Skovstrup-Folk: To Fortællinger

I

Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel røde Drænsrør mellem Fjællene eller en fire, fem bugede Kornsække bag Kusken og hans Siddefjæl. Det gaar saa sagte, saa stilfærdigt, som om man var bange for at vække Gjenlyden, der blunder i Sommervarmen ovre under Skovene; Hestene gaa med strakte Halse og stirre tungsindigt ned i Hjulsporene, Tømmerne daske slapt mod Forsmækken, Piskesnoren hænger lodret ned over Hammelen som en Medesnor, en lille, blød Støvsky hvidner stille op under Hjulene.

Og naar den sagte, knasende Lyd fra Gruset og Smaastenene i Sporet har tabt sig, er alt stille og tyst som før. Inde bag Hegnet kan man høre Køerne tygge Drøv; man kan høre Græshopperne gnide deres tørre Baglemmer mod Perlemorsvingen, skjulte af de støvede Nælder og Brombær i Grøften. Hvor er der dog stille, frededybt stille paa Landet!

Er der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift, vulkanske Lidenskaber, Hungersnød – ?

Det er et Liv bag Ploven, bag Ruden. Og Ploven gaar sindigt Fure op og Fure ned, og Ruden vender ud til den lukkede Gaard eller til den Gade, som en Vogn med halve Timers Mellemrum snegler hen ad.

Sorgerne ere saa smaa, Glæderne saa ringe, Begjæringerne nøjsomme, Synsvidden trang – Oplevelsernes Radius i det højeste to Mil, og Rørelserne Brændinger i et Gadekjær.

En Vogn igjen. Og Hestene gaa i Trav! Huskonen og hendes Datter, som sidder hjemme og syr, fare til Vinduerne for at se ud.

Det er Anton Knudsens de smaa røde. Anton Knudsen er »Stedmand«, bor ved Stationen og lejer sin Befordring til Folk, som kommer rejsende og skal en Mils Vej længer ind i Landet, end Jærnbanen kan overkomme. De smaa røde ere vel kjendt i Skovstrup.

Der er et Skab, en Seng, en Koffert, et Par Sække og Kasser i Vognen, og ved Siden af Anton sidder en ung, middelhøj Mand med blond Haar og kjønt Ansigt uden Skjæg, med en Rejsepibe i den ene Haand og en tynd Stok i den anden. Han ser sig om, halv undseelig, halv nysgjerrig. Kusken peger ud med Pisken og lader Munden løbe om Kap med de smaa røde.

»Hvem er det, Anton Knudsen er bleven Kusk for i Dag?« spurgte Huskonen og stak Ansigtet helt ind mellem Urtepotterne.

»Det er vel saa vor ny Skolærer,« svarede Datteren. »Det var jo i Dag, han var ventendes. – Ja se, der kommer Anders Jepsen halende; han har Nøglerne til Skolen.«

Vognen forsvandt bag Krumningen henne ved Smedjen – Anders Jepsens brede Frakkeryg ligeledes.

»Naada, dèr har vi fler Køvstedfolk!«

Datteren nikkede ud, smilede og nikkede igjen. »Det er bleven en fejs Fyr, Johannes. Han er snart lige ved at være kjøn.«

»Hvem er det? Hvad for en Johannes?«

»Hanne Mørkens Søn. Har du hørt, han er bleven forlovet med Per Skrædders Sidsel?«

»Nej val! Sagde de ikke èsen, der var en Handelsrejsende, hun var gode Venner med?«

»Aa, Sidsel skal have lidt Forandring paa det engang imellem.«

»De siger, han skal være dygtig, Johannes.«

»Ja jeg hørte forleden henne hos Anders Jepsens – der kommer Hanne jo dejt – at han skal være den dygtigste Malersvend i hele Odense By. Han har tre Kroner om Dagen, og hans Mester lader ham aldrig bestille andet end »aare.««

»Han er nok en god Støtte for Hanne. Siden han blev Svend, har han hver Gang betalt hendes Husleje.«

Samtalen mellem Moder og Datter gik i Staa. Moderen tog igjen fat paa sin Bindehose, Datteren stod ved Bordet foran Vinduerne og søgte op i en Rulle Papirmønstre. Paa den ene Bordende stod Symaskinen, og rundt om den laa der Traadruller, Bændler og Hægter; et Stykke marineblaat Hvergarn tog Pladsen, der var tilbage; nogle sorte Agramaner stak ud af et Avispapir mellem to af Urtepotterne i Vinduet.

