Heltenes Færd

KAPITEL TO

Thor vandrede i timevis i bakkerne, sydende, indtil han til slut valgte en bakke og satte sig, med armene krydsede over sine ben og så ud imod horisonten. Han så vognene forsvinde, så støvskyen, der blev hængende i flere timer efter.

Der ville ikke blive flere besøg. Nu var han dømt til at blive her i denne landsby i årevis, mens han ventede på en ny chance – hvis de nogensinde kom tilbage. Hvis hans far ville tillade det nogensinde. Nu ville det bare være ham og hans far alene i huset, og hans far ville helt sikkert udspy al sin vrede over ham. Han ville fortsat være sin fars lakaj, år ville gå og til sidst ville han ende som ham, fastlåst i et lille ligegyldigt liv—mens hans brødre ville vinde hæder og berømmelse. Hans årer brændte af uretfærdigheden. Det var ikke det, der var hans skæbne. Det vidste han.

Thor hærgede sin hjerne for noget han kunne gøre, en made han kunne ændre det. Men der var intet. Det her var de kort han havde på hånden.

Efter at have siddet i timevis, rejste han sig modløst og begyndte at krydse sig vej op af de velkendte bakker, højere og højere. Uundgåeligt, drev han tilbage til fåreflokken, til den høje bakke. Mens han klatrede, faldt den første sol på himlen og den anden nåede sit højdepunkt, og skabte en grøn tone over det hele. Thor tog sig god tid, slentrede, tanketom og tog slyngen med det slidte læderhåndtag, fra sit bælte. Han følte i posen, der var bundet til hans hofte og mærkede på sin stensamling, hver sten mere glat end den anden, håndplukket fra de mest udsøgte kløfter. Indimellem havde han skudt efter fugle, og andre gange mod gnavere. Det var en indgroet vane, opbygget igennem mange år. I starten havde han ikke ramt noget, og så en gang havde han ramt et dyr i bevægelse. Efter det ramte han altid plet. Nu, var stenkast blevet en del af ham—og det hjalp med at få vreden lidt på afstand. Hans brødre kunne måske svinge et sværd igennem en træstamme – men de ville aldrig kunne tamme en flyvende fugl med en sten.

Thor satte tanketomt en sten fast I slyngen, lænede sig tilbage og skød den med alt han havde, mens han forestillede sig han skød den efter sin fat. Han ramte en gren langt væk, og tog den rent ned. Fra dengang han havde opdaget at han rent faktisk kunne dræbe et dyr i bevægelse, var han holdt op med at skyde efter dem, bange for sine egne kræfter og uden at have lyst til at skade noget, nu var hans mål grene.

Det var selvfølgelig anderledes, hvis der var en ræv, der kom efter fåreflokken. Med tiden havde de lært at holde sig fra ham og Thors får var derfor de sikreste i landsbyen.

Thor tænkte på sine brødre og på hvor de var nu og han skummede af vrede. Efter en dagsrejse ville de ankomme i Kongens Hof. Han kunne lige forestille sig det. Han så dem blive modtaget af folk i deres fineste tøj, til stor fanfare. Krigere hilste dem. Medlemmer af The Silver. De ville blive taget ind og få tilbudt et sted at bo I Legionens barakker, et sted at træne på Kongens pladser og få lov til at bruge de fineste våben. De ville alle blive en kendt ridders væbner. En dag ville de selv blive riddere, få deres egne heste, deres eget våbenskjold og deres egen væbner. De ville være med til alle fester og deltage i Kongens måltider. Det var et magisk liv. Og det var smuttet ud igennem hans fingre.

Thor følte sig fysisk syg og prøvede at tvinge det hele væk fra sine tanker. Men han kunne ikke. En del af ham, en dybtliggende del, skreg af ham. Den fortalte ham at han ikke skulle give op, at han havde en større skæbne end dette, Han vidste ikke hvad det var, men det var ikke her. Han kunne mærke at han var anderledes. Måske endda speciel. At ingen forstod ham. Og at de alle undervurderede ham.

