Kidnappet

Kapitel 9

Alford trak sin pistol og gik bevæbnet ud af lageret. Riley og Lucy fulgte med deres hænder på deres egne pistoler. Udenfor svævede der noget i cirkler omkring elmasten, hvor liget hang. Det lavede en vedvarende summende lyd.

Den unge betjent Boyden havde trukket sin pistol. Han havde lige affyret et skud mod den lille drone, der kredsede om liget og var klar til at affyre næste skud.

"Boyden, læg den forbandede pistol væk!" råbte Alford. Han stak sit eget våben i hylsteret.

Boyden vendte sig overrasket mod Alford. Lige da han lagde sit våben væk, steg dronen højere op og fløj væk.

Politichefen var rasende.

"Hvad i helvede er det du foretager dig, når du affyrer skud på den måde?" snerrede han ad Boyden.

"Beskyttelse af gerningsstedet," sagde Boyden. "Det er sandsynligvis nogle bloggere, der tager billeder."

"Sandsynligvis," sagde Alford. "Og jeg bryder mig lige så lidt om det, som du gør. Men det er ulovligt at skyde disse tingester ned. Desuden er der folk i området. Du burde vide bedre."

Boyden bøjede hovedet.

"Undskyld, chef," sagde han.

Alford vendte sig mod Riley.

"Droner, for helvede!" Sagde han. "Jeg hader bestemt det enogtyvende århundrede. Agent Paige, fortæl mig, at vi kan tage liget ned nu."

"Har du flere billeder end dem, jeg så?" Spurgte Riley.

"Masser af dem, der viser enhver lille detalje," sagde Alford. "Du kan se på dem på mit kontor."

Riley nikkede. "Jeg har set, hvad jeg havde brug for at se her. Og du har gjort et godt stykke arbejde med at holde gerningsstedet under kontrol. Gå videre og skær hende ned."

Alford sagde til Boyden, "Ring til den lokale retsmediciner. Fortæl ham, at han ikke behøver at trille tommelfingre og vente længere."

"Forstået, chef," sagde Boyden og tog sin mobiltelefon frem.

"Kom nu," sagde Alford til Riley og Lucy. Han tog dem med hen til sin politibil. Da de satte sig ind og kørte, vinkede en betjent bilen forbi barrikaden ud på hovedgaden.

Riley noterede ruten omhyggeligt. Morderen ville have kørt sit køretøj ind og ud ad den samme rute, som både Boyden og Alford brugte. Der var ingen anden vej ind i området mellem lageret og togsporene. Det virkede sandsynligt, at nogen havde set morderens køretøj, selvom de måske ikke havde troet det usædvanligt.

Reedsport politistation var intet andet end en lille murstenbygning lige ved byens hovedgade. Alford, Riley og Lucy gik ind og satte sig på politichefens kontor.

Alford lagde en stak mapper på sit skrivebord.

"Her er alt, hvad vi har," sagde han. "Den komplette mappe om den gamle sag fra for fem år siden og alt indtil nu om mordet i går aftes."

Riley og Lucy tog hver enkelt mappe og begyndte at gennemse dem. Rileys opmærksomhed blev henledt på billederne fra den første sag.

De to kvinder var på samme alder. Den første arbejdede i et fængsel, hvilket betød, at hun til en vis grad kunne ende som muligt offer. Men den anden ville blive betragtet som et lavere risiko offer. Og der var ingen indikation af, at nogen af dem frekventerede barer eller andre steder, der ville gøre dem specielt sårbare. I begge tilfælde havde de, der kendte kvinderne, beskrevet dem som venlige, hjælpsomme og konventionelle. Og alligevel måtte der være en faktor, der gjorde morderen tiltrukket af netop disse kvinder.

"Har I gjort nogen fremskridt vedrørende Marla Blaineys drab?" spurgte Riley Alford.

"Sagen hørte til under Eubanks politi- og retskreds. Kaptajn Lawson. Men jeg samarbejdede med ham på sagen. Vi fandt ud af noget vigtigt. Kæderne var helt almindelige. Morderen kunne have hentet dem i enhver hardwarebutik."

Lucy lænede sig ind mod Riley for at se på de samme billeder.

"Alligevel købte han en masse af dem," sagde Lucy. "Man skulle tro, at en ekspedient ville have bemærket nogen, der køber så mange kæder."

Alford nikkede enigt.