»Se kun,« sagde Sypigen efter en Stunds Forløb og keg atter ud. »Der har vi Anders igjen Side om Side med Skolæreren. Saa gir Maren Anders Jepsens nok Aftensmaden.«

Den unge Skolelærer havde endnu Piben i den ene Haand og Stokken i den anden. Han saâ sig fremdeles nysgjerrig og undseelig om, men nu var det Anders Jepsen, der pegede til højre og venstre og gav Forklaring.

»Rugmarken dèr oppe hører til vort,« sagde Anders. »Det er leragtig Jord, men hun kan nok gi Korn. Ja nu bliver De hos vort i Nat, saa i Morgen har de Tiden for Dem og kan ordne Deres Sager.«

»Tak, dersom det ikke bliver for meget til Ulejlighed.«

»Sitte nøve Pjank! Nu skal vi jo til at gjøre os kjendt med hinanden.«

»Jeg haaber, vi skal blive tilfreds paa begge Sider.«

»Naar vi skal sige vor Mejning, var det jutte Dem vi helst vilde have havt.«

»Det var det vel ikke. Jeg havde heller ikke ventet at komme i Betragtning.«

»Jeg skal sige vos: det gik saa akavet til. Jensen i Stærremose var vi enige om at sætte først paa Listen; ham vilde hele Byen have. Andenlæreren i Herninge skulde være Numer to; men da vi kom til Numer tre, blev det rent galt. Mølleren vilde have sin Søstersøn, der er Hjælpelærer et Sted paa »Sletten«, og Sogneraadsformanden vilde have en anden, som nok havde lovet at hjælpe ham lidt med Regnskaberne gratis. Det ene Ord tog det andet; de blev hede i Hovederne begge to og temmelig højmælte, indtil saa gamle Per Mikkelsen i Herninge, som er en Himmel Hund, siger: Hvis jeg maa stille et Forslag, saa kasserer vi dem alle fire og lemper en hel ny Liste, for det er da for vovt at blive uens over saadan en Sag. Lad os vende Bøtten og begynde fra den anden Ende. Vi kan skutte være bekjendt at sætte halvgamle Mænd med føste Karaktejr ind i det Svæltekald alligevel.

Sogneraadsformanden og Mølleren tog sig i det og gav Pejer Medhold. Vi andre grinte, skjønt jeg sagde endda for at staa paa Byens Side, at Jensen skulde være Numer ét. Men jeg havde naturligvis kun én Stemme, og saa blev der sat tre paa Listen, som ingen af os kjendte. Diderektionen kaldte Dem, og det kan maaske blive allerbedst. Men vær nu s'god og gak inden for!«

Lindenberg – det var Skolelærerens Navn – blev budt ind ad den øverste Gangdør. Fra den lille, kvadratiske Forstue kom man ind i Dagligstuen, et Værdighedsnavn, der dog ikke tør tages altfor bogstaveligt. Foran Vinduespillen stod et bredt, egemalet Bord med en Stol for hver Ende, længere tilbage i Stuen Familiechatollet, endnu et Par Stole langs Væggene og en Kommode med fileret Tæppe. Paa Kommoden stod en Petroleumslampe med ravgul Olje i Beholderen og lyserød Silkepapirsskjærm over Kuppelen. Der var katholske Skillingsbilleder paa Væggene og Fotografier i ovale Smaarammer af Papmaché; henne paa Dørkarmen hang et sort Moirés Skjørt med Piber forneden; Luften var indelukket og mættet med en syrlig Duft af Pelargonier, der i Selskab med dinglende Fuchsier og blegstilkede Balsaminer prydede Vindueskarmene. Fluerne summede livligt under Loftet og vare mandstærke i Vinduerne. Der var strøet Sand paa Gulvet, og korte Streger af Træskospor saas paa Kryds og tværs.

Anders Jepsen trak sin Frakke af og hængte den ved Siden af det Moirés Skjørt; Lindenberg tog Plads for den ene Bordende; Anders satte en gul Tobakskardus frem.

»Stop Piben!«

Selv hentede han frem bag en Urtepotte en lille forbrændt Pibestump, fiskede et Firtommersøm op af den gule Kardus og kradsede ud paa Kakkelovnspladen.

