Germanske folk. Germanska folk. Indoeuropæisk migration. Indo-europeisk migration

Landbruget blandt tyskerne var temmelig primitivt og spillede en meget mindre rolle end kvægavl. Tyskerne forlod let deres opholdssteder og begyndte at søge nye lande til bosættelse. Så for eksempel omkring 120 f.Kr. e. Teutonerne og deres nærliggende Cimbries forlod Jylland på grund af den store oversvømmelse, der ødelagde deres lande. De rejste til Spanien, Gallien og Donau-regionen, indgik en alliance med Scordisk, der kæmpede med Rom og marcherede mod Italien, men blev besejret af romerne. Deres rester bosatte sig i Gallien ved floderne Maas, Main og Neckar. Under genbosættelsen gik tyskerne som kelterne gennem klaner og stammer, der kæmpede sammen og besatte den del af det beslaglagte land, som de ældste tildelte dem.

Mange tyskere tjente som lejesoldater i tropper fra andre nationer. Ganske tidligt stod lederne blandt tyskerne frem, rekrutterede tropper og ville erobre nye lande eller tilbyde deres tjenester til dem, der havde brug for dem. I 72 f.Kr. e. sådan en leder af Suev-troppen, Ariovist, kom til Gallien med 15 tusind mennesker på invitation fra de keltiske stammer i Arverns og Sequans, der kæmpede med Aedu. Efter at have smadret Edues og etableret sig i den nordlige del af Gallien, begyndte Ariovist at udvide sine ejendele. Talrige repræsentanter for forskellige germanske stammer bosatte sig i landene med de samme sequans, der blev fanget af Ariovista-troppen.

På Tacitus-tiden var tyskerne allerede i et højere udviklingsstadium. De udvindes (skønt i små mængder) og forarbejdede jern, guld, kobber, sølv, tin, bly var beskæftiget med vævning, keramik. Tyskerne syntes mere holdbare bosatte. Landbrugsteknikken er forbedret. Arabiske lande blev dyrket af en plov trukket af et eller to par oxer. Jorddyrkning blev udført af store familier eller husfællesskaber, der normalt bestod af flere generationer. Ejerskabet til landsbyens territorium tilhørte stadig hele samfundet, som fra klanen begyndte at blive en nabo, da slægtskabet mellem hussamfundene, der beboer landsbyen, gradvist blev svækket. Beboere i landsbyen delte fællesområder – græsarealer osv.

Opdelingen mellem familierne i det land, der er afsat til individuel dyrkning, blev udført ikke lige, men “værdig” for lederen af en stor familie, det vil sige efter social status. Dette var en af manifestationerne af den sociale lagdeling, der begyndte blandt tyskerne, forårsaget af væksten i produktionsstyrker. Repræsentanter for adelen drage nu fordel af patriarkalske slaveri, som i sin spædbarhed sandsynligvis eksisterede selv i Cæsarens tid. Først og fremmest blev krigsfanger omdannet til slaver. Slaver blandt tyskerne modtog husdyr og jord, som de skulle bidrage med en del af høsten til ejerne. Slavebørn blev opdraget med de frie børn, og selvom slaverne ikke deltog i offentlige anliggender, var forskellen mellem dem og de frie langt mindre slående end i Rom. Stammeadel og stammeledere, der samlet omkring sig en retinue af krigslignende ungdom, spillede allerede en betydelig rolle, men den øverste beslutning i vigtige spørgsmål hørte stadig til nationalforsamlingen.

I det andet århundrede og i begyndelsen af det tredje århundrede. Romerske købmænd begyndte at trænge ind i områder, der blev mere og mere fjernt fra imperiet. Den tyske stammeadel køber importerede redskaber, vin og smykker. Hun har brug for penge for at imødekomme nye behov og sælger kvæg, pelse og slaver til romerske købmænd. Efterhånden udsender de germanske stammer en livlig transithandel og transporterer romerske varer til Skandinavien, hvor der ifølge Tacitus var en stærk forening af germanske stammer og til de baltiske stater. I forbindelse med væksten i samhandelen blev navigationen udviklet og skibsbygning forbedret. Andet håndværk udviklede sig også – keramik, vævning, smykker, metallurgi. Tyske håndværkere selv skabte forresten våben og en så kompliceret tilknytning som kædepost. Tyske købmænd begyndte at eksportere ikke kun romerske varer, men også lokalt producerede varer nord og øst. På samme tid udvikles landbruget, de bedste racer af kvæg og især heste opdrages, hvilket i høj grad hævede vigtigheden af det tyske kavaleri. Alt dette førte gradvist til en ændring i arten af forholdet mellem tyskerne og imperiet.