Thor nåede den højeste top og fik øje på sin flok. De var veldresserede, de stod alle sammen stadigvæk, og gnaskede tilfredse på det græs de fandt. Han talte dem og kiggede efter de røde mærker, han havde tegnet på deres rygge. Det løb ham koldt ned ad ryggen, da han var færdig. Det manglede et får.

Han talte igen og igen. Han kunne ikke tro det: et får var væk.

Thor havde aldrig mistet et får før, og hans far ville aldrig tilgive ham dette. Endnu værre, han hadede tanken om at et af hans får var faret vild, alene og sårbar i vildmarken. Han hadede at se noget uskyldigt, der led.

Thor pilede op til toppen af bakken og skannede horisonten indtil han fik øje på det, langt væk, mange bakker væk: det ensomme får, det røde mærke på ryggen. Det var det vilde får i flokken. Hans hjerte sank, da han indså at fået ikke bare var flygtet, men havde valgt, af alle steder at begive sig mod vest, til Darkwood.

Thor sank en klup. Darkwood var et forbudt område – ikke bare for får, men for mennesker. Det var udenfor landsbyens grænse, og siden han havde lært at gå, vidste Thor at han ikke måtte begive sig derhen. Han havde aldrig gjort det. Legenderne sagde at det var sikker død, skovene var uden stier og fyldt med blodtørstige dyr.

Thor så op mod himlen, overvejende. Han kunne ikke lade fåret slippe. Han regnede ud at hvis han kunne gå hurtigt, kunne han komme tilbage i tide.

Efter et sidste blik tilbage, vendte han sig og begyndte at spurte, vestover mod Darkwood, mens tætte skyer samlede sig over ham. Han havde en urolig følelse, og dog så hans ben ud til at bære ham uden hans vilje. Han kunne mærke at han ikke kunne vende om, selv hvis han havde villet.

Det var som at løbe ind i et mareridt.

*

Thor spurted ned ad alle bakkerne uden pause, in i den tætte bevoksning af Darkwood. Stierne endte, hvor skoven begyndte og han løb ind i uopdaget territorie, sommer blade knasende under hans fødder.

I det øjeblik han trådte ind i skoven, var han omgivet af mørke, lyset blev blokeret af de tårnhøje fyrretræer over ham. Det var også koldere her og da han trådte over tæskelen, mærkede han en kuldegysning. Det var ikke kun mørket eller kulden – det var noget andet. Noget han ikke havde ord for. Det var en følelse af at han blev iagttaget.

Thor kiggede op på de ældgamle krogede grene, tykkere end ham selv, svajende og knirkende i vinden. Han havde ikke engang gået halvtreds skridt ind i skoven, da han begyndte at høre mærkelige dyrelyde.

Han vendte sig og kunne knap se den åbning, han var kommet ind af; og han følte allerede at der ikke var nogen vej ud. Han tøvede.

Men der var noget anderledes ved dagen I dag, der fik Thor til at være ligeglad. Der fik ham til at kaste al forsigtighed over bord. En del af ham ville overskride grænser, komme så langt væk hjemmefra som muligt, og lade livet føre ham hvorhen det ville.

Han begav sig videre, standsede så, usikker på hvilken vej han skulle gå. Han bemærkede kendemærker, bøjede grene hvor hans får måtte have fået, og drejede i den retning. Efter noget tid drejede han igen.

Før der var gået en time mere var han faret vild. Han forsøgte at huske retningen, han var kommet fra – men han var ikke sikker mere. En urolig følelse lagde sig i hans mave, men han regnede ud at den eneste vej var fremad, så han fortsatte,

Langt væk, kunne Thor glimte en solstråle og gik efter den. Pludselig var han i en lille lysning, han stoppede ved kanten, åndeløs – han kunne ikke tro hvad han så.

Der stod en mand foran ham, med ryggen til Thor, klædt i en lang blå satin kåbe. Nej, ikke en mand- Thor kunne mærke det på afstand. Han var noget andet. En druide måske. Han stod rank og høj, hovedet dækket af en hætte, helt stille, som om han ikke havde èn bekymring i verden.