Konen kom fra Sovekammeret. Med rappe Træskotrin gik hun hen til den fremmede og gav Haand.

»Saa det er vor ny Skolærer!« udbrød hun med opskruet Hjærtelighed. »Valkommen hertil! Vi har rejdinok ingen i Skolen, for begge vore er konfirmerede, men derfor behøver vi ikke at være fremmede for hverandre.«

Hun saâ med sine lyseblaa Øjne moderlig mildt paa den unge, kjønne Mand; derefter bredte hun en hvid, krøllet Dug paa Bordet.

»Det bliver ensomt for Dem henne i den store, tomme Skole, men nu skal De komme tit hen og besøge os.«

»Jeg har sagt til Lindenberg, Maren, at han kan blive her i Nat,« tog Anders sindigt til Orde, medens han strøg en Tændstikke, »saa har han Tiden for sig i Morgen til at faa sine Sager i Orden.«

»Har du?« udbrød Konen glad overrasket, skjønt Anders handlede kun efter Instrux. »Ja naar Skolæreren vil tage til Takke – «

Den nye Skolelærer formaaede ikke at udtrykke sin Taknemmelighed over for al den Venlighed og Gjæstfrihed.

»Vi er kun Smaafolk,« vedblev Konen, »i Sammenligning med de store Gaarde. Vi har mere Hjærterum end Husrum,« tilføjede hun beskeden.

»Jeg er ikke vant saa stort,« sagde Lindenberg. »Mine Forældre er fattige. Fader er Væver i Ranum, og dèr ligger et Seminarium. Forstanderen mente, jeg havde gode Evner og tog sig af mig. Jeg fik min Examen og har nu i tre Aar været Hjælpelærer paa Mors.«

»Herre Gud!« udbrød Konen andægtigt og foldede Hænderne. »Hvor det maa være en Glæde for Deres Forældre!«

»Nu maa De jo se at faa Dem en Pige eller Husholderske,« sagde Anders. »Men vi gaar da mod Vintertiden, saa det bliver ikke saa vanskeligt.«

»Jeg havde tænkt, at kunde jeg faa min Middagsmad et Sted her i Nærheden, kunde jeg maaske undgaa at føre videre Husholdning for det første. Lodden er jo forpagtet ud. Det var det nemmeste, og jeg tænker ogsaa det fordelagtigste.«

»Ja saagu!« sagde Anders og saâ hen til sin Kone.

»Det er fornuftigt af Dem,« svarede Konen paa det Blik fra Anders. »Og hvis det er, at De vil tage til Takke med daglig Kost, saa for en lille Tid – til De bliver noget mere kjendt – «

Hun gik ud af Stuen og kom snart igjen med et stort Saltmadsfad, Tallerkener, Smør, Knive og Gafler og begyndte at dække op. Til sidst satte hun en halv Snes pillede, haardkogte Æg paa Bordet, blankhvide og dampende, Peber og Salt og endelig et stort Glaskrus fyldt med skummende Gammeltøl.

»Vær nu s'god og spis! De kan nok trænge til noget Mad efter den lange Rejse.«

Anders Jepsen hentede Brændevinsflasken, der havde sin Plads henne paa Chatollet tillige med to Snapseglas, som han tørrede af paa et Hjørne af Borddugen.

»Hvordan staar Kornet ovre i Jylland?« spurgte han.

Den unge Skolelærer havde med Skam at sige ikke lagt synderligt Mærke til Kornet hverken i Jylland eller Fyn, men det vogtede han sig vel for at tilstaa. Han udtalte, at det saâ jævnt godt ud, men tilføjede med jysk Fiffighed, at det stod nok saa godt i Fyn.

Maaltidet sluttede med Kaffen. Konen drak en Kop med, men tog som et lavere Væsen Plads henne ved Sovekammerdøren under det Moirés Skjørt. Derefter blev Piberne atter tændt, og Anders Jepsen foreslog en lille Tur i Marken, for inden det blev mørkt at se Kornet og Køerne og Hestene og Brakmarken, som just den Sommer blev drænet.

