendte han et roligt Ansigt lige ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.«

»Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dog ellers!«

Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast Udtryk om Munden – Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene. Vi har Jesus med os!«

De strittede videre i Tavshed, tæt mod hinanden. Fiskeren gik yderst og havde vaagent Udkig mod Havet efter Blus saavelsom efter Sø, for nu var de naaede Vigen og et fladt Sandstrøg igennem og havde atter Vejen spærret af en Klitkæde, som de skulde bestige. Søen sendte med halve Minutters Mellemrum lange slikkende Skumbuer op mod det Kystværn af Sand, Naturen selv har rejst til Landets Dækning. Snarraadigt maatte man vare sig for, at man ikke skulde blive omgaaet af det jagende Slik, her i Mørket, hvor man ikke kunde skelne Lyden af Skumsprøjtet og knapt nok øjne det, før man havde det en Favn fra sig. Saa gjaldt det om at skynde sig op ad Klitskraaningen, men Kapløbet gav altid et bankende Hjærte og ofte Vand i Støvlerne … Og netop som de engang ved en hastig Retræte havde undgaaet det værste af en Sø, ser de noget langagtigt mørkt brase med Skummet op mod Klitten en Alen under deres Fødder. Holst tænkte straks paa Lig; det jog hedt igennem ham. Men lige, da han vendte sig og saa' nøjere til, forstod han, at det mørke var et Vragstykke. Det kunde ellers blevet en ubehagelig Kollision, om han havde været ude for Vragstykket, dèr hvor det kom.