Thor vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde hørt om druider, men havde aldrig mødt en. Af kåbens markeringer, de udsøgte guld tegninger, kunne han se at dette ikke bare var en druide. Det var kongelige markeringer, fra Kongens Hof. Thor forstod det ikke, hvad lavede en kongelig druide her?

Efter hvad der føltes som en evighed, vendte druiden sig langsomt og så på ham, og da han gjorde, genkendte Thor hans ansigt. Han mistede pusten. Det var et af de mest berømte ansigter i kongeriget: Kongens personlige Druide. Argon, rådgiver af konger i de Vestlige Kongeriger i århundreder. Hvad lavde han her, langt fra det kongelige hof, midt i Darkwood, det var et mysterium. Thor spekulerede om om det var noget han drømte.

“Dine øjne bedrager dig ikke.” sagde Argon, mens han stirrede direkte på Thor.

Han stemme var dyb og ældgammel, som om den blev talt af træerne selv. Hans store gennemsigtige øjne, borede sig igennem Thor som om han regnede ham ud. Thor mærkede en intens energi der strålede ud fra druiden – som om han stod over for solen.

Thor faldt omgående ned på knæ og bøjede sit hoved.

”Min Herre”, sagde han. ”Jeg undskylder at have forstyrret Dem.”

Respektløshed over for en Kongens rådgiver ville medføre fængsel eller død.

Det var en ting, der var indpisket i Thor siden blev født.

“Rejs dig, barn”, sagde Argon. ”Hvis jeg havde ønsket, du skulle knæle ville jeg have sagt det.” Langsomt rejste Thor sig og så på ham. Argon gik et par skridt fremad, tættere på. Han standsede og stirrede på Thor indtil Thor begyndte at føle det ubehageligt.

”Du har din mors øjne”, sagde Argon.

Thor var forundret. Han havde aldrig mødt sin mor, og havde aldrig mødt nogen, bortset fra hans far, som havde kendt hende. Han havde fået at vide at hun var død i barselsseng, noget Thor altid havde følt sig skyldig over. Han havde en mistanke om at det var derfor hans familie hadede ham.

”Jeg er bange for at De forveksler mig med en anden”, sagde Thor. ”Jeg har ingen mor”.

“Har du ikke?” Spurgte Argon med et smil. “Blev du født af en mand?”

”Det jeg ville have sagt Herre, var at min mor døde i barselseng. ”Jeg tror De forveksler mig”.

” Du er Thorgrin, af McLeod klanen. Den yngste af fire brødre. Den der ikke blev udvalgt.”

Thors øjne blev vidtåbne. Han vidste ikke hvad det her var. At nogen af Argons byrd skulle vide, hvem han var – det var mere end han kunne fatte. Han havde aldrig forestillet sig at han skulle være kendt af nogen udenfor landsbyen.

”Hvordan…Ved De det?”

Argon smilede tilbage, men svarede ikke.

Thor blev pludselig interreserret.

”Hvordan..” Tilføjede han, mens han famlede efter ordene, “…hvordan kender De min mor? Har de mødt hende? Hvem var hun?”

Argon vendte sig og gik væk.

”Spørgsmål en anden gang, ” sagde han.

Thor så ham gå væk. Forvirret. Det var sådan et svimlende og mystisk møde, og det skete alt sammen så hurtigt. Han besluttede at han ikke kunne lade Argon forsvinde; han skyndte sig efter ham.

”Hvad laver De her?” spurgte Thor, mens han indhentede ham. Argon, der gik mens han brugte sin stav, en ældgammel elfenbens ting, gik forbavsende hurtigt. ”De ventede ikke på mig, gjorde De?”

”Hvem ellers?” spurgte Argon.

Thor skyndte sig at indhente ham, han fulgte efter ham ind I skoven væk fra lysningen.

”Men hvorfor mig? Hvordan vidste De at jeg ville komme? Hvad vil De mig?”

”Så mange spørgsmål, ”Sagde Argon. “Du hører ikke efter. Du skulle lytte I stedet for. “

Thor fulgte ham mens de fortsatte igennem den tætte skov, han prøvede at være stille.