II

Anders Jepsens Familie bestod foruden Mand og Kone af en tyveaarig Datter Annette, der havde Faderens stille Væsen, og en Søn paa sytten Aar, lang og opløben. Lindenberg spiste daglig sin Middagsmad paa den samme Stol, han den første Dag havde siddet paa og med Anders Jepsen til Gjenbo, men ogsaa til andre Tider var han hyppig at træffe i Gaarden; alt som Aftenerne tog til, og det lakkede ad Jul, fandt han det mere og mere trist at sidde ene hjemme i den store, tomme Skolebygning; ogsaa de andre Gaardmænd i Byen besøgte han af og til; men hos Anders Jepsens blev han som hjemme.

En Aften, da Lindenberg havde budt god Nat, og Mand og Kone vare gaaede ind i deres Sengekammer, tog Maren Ordet.

»Jeg tror ligodt, det bliver dem, Anders.«

»Sitte nøve Pjank!« brummede Anders, men ingenlunde i nogen misbilligende Tone.

»Tror du kanske, det er for din og min Skyld, han kommer her saa daglig.«

»I Kvindfolk skal altid spengelere paa saadan nøve. Kan du ikke nu la dem om det!«

»Jo hille rejdi nok! jeg skal ikke forstyrre det med min gode Vilje, om Annette kunde blive Skolærermadame.«

»Saa var hun val forsørget.«

»De er stille begge to og passer godt sammen.«

»Men Annette er kun Bondepige, Maren; hun er ikke lærd nok. Gamle Bloch var det smaat med ad Sidstningen. I Regningen kom hun ikke længer end til Brøk, og dette Geumgrafi eller hvad disse nymodens Videnskaber hedder, kjendte de ingen Ting til i hendes Tid.«

»Det kan komme. Annette er ikke for gammel til at lære.«

»Vil du sætte Annette i Skole igjen, Maren?«

»Annette er ikke mere dum end din Broderdatter i Broby.«

»Paa Højskole!« udbrød Anders. »Nej hør, Maren – «

»Stt! Du behøver ikke at gole saa højt, at de kan høre det ud i Gaarden. Hvad skulde der være i Vej for, at vi kunde sende Annette til Ryslinge en Sommers Tid?«

»Du er jo tøvle, Maren. Hvor kommer du paa det Indfald?«

»Det er hverken fra i Dag eller igaar. Til Majdag begynder Pigeskolen; en ringe Skilsmisse gjør ingen Skade, og naar saa Annette kommer her hejm igjen til Nøvèmbes Dav og har faaet Lærdom og lidt forbedret Maal, saa kavérer jeg for, at det skal blive til at gaa.«

»Du er dog en Syges én, Maren, til at regne den ud. Men saadan en Tur koster Penge.«

»Det gjør den. Et Par Hundrede Kroner maa vi spandére, men dem har du da i Sparekassen og lidt til. Vi faar jutte saadan nøve for ingen Ting.«

»Kan du saa være uden Pige til Sommer?«

»Det skal gaa, som det kan. Jeg tænker, vi kan faa Hanne Mørkens til at malke Køerne og give os en Haandsrækning af og til, naar det kniber. Det kommer vi nok over.«

»Ja saa gu. Naar du mejn, det lar sig gjøre – «

»Og hvad Anseelse vilde det ikke gi! Vi er kun de smaa i Sammenligning med Jakob Mikkelsens og de store Gaardfolk – kan være vi lever den Dag, de kommer til at sige Madame til vor Annette!«

Næste Dag blev der talt med Annette, og den følgende Søndag tog hele Familien til Broby for at høre de Folks Mening. Den vidste Maren i Forvejen.

Hanne Mørkens blev der ogsaa truffet Aftale med. Det skete en Lørdag Eftermiddag hen i Marts Maaned. Hanne kom for at bede Anders Jepsen hente sig et Læs Gærdebrænde, hun havde faaet for godt Kjøb; hun besørgede selv Indledningen.