"Ja, det var, hvad vi troede på det tidspunkt. Men vi kontaktede hardwareforretninger rundt omkring i området. Ingen af butiksfolkene kunne huske noget usædvanligt salg af kæder. Han må have købt nogle få ad gangen her og der uden at tiltrække megen opmærksomhed. Da han nåede frem til tidspunktet for mordet, havde han en stor bunke af dem lige ved hånden. Det har han måske stadigvæk."

Riley kiggede indgående på den spændetrøje, som kvinden havde på. Den så identisk ud med den, der blev brugt til at binde gårsdagens offer.

"Hvad med spændetrøjen?" Spurgte Riley.

Alford trak på skuldrene. "Man skulle tro, at sådan noget ville være let at spore. Men vi har intet. Det er standardudstyr på psykiatriske hospitaler. Vi har undersøgt alle hospitaler i hele staten, inklusive et lige her i nærheden. Ingen havde bemærket, at der manglede eller var stjålet spændetrøjer."

En tavshed fulgte, da Riley og Lucy fortsatte med at kigge på rapporter og fotos. Ligene var blevet efterladt inden for 16 kilometer fra hinanden. Alt tydede på, at morderen sandsynligvis ikke boede særlig langt væk. Men den første kvindes lig var blevet smidt ubevægeligt på en flodbred. I løbet af de fem år mellem mordene havde morderen holdning ændret sig på en eller anden måde.

"Så, hvad tror du om denne fyr?" Spurgte Alford. "Hvorfor spændetrøjen og alle kæderne? Virker det ikke temmelig overdrevent?"

Riley tænkte sig om et øjeblik.

"Ikke i hans sind," sagde hun. "Det handler om magt. Han vil begrænse sine ofre, ikke kun fysisk, men symbolsk. Det går langt ud over det praktiske. Det handler om at fjerne offerets magt. Morderen ønsker virkelig at understrege dette."

"Men hvorfor kvinder?" spurgte Lucy. "Hvis han ønsker at nedbryde sine ofre, ville det ikke være mere dramatisk med mænd?"

"Det er et godt spørgsmål," svarede Riley. Hun tænkte tilbage på gerningsstedet – hvordan kroppen var blevet så omhyggeligt opvejet.

"Men husk, han er ikke særlig stærk," sagde Riley. "Det kan delvis være et spørgsmål om at vælge lettere mål. Middelaldrende kvinder som disse vil sandsynligvis udgøre en mindre kamp. Men de står sandsynligvis også for noget i hans sind. De blev ikke valgt som enkeltpersoner, men som kvinder – og hvad det end er, kvinder repræsenterer for ham."

Alford knurrede kynisk.

"Så du siger, at det ikke var noget personligt," sagde han. "Det er ikke, fordi disse kvinder har gjort noget for at blive fanget og dræbt. Det er ikke, fordi morderen selv troede, at de særligt fortjente det."

"Sådan går det ofte," sagde Riley. "I min seneste sag gik morderen målrettet efter kvinder, der købte dukker. Han var ligeglad med, hvem de var. Det eneste, der betød noget, var, at han så dem købe en dukke."

Der blev stille igen. Alford kiggede på sit ur.

"Jeg har en pressekonference om cirka en halv time," sagde han. "Er der noget andet, vi har brug for at diskutere inden da?"

Riley sagde: "Jo før agent Vargas og jeg kan interviewe ofrets nærmeste familie, desto bedre. Helst i aften, hvis det er muligt."

Alford rynkede bekymret øjenbrynene.

"Det tror jeg ikke," sagde han. "Hendes mand døde ung, måske for femten år siden. Alt, hvad hun har tilbage, er et par voksne børn, en søn og en datter, som begge har deres egne familier. De bor midt i byen. Mine folk har interviewet dem hele dagen. De er virkelig trætte og fortvivlede. Lad os give dem en pause indtil i morgen, før vi gennemgår sagen med dem."

Riley så, at Lucy var ville gøre indsigelse, så hun stoppede hende med en stille bevægelse. Det var smart af Lucy at ønske straks at interviewe familien. Men Riley vidste også bedre end at skabe konflikter med de lokale politifolk, især når de var så kompetente som Alford og hans team.

"Jeg forstår," sagde Riley. "Lad os prøve til i morgen formiddag. Hvad med familien til det første offer?"

"Jeg tror, der stadig kan være nogle slægtninge nede i Eubanks," sagde Alford. "Jeg tjekker det. Lad os bare ikke skynde os. Morderen har slet ikke travlt. Hans sidste mord var for fem år siden, og han formodes ikke at slå til lige med det samme igen. Lad os tage os tid til at gøre tingene rigtigt."

Alford rejste sig fra sin stol.

