Samlede Værker, Tredie Bind
- -
- 100%
- +
Det, der fik mig til at skrive Skuespil, var Glæden ved den jydske Replik. At stille to Bønder overfor hinanden og la' dem snakke løs om det, de har paa Sinde, er en betagende Ting for den, der kjender en Dialekt i hver tænkelig Afskygning. Men Sorgen og Fortvivlelsen falder over én den Dag, man skal ha' sit Stykke op paa Scenen. Thi Skuespillerne rekruteres sjældent fra Bondens Lejr; kun 2 – 3 Gange har jeg haft det Held at se Rollerne i mine Stykker spillet af Folk, der kjendte det Jydske. Jeg maa være glad, om der kan opdrives én jydskfødt, hvor der var Brug for tyve. Hvad vilde den kjøbenhavnske Theaterløve sige, om hans Stykke skulde tolkes af en Samling Kulsviere; eller tror man ikke det Jydske er ligesaa følsomt for Vold og Radbrækning som ethvert andet levende Tungemaal. Hertil kommer, at jydske Bønder endnu gaar altfor lidt i Theatret. Mine Stykker spilles da som oftest af Kunstnere, der ikke kan tale Sproget, for et Publikum, der ikke kan forstaa det, eller i det mindste ingen Kjærlighed har til det. Det maa forundre, at mine Stykker trods Sandheden i det anførte alligevel tør smigre sig med helt pæne Succeser baade hjemme og nu i Norge.
Størst Glæde har jeg vel nok af dem, naar jeg selv læser dem op i en Kreds af jydske Bønder. Men det er mit Haab, at jeg en Gang inden jeg dør, skal faa Lov til at gaa ud med et Par af mine Stykker, med en Trup af ægte jydske Mænd og Kvinder i Rollerne; da kunde det dog være, at jeg fik endogsaa de modvillige til at indrømme, at den jydske Replik har sin Berettigelse, sin Skjønhed og sin Styrke ikke mindre paa Scenen end udenfor den.
Mine Forudsætninger for at skrive til Døgnets Theatre er næppe store. Theatret kan altid kun give en ringe Brøkdel af Livet, og selv denne Brøkdel skal ofte vrides af Led, før den faar Lov at gaa ind ad Theatrets Døre. Her skal Foden overalt rette sig efter Støvlen og ikke omvendt. Mere og mere bliver Theatret et Legetøj for den blaserte og velfodrede Overklasse. – Giv os et virkeligt Folketheater for Bønder og Arbejdere, hvor vi paany kan faa Problemerne under Debat, – da kunde det atter blive fristende at lege med.
Jenle, 16. Septbr. 1918.
Jeppe Aakjær.LIVET PAA HEGNSGAARD
FORTALE
Dette Stykke er skrevet i Foraaret 1901, og det blev den Gang forgjæves tilbudt Folketheatret. Saa laa det hen, indtil det sidste Foraar indleveredes til Aarhus Theater; denne Scene har nu spillet det op imod en 30 Gange. Efter Nytaar vil det komme frem paa Dagmartheatret.
Efter det Stormløb, man har rettet mod Dialekt-Anvendelsen i mine sidste Bøger, kan jeg formodentlig lave mig til for denne. Den "velvillige Kritik" har løftet sin blækkede Pegefinger advarende i Vejret, og jeg har siddet dens velmenende Henstillinger overhørig. Sligt plejer at hævne sig.
Sandt at sige, jeg vidste ikke mine arme Raad; jeg vidste ikke, hvad jeg skulde la' jydske Bønder tale om ikke det Sprog, de taler, naar de er ædru.
Længere er vi altsaa ikke kommen efter 40 Aars realistisk Kulegravning i Sprog og Virkelighedstroskab, end at den Forfatter skjældes for "skabagtig", der la'r sine jydske Almuesmænd føre det Sprog i Bøgerne, som de fører paa Loen og ved Davrebordet.
Hvad er vi ikke for et underligt Folk! Vi staar her paa vore Øer og raaber til hverandre og forstaar ikke hverandres Tale, endda Landet ikke er større, end at Vorherre kunde holde det i sin Haand som en Fuglerede. Hvor længe skal dette vare!
Vi opretter Lærestole i asiatiske Dialekter – Syrisk, Persisk, Mesopotamisk! – mens hjemme enhver spasende Journalist tør spigre vort Navn til Kagen, fordi vi har begaaet den Forbrydelse at pege paa Folkemaalets evige Vældkilder.
Vi er her i Landet vel ca. 1 Million, der taler det jydske Bondemaal, og omtrent lige saa mange, der med en Smule Ulejlighed let kunde føres til at forstaa det i Tale og Skrift. Det vilde dog vist næppe være helt uden Betydning hverken for Livet eller for Litteraturen, om der kunde skabes en stærkere Udvexling af Ideer og Forestillinger, Gloser og Sprogskatte mellem Jydsken og Højdansken.
Vort lille Land, der er kastet som en Rullesten i Brændingen, kan tidsnok miste sine særegne Konturer, gnedet og skuret som det er mellem de andre truende Landkolosser. Vi skal ikke selv bidrage til denne Rundslibning. Dialekterne er kun en Berigelse, en karakteristisk Streg mere i vort Folkefysiognomi.
Hver Gang vi fjerner et ejendommeligt Udtryk af vort Folkesprog, da rokker vi ved en Sten i Dæmningen, der hindrer det flade Vand i at trænge ind og sætte det hele i samme Niveau.
Men en Forfatter, der agter sit Kald, han maa værge om Sprogets Bakker og Dale og frygte Forfladigelsen som Sprogets onde Princip.
Hvis ikke Kritikken saa udelukkende var bleven en Syssel for Hovedstadsfolk og Akademikere, og hvis den jydske Almue ikke stod disse Folk fjernere end Manden i Maanen, da vilde en Folkeskribent ha' blidere Kaar, end han har nu om Dage.
Nu maa han krydse sin Skude op imod Vind og Strøm og som oftest gaa i Havn uden Lods.
Jenle, 26de Oktober 1907.
Jeppe Aakjær.PERSONLISTE
Wolle Rævsgaard, Ejer af Hegnsgaard, ca. 50 Aar.
Ka Rævsgaard, hans Kone, ca. 55 Aar.
Trine, hans Datter.
Visti Andersen, 2den Karl paa Hegnsgaard, senere Mejerist.
Hellig Mads, Gaardmand, ca. 40 Aar.
Bitte Fip, gammel Pige paa Hegnsgaard.
Anders, Forkarl paa Hegnsgaard.
Per Søwren, omvandrende Spillemand, Morbror til Visti, ca. 60 Aar.
Esper Vøvtrup, Gaardmand, ca. 60 Aar.
Nørholm, Proprietær.
Gnatt, Præst og Agrar.
Ræber, Byslagter.
Palle Hjorddreng.
Moster Malén, Gjæst.
Faster Jehan, Gjæst.
Jonna, Tjenestepige.
Jørgen, Røgter.
Severin Jensen, Lærersøn.
Handlingen foregaar paa Hegnsgaard i Vestjylland.
FØRSTE AKT
Folkestue paa Hegnsgaard. Vægfast Bænk langs et uduget, knastret Fyrretræsbord. Løs Langskammel ind mod