”Du kom for at lede efter dit fortabte får, ” sagde Argon. ”En ædel indsats. Men du spilder din tid. Hun overlever ikke.”

Thors øjne var vidtåbne.

“Hvordan ved De det? “

“Jeg kender verdener som du aldrig kommer til at kende, dreng. I det mindste ikke endnu.”

Thor overvejede mens han småløb for at følge med.

”Du vil dog ikke lytte. Det er din natur. Stædig. Ligesom din mor. Du vil alligevel fortsætte efter dit får, besluttet på at redde hende.”

Thor blev rød i hovedet fordi Argon læste hans tanker.

”Du er en ilter dreng” tilføjede han. ”Viljestærk. Alt for stolt. Positive træk. Men en dag bliver de måske din undergang.”

Argon begyndte at vandre op ad en mosgroet højderyg og Thor fulgte efter.

”Du vil gerne optages i Kongens Legion, ” sagde Argon.

”Ja!” svarede Thor ophidset. ”Er der en chance for mig? Kan De få det til at ske?”

Argon lo, en dyb hul lyd, der sendte kuldegysninger op ad Thors rygrad.

”Jeg kan få alt og ingenting til at ske. Din skæbne er allerede skrevet. Men det er op til dig at vælge det.”

Thor forstod det ikke.

Det nåede toppen af højdedraget, da Argon standsede og vendte sig mod ham. Thor stod kun en halv meter væk, og Argons energi brændte igennem ham.

”Din skæbne er vigtig,” sagde ham. ”Forlad den ikke.”

Thors øjne blev store. Hans skæbne. Vigtig. Han mærkede at han svulmede af stolthed.

”Jeg forstår det ikke. De taler i gåder. Vær sød at fortæl mig noget mere.”

Argon forsvandt.

Thor tabte underkæben. Han så sig rundt overalt, lyttede, undrede sig. Havde han opdigtet det hele? Var det en slags indbildning?

Thor vendte sig og undersøgte skoven; fra hans udkigspunkt, helt oppe på højdedraget, kunne han se meget længere end før. Da han kiggede, kunne han se beevægelse i det fjerne. Han hørte en lyd og var sikker på at det var hans får.

Han tumlede ned af det mosgroede, bjerg og skyndte sig i retning af lyden, tilbage igennem skoven. Mens han løb, kunne han ikke ryste mødet med Argon af sig. Han kunne knap fatte at det var sket. Hvad lavede Kongens druide her, af alle steder. Han havde ventet på ham. Men hvorfor? Og hvad mente han med det med hans skæbne.

Jo mere Thor forsøgte at forstå det, jo mindre forstod han. Argon havde advaret ham mod at fortsætte, men fristede ham alligevel til det. Nu, mens han løb, følte han en stigende forudanelse, som om noget skelsættende var ved at ske.

Han vendte sig og stoppede brat midt i løbet på grund af det han så foran sig. Alle hans værste mareridt blev bekræftede i et eneste øjeblik. Hans hår rejste sig, og han indså at han havde begået en alvorlig fejltagelse, ved at komme så dybt ind i Darkwood.

Overfor ham, mindre end tredive skridt væk var en Sybold. Bulende, muskuløs, stående på alle fire, på størrelse med en hest, var den det mest frygtede dyr i Darkwood, måske endda i hele kongeriget. Thor havde aldrig set en, men havde høre alle historierne. Den mindede om en løve, men var større, bredere, dens pels var dyb violet og dens øjne glødede gult. Legenderne fortalte at dens violette farve kom fra uskyldige børns blod.

Thor havde i hele sit liv kun hørt om ganske få, der havde set bæstet, og de var endda anset for at være tvivlsomme. Måske var det fordi ingen rent faktisk havde overlevet et møde med en. Der var dem der sagde at Sybolden, var skovens Gud og et varsel. Hvad det varsel var havde Thor ingen anelse om.

Han trådte et forsigtigt skidt tilbage.