"Jeg må hellere gøre klar til pressekonferencen," sagde han. "Vil I to være en del af det? Har du noget, du vil sige?"

Riley tænkte over det.

"Nej, det tror jeg ikke," sagde hun. "Det er bedst, hvis FBI for tiden holder lav profil. Vi ønsker ikke, at morderen skal føle, at han får en masse reklame. Han er måske mere tilbøjelig til at vise sig, hvis han ikke tror, han får den opmærksomhed, han fortjener. Lige nu er det bedre for dig at være det ansigt, folk ser."

"Nå, men I kan bo her," sagde Alford. "Jeg har reserveret et par værelser på en lokal Bed & Breakfast til jer. Der holder også en bil ude foran, som I kan bruge."

Han lod reservationspapirerne og et sæt bilnøgler glide tværs hen over sit skrivebord til Riley. Hun og Lucy forlod politistationen.

Senere samme aften sad Riley i karnappen og kiggede ud over Reedsports hovedgade. Skumringen var faldet, og gadelygter var tændt. Natteluften var varm og behagelig og alt var stille uden nogen journalister i syne.

Alford havde reserveret to dejlige værelser på anden sal i Bed & Breakfast til Riley og Lucy. Kvinden, der ejede stedet, havde serveret en lækker aftensmad. Så havde Riley og Lucy tilbragt en times tid i stuen nedenunder med at planlægge i morgen.

Reedsport var virkelig en malerisk og dejlig by. Under andre omstændigheder ville det være et rart sted at holde en ferie. Men nu, da Riley var væk fra al snak om gårsdagens drab, vendte hendes sind sig mod mere velkendte bekymringer.

Hun havde ikke tænkt på Peterson hele dagen indtil nu. Han var derude, og hun vidste det, men ingen andre troede på det. Gjorde hun klogt i at lade tingene være sådan? Burde hun have prøvet hårdere at overbevise nogen?

Det gav hende kuldegysninger at tænke på, at to mordere, som havde dræbt de to kvinder her, lige nu bare levede deres liv. Hvor mange andre fandtes derude i staten og i hele landet? Hvorfor blev vores kultur plaget af disse skæve mennesker?

Hvad lavede de nu? Planlagde de et eller andet sted isoleret, eller tilbragte de komfortabelt deres tid med venner og familie – intetanende, uskyldige mennesker, som ikke havde nogen idé om det onde i deres midte?

For øjeblikket kunne Riley umuligt vide det. Men det var hendes job at finde ud af det.

Hun var også bekymret for April. Det havde ikke føltes rigtigt bare at forlade hende hos sin far. Men hvad skulle hun ellers gøre? Riley vidste, at selvom hun ikke havde taget denne sag, ville der snart komme en anden. Hun var simpelthen for involveret i sit arbejde til at håndtere en uregerlig teenager. Hun var ikke nok hjemme.

Efter en impuls tog Riley sin mobiltelefon frem og sendte en sms.

Hej April. Hvordan har du det?

Efter et par sekunder kom svaret.

Jeg har det godt mor. Hvordan har du det? Har du opklaret det endnu?

Det tog Riley et øjeblik at indse, at April mente den nye sag.

Ikke endnu, skrev hun.

April svarede: du løser det snart.

Riley smilede til det, der næsten lød som en tillidsafstemning.

Hun skrev: Vil du snakke? Jeg kunne ringe til dig nu.

Hun ventede et øjeblik på Aprils svar.

Ikke lige nu. Jeg er god.

Riley vidste ikke nøjagtigt, hvad det betød. Hendes hjerte sank lidt.

Ok, hun skrev. Godnat. Elsker dig.

Hun afsluttede samtalen og sad der og så ud i aftenmørket, som tog til. Hun smilede, da hun huskede Aprils spørgsmål…

"Har du løst det endnu?"

"Det" kunne betyde mange ting i Rileys liv. Og hun følte, at der var en lang, lang vej til at løse noget af det.

Riley stirrede ud i natten igen. Når hun kiggede ned på hovedgaden, forestillede hun sig morderen, der kørte lige gennem byen på vej til togsporene. Det havde været et dristigt træk. Men ikke nær så dristigt som at tage sig tid til at hænge et lig op i en elmast, hvor det ville være synligt i lyset fra lageret.

Den del af hans metode havde ændret sig drastisk i løbet af de sidste fem år, fra sløvt at smide et lig ved floden til at hænge det op, så hele verden kunne se det. Riley opfattede ham ikke som særlig velorganiseret, men han virkede mere besat. Noget i hans liv måtte have ændret sig. Hvad var det?