»Det er et Træls Liv,« sagde hun, »naar man saadan er ene om al Del og ikke har et Mandfolk i Huset. Var det ikke, fordi jeg er saa gammel, som jeg er, tog jeg mig en fast Tjeneste paa. Saa var jeg fri for mange Bryderier.«

»Alderen trykker dig da vist ikke, Hanne,« sagde Husmoderen. »Du kan jo komme hen og tjene vos til Sommer, hvis du har Lyst.«

»Hvordan det?«

»Vi havde tænkt at sende Annette lidt ud. De har ikke godt af at gaa hejme altid, de store Tøse.«

»Aa nej, de har ingen Skade af at se andre Folks Skikke.«

»Du har da gaaet os for med et godt Exempel,« sagde Maren indsmigrende. »Hvad havde der blevet af Johannes, hvis han ikke var kommen til Odense?«

»Johannes! ja det er ikke godt at sige endnu, hvad der bliver af ham,« sagde Hanne Mørkens med et Suk. »For Tiden tegner det ikke allerbedst.«

»Jenemi, Hanne! Hvad siger du! Der er da ikke noget galt med ham.«

»Det er naturligvis Kjærestepjank. Han er jo i den Alder.«

»Sidsel har da vel aldrig slaaet op med ham! Var de ikke forlovede, tykkes mig?«

»Jo netop. Det er en slem én, den Sidsel.«

»Æblet falder sjælden langt fra Stammen. Vi kjender nok Familien.«

»Hun skulde piskes, den Tøs. Johannes er for god til at holdes for Nar af hende.«

»Han er for god til hende i alle Maader,« svarede Maren. »Det har jeg tænkt og sagt de hundrede Gange, lige fra den Dag, jeg hørte, de var bleven forlovede. Men Johannes forvinder nok det igjen, og saa vil baade du og han takke Gud til, at det ikke gik videre.«

»Det haaber jeg; men det er ellers farligt, saadan det har taget paa ham. Han var hejme en Times Tid i Søndags; han græd som et Barn og var helt sær. Bare han ikke gjør en Ulykke paa sig sjèl!«

»Gud fri os! Saa dybt gaar det vel ikke!«

»Han har det tunge Sind efter Faderen. Den Slags Folk tager sig ingen Ting let. Nu lovede han at komme snart igjen, og jeg faar heller ikke en rolig Time før. – Det er skammeligt at tænke! Han har, fra han var lille af, været mig en god Søn, og, siden hans Fader døde, min eneste Glæde. Alle roste ham, alle holdt af ham, og saa skal saadan en vild fremmed gaa hen og tage ham fra mig, smide ham væk igjen og forspilde hans Liv – blot ved at se paa ham med sine onde Øjne.«

»Ja, nu skal du da ligodt ikke tage dig det alt for nær, Hanne,« trøstede Maren. »Johannes retter sig nok igjen; der er god Grund i ham. Er hun ikke èsen kommen hejm nøv, Sidsel, fra Unse.«

»Det er hun nok. Nu skal hun prøve til, hvad Ulykker hun kan gjøre her. Ja ija! Det er baade saa og saa med de Bø'n.«

»Ja vi vej kun saa lidt, men nu kan du da tænke over det, Hanne, om du mejn, du kan gaa her om til Sommer, og saa kan vi jo altid gjøre nærmere Avkord. Gærdebrænden skal jeg nok snakke med Anders om; jeg tænker ikke, der bliver nøve i Vejen i Morgen til Morgen. Men hvad er det? Naar vi tal' om Solen, saa skinner hun; der er jo Sidsel, om jeg ser ret.«

»Saa vil jeg smutte ud af Havedøren,« sagde Hanne. »Jeg er helst fri for at møde hende. Far vel og Tak, Maren!«

En halv Times Tid senere traadte Lindenberg ind. Det var lige i Tusmørket. I den forreste Stue stod Annette og en fremmed ung Dame. Den fremmede var i sort Astrachans Kaabe, et Stof, der for Lindenbergs Øjne tog sig ud som tætte Klynger af lutter krumme, bløde Orme; dertil havde hun Slør og blanke sorte, smaa Handsker. Bag Sløret, der dækkede Overansigtet var der et Par glimrende, mørke Øjne. Hun var ved at byde far vel; Annette slog et Tørklæde over Hovedet og fulgte hende uden for.

»Hvem var den Dame?« spurgte Lindenberg Annettes Moder.

»Dame! Naa!« svarede Maren og lo. »Ja man skulde ikke tro andet. Det var saamænd Per Skrædders Sidsel. Hun har gaaet til Præst med Annette, men har nu været en tre fire Aars Tid i Odense. Først tjente hun ude hos Grosserer Nikkeldorfs, siden har hun lært Skræddersyning og Modepynt. Hende har De da nok hørt om.«

»Nej, jeg tror ikke.«

»Hun var jo forlovet med Hanne Mørkens Johannes, men har saa igjen slaaet op med ham. Ja hun har nok havt saa mange.«

»Har hun! Og er ikke ældre end Annette!« Den unge Skolelærer gjenkaldte sig det flygtige Billede af den smalle, ranke Figur i Ormekaaben, de glimrende Øjne, de smaa Handsker og føjede det sammen med mange Kjærester og tyve Aar. Det vendte op og ned paa alle hans Forestillinger.