Sybolden med sin kæmpe kæber halvt åbne, hugtænder der drev af savl, stirrede tilbage med sine gule øjne. I dens mund var Thors bortløbne får: Skrigende og hængende med hovedet nedad og halvdelen af kroppen gennemboret af hugtænder. Det var næsten dødt. Sybolden så ud til at nyde at drabet, den tog sin tid over det og så ud til at fornøje sig med torturen.

Thor kunne ikke udholde skrigene. Fåret vred sig hjælpeløst, og han følte sig ansvarlig.

Thors første impuls var at stikke af, men han vidste allerede godt at det var nyttesløst. Bæstet kunne løbe fra alt og alle. At stikke af ville bare give den mod. Han kunne heller ikke forlade sit får og lade det dø sådan.

Han stod lammet af frygt, og vidste at han blev nødt til at handle på en eller anden made.

Hans reflekser tog over. Han greb langsomt ned til sin bæltetaske, fiskede en sten op og lagde den i slyngen. Med en rystende hånd bandt han den op, tog et skridt fremad og kastede.

Stenen sejlede igennem luften og ramte plet. Et perfekt skud. Den ramte fåret i øjet, og gled igennem til hjernen.

Fåret blev slapt. Dødt. Thor havde skånet dyret for dets lidelse.

Sybolden gloede, rasende over at Thor havde dræbt dens legetøj. Den åbnede langsomt sine enorme kæber og lod fåret falde ud, og lande med et bump i skovbunden. Så så den på Thor.

Den snerrede en dyb, ond lyd, der steg op fra dens mave.

Mens den luskede hen mod ham, satte Thor med bankende hjerte en sten mere i slyngen, rakte tilbage og gjorde klar til at fyre af igen.

Sybolden sprang frem, hurtigere end noget andet, Thor havde set i sit liv.

Thor gik et skridt fremad og kastede stenen, mens han bad en bøn, om at den ville ramme, vel vidende at han aldrig ville have tid til at slynge en mere før den nåede frem.

Stenen ramte bæstet i det højre øje, og slog det ud. Det var et utroligt kast, et der ville have bragt mindre dyr i knæ.

Men dette var ikke et mindre dyr. Bæstet var ustoppeligt. Det skreg på grund af skaden, men tabte end ikke hastighed. Selv uden et øje, selv med stenen lejret i hjerne, fortsatte det at brage hjernedødt frem mod Thor. Der var intet han kunne gøre.

Et øjeblik efter var bæstet på ham. Det for frem med sin kæmpe klog og rev hans skulder.

Thor skreg. Det føltes som tre knive, der skar henover hans kød, varmt blod, pulsede omgående ud af såret.

Bæstet naglede ham til grunden på alle fire. Vægten var overvældende, som om en elfant stod på brystet af ham. Thor mærkede sine ribben blive knust.

Bæstet kastede sit hoved tilbage, åbnede sine brede kæber og afslørede hugtænderne, mens det begyndte at sænke dem ned mod Thors strube.

Mens det gjorde det, greb Thor ud efter dets hals; det var som at gribe om en tæt muskel. Thor kunne næsten ikke holde ved. Hans arme begyndte at ryste, som hugtænderne kom nærmere. Han mærkede den varme ånde over hele sit ansigt, mærkede savlet dryppe ned på hans hals. En brummen kom dybt nede fra dyrets bryst, svidende i Thors ører. Han vidste han ville dø.

Thor lukkede øjnene.

Kære Gud. Giv mig styrke. Lad mig slås mod denne skabning. Kære Gud, jeg beder dig. Jeg vil gøre alt du beder mig om. Jeg vil skylde dig en stor ting.

Og så skete der noget. Thor mærkede en enorm varme skyde op inden i sin krop, flød igennem hans årer, som et energifelt der fløj igennem ham. Han åbnede øjnene og så noget der overraskede ham: Fra hans håndflader strålede et gult lys, og da han skubbede fra ind i bæstets strube, var han overraskende nok i stand til at holde det stangen.

Thor skubbede videre indtil han rent faktisk skubbede bæstet tilbage. Hans styrke voksede og han mærkede en eksplosion af energi – et øjeblik senere fløj bæstet tilbage. Thor havde sendt det tre meter væk. Det landede på ryggen.