Riley vidste, at denne form for dristighed ofte repræsenterede et eskalerende ønske om reklame, om berømmelse. Det var bestemt tilfældet med den sidste morder, hun havde fundet. Men det føltes forkert i denne sag. Noget fortalte Riley, at denne morder ikke kun var lille og temmelig svag, men også selvudslettende, endda ydmyg.

Han kunne ikke lide at dræbe; det følte Riley sig temmelig sikker på. Og det var ikke berømmelse, der løftede ham til et nyt niveau af dristighed. Det var ren fortvivlelse. Måske endda anger og et halvbevidst ønske om at blive fanget.

Riley vidste af personlig erfaring, at mordere for alvor blev farlige, når de begyndte at dreje tingene imod sig selv.

Riley tænkte på noget, som politichef Alford tidligere havde sagt.

"Morderen har slet ikke travlt."

Riley følte sig overbevist om, at politichefen tog fejl.

Kapitel 10

Riley fik ondt af den lokale retsmediciner, en middelaldrende og overvægtig mand, da han spredte billederne på politichef Alfords skrivebord. De viste hver eneste grusomme detalje af Rosemary Pickens obduktion. Retsmedicineren, Ben Tooley, så en smule syg ud. Han var utvivlsomt mere vant til at undersøge lig af mennesker, der var døde af slagtilfælde og hjerteanfald. Han så ud, som om han ikke havde sovet, og hun indså, at han helt sikkert havde været oppe sent i går aftes. Og Riley gættede, at han ikke havde sovet særlig godt, da han var kommet i seng.

Det var morgen, og Riley følte sig bemærkelsesværdig udhvilet. Hendes seng havde været blød og behagelig, og hverken mareridt eller rigtige indbrudstyve havde forstyrret hendes nattesøvn. Hun havde hårdt brug for en sådan nat. Lucy og politichef Alford så også opmærksomme ud – men retsmedicineren var en anden historie.

"Dette er lige så slemt som Marla Blaineys drab for fem år siden," sagde Tooley. "Værre måske. Herregud, efter den ene håbede jeg, at vi kunne lægge denne slags forfærdelige ting bag os. Desværre ikke."

Tooley viste gruppen et nærbillede af kvindens baghoved. Et stort, dybt sår var synligt, og det omkringliggende hår var dækket med blod.

"Hun fik et kraftigt slag i venstre side af hovedet," sagde han. "Det var hårdt nok til at knække kraniet lidt. Sandsynligvis har det forårsaget hjernerystelse, måske endda et kort interval af bevidstløshed."

"Hvilken type genstand blev brugt?" spurgte Riley.

"Efter alt at dømme vil jeg sige, det var et slag fra en tung kæde. Marla Blainey havde samme type sår næsten samme sted."

Alford rystede på hovedet. "For denne fyr handler alt om kæder," sagde han. "Medierne kalder ham allerede for ’kædemorderen’."

Lucy pegede på nogle nærbilleder af kvindens mave.

"Tror du, hun blev slået gentagne gange over tid?" spurgte hun. "Disse blå mærker ser slemme ud."

"De er slemme, ja, men de kommer ikke fra at blive slået," sagde Tooley. "Hun har sådanne mærker over det hele fra at være bundet så tæt. Alt efter kæderne og hvor tæt spændetrøjen var, har hun tilbragt meget tid med svære smerter. Ligesom Marla Blainey…"

Gruppen blev tavs et øjeblik, imens de spekulerede over betydningen af denne information.

Til sidst sagde Lucy: "Vi ved, at han er lille og ikke særlig stærk – og vi antager, at det virkelig er en" han". Så det ser ud som om han må have overmandet begge kvinder med et enkelt skarpt slag mod hovedet. Da de var døsige eller bevidstløse, puttede han dem i et køretøj i nærheden."

Riley nikkede anerkendende. Det virkede på hende som en god gæt.

"Så hvordan blev hun behandlet under sit fangenskab?" Spurgte Alford.

Tooley bladrede billederne igennem for at finde billeder af den dissekerede krop.

"Temmelig dårligt," sagde han. "Jeg fandt næsten intet maveindhold. Ikke meget i hendes tarm. Han må have holdt hende i live på vandet alene. Men han forsøgte sandsynligvis ikke at sulte hende ihjel. Det ville have taget meget længere tid. Måske forsøgte han bare at svække hende. Det var det samme med Marla Blainey. De overskårne halse var det afgørende og fatale dødsstød."

Конец ознакомительного фрагмента.

Текст предоставлен ООО «ЛитРес».

Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.

Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.