»Aa, det er en daarlig Familie,« sagde Maren.

»Hun var kjøn,« sagde Lindenberg.

»De ligger der ude af Vej »paa Skoven«, og ingen kan obselvere, hvad de tager sig for,« vedblev Maren. »At Per Skrædder stjæler Favnebrænde i Skoven hver Vinter, er sikkert nok, for Jakob Mikkelsens Karle traf ham en Nat forgangen Vinter i Færd med det; der gaar ogsaa Rygter om andre Slemhéder.«

»Hvor har De Manden i Dag?«

»Han er vist ikke langt borte. Gak indenfor, saa skal jeg se at faa fat paa ham. De skal da ikke staa her i Køkkenet.«

»Jo jeg gaar med det samme. Jeg vilde blot spørge, om De saa har tænkt paa at kjøre til Kirke i Morgen, for saa vilde jeg bede om at kjøre med.«

»Jeg vej knap, om det bliver til nøve. Nu var Hanne Mørkens her før og vilde have hentet et Læs Brænde. Men Anders er ovre i Huggehuset, hvis De sjèl vil have Ulejlighed med at høre ham ad.«

Lindenberg bød far vel. Henne paa Gaden gik han forbi Sidsel og Annette. De gik langsomt, tæt op ad hinanden og talte ivrigt sammen. Lindenberg tog sin Hat af og gik undseelig forbi uden at gjøre noget Forsøg paa at indlede Samtale.

»Men hvorfor slog du op med ham?« spurgte Annette i Fortsættelse, da Lindenberg var kommen noget forbi.

»Fordi han var en Laban,« svarede Sidsel sagte.

»Og saa forlovede du dig med Johannes?«

»Ja.«

»Og slog op med ham?«

»Ja.«

»Du er dog en gruelig én, Sidsel. Hvorfor forlovede du dig saa?«

»Ja det skulde jeg heller ikke have gjort, men det skete saadan, jeg véd ikke, hvad jeg skal kalde det – paa Trods.«

»Forlove sig paa Trods?«

»For at drille den anden og – for at glemme ham. Jeg holdt saa meget af ham. Han lignede forresten eders nye Skolelærer. Han er ogsaa kjøn.«

»Men det var dog Synd mod Johannes, Sidsel.«

»Vist saa, det var en Skam; men jeg tænkte ikke rigtig over det. Han var nærmest for, og jeg trængte saa meget til at blive holdt lidt af i den Tid. Det er noget, du ikke kan forstaa, Annette.«

»Nej for han elskede dig vist oprigtigt, og naar du trængte – «

»Ja, men han tog det saa forfærdelig alvorligt. Og saa havde han disse stille Hundeøjne. Jeg vidste tilsidst næsten ikke, hvor jeg skulde gjøre af mig selv for dem. De var som det bare Samvittighedsnag; jeg maatte gjøre det forbi.«

»Det tog svært paa Johannes.«

»Jeg skal sige dig noget, Annette, for jeg vilde nødig, du skulde tro altfor ilde om mig. Den anden var, som sagt, en Laban, saa forstaar du mig nok; men jeg kom i Tanke om, at jeg nok selv ikke var uden Skyld; det er i det Tilfælde en Pige aldrig, og jeg blev bange, rigtig forfærdelig bange for, hvad der skulde blive af mig, – saa angest at jeg en Nat drømte – Gud véd, hvor man kan drømme saadan noget! og saa kom Johannes og inviterede mig til Skovbal. Vi dansede sammen næsten hele Natten, og jeg mente, jeg kunde aldrig faa en sikrere Arm, en mere trofast Favn. Han var den eneste, der kunde føre mig fra Glidebanen.«

»Ja Sidsel, men dèr skulde du have holdt fast; det tror jeg.«

»Nej nej. Der var ikke et sandt Kys i den hele Forlovelse, Annette, og jeg vilde jo netop bort fra det hule, det løse, det slibrige – det som fører til Fald. Men saa kan det ikke nytte at begynde med en ny Usandhed.«

Annette tav; Sidsel tog hendes Arm, slog med den anden Haand sit Slør op og saâ Veninden lige ind i Ansigtet med sine skifergraa Fløjelsøjne.

»Er han forlovet, den nye Skolelærer?«

»Nej, det tror jeg ikke,« svarede Annette med Tankerne borte.

»Du skulde se at faa ham,« hviskede Sidsel med et lille Ryk i Annettes Arm.

»Er du tøvle, Sidsel!« udbrød Annette og vaagnede op. »Hvor falder du paa det?«

»Du kunde blive en net lille Skolelærermadame. Det var noget for dig at sidde øverst til Bords ved Gilderne og – skjænke Kaffe.«

»Hold Mund, Sidsel! Jeg kan ikke lide dig, naar du begynder i den Tone. Jeg kan ikke lide løs Snak.«

»Og gaa med Kappe,« vedblev Sidsel drillende, »ligesom Madam Bloch. Ja naar du bliver gammel, naturligvis. Jeg skal nok sætte dine Kapper op. Saadan noget er jeg fix til.«

»Jeg bliver vred, Sidsel.«

»Er det da ikke derfor, du skal paa Højskole, for at du kan blive lige saa lærd som han?«

»Siger Folk dét?« udbrød Annette harmfuldt og blev rød. »Aa jeg kunde gjærne græde. Hvor du er ond Sidsel!«

Sidsel lo.

»Nej det var blot et Indfald, jeg fik. Folk siger saamænd ikke noget saa forfærdeligt om dig, Annette. Pyh! Naar Folk ikke sagde noget værre om én!«

»Vidste jeg, at nogen eneste her i Byen sagde det, saa tog jeg ikke til Højskole, ikke for alt i Verden.«

»Aa Snak, Pige! Det rygtes dog engang alligevel. Men det er dumt af dig at rejse, nu jeg er kommen hjem. Sæt, jeg tog ham fra dig!«

»Tag ham bare. Jeg véd én, jeg heller vilde have.«

»Gjør du, lille Annette!« udbrød Sidsel spændt og trykkede sig tættere til Veninden. »Hvem er det? Aa det er forresten saa morsomt at have en Kjæreste, naar man blot er heldig og kan faa en god.«

»Ja han er god. Det véd jeg.«

»Kjender jeg ham?«

»Ja.«

»Er han fra Odense?«

»Nej.«

»Du er et rigtigt Træ, Annette! Kan du ikke fortælle mig en Smule om ham?«

»Det kunde jeg nok, men det vil jeg ikke. Det skal ikke nævnes for noget Menneske. Du skal blot vide saa meget, for at du ikke skal tro, jeg løber efter Lindenberg.«

»Var der da nogen Ulykke i det? Han er kjøn, og han er vist ogsaa god, er han ikke?«

»Det er han vist.«

»Og har et godt Embede, kan faa et bedre med Tiden og gjøre dig til Madame eller, hvis du hellere vil, Frue, lige hvad Dag du vil.«

»Det bryder jeg mig ikke om. Jeg skal ikke saa højt op.«

»Det gjør du Ret i,« sagde Sidsel med et Suk og tilføjede et Øjeblik efter: »Havde jeg tænkt lige saadan, var jeg ikke bleven forkludret.«

»Det er du vel ikke?«

»Jeg bliver ingen Ting til,« udbrød hun smerteligt. »Se kun til, og hvem kan jeg takke derfor? Min egen Fader. Han er en gammel – «

»Sidsel dog!«

»Det var ham, der ikke havde Rist eller Ro, inden han fik mig ud til Odense. Og hans Formaning ved Afskeden var den: »Brug dine kjønne Øjne, Sidsel! Dem har du ikke faaet for ingen Ting.« – Var det ikke rart, synes du?«

»Sagde din Fader det?«

»Og hver Gang, jeg kom hjem, spurgte han, om der ikke var en Grosserer eller Løjtnant, der havde bidt paa, og saa meget hæslig Sludder. Desværre var jeg dum nok til at lytte efter; jeg bildte mig ind, jeg kunde faa en Baron tilsidst. Fader vilde altid jeg skulde fortælle om mine Herre-Bekjendtskaber, og saa maatte jeg jo sørge for at have oplevet noget. Uha! Man bliver tilsidst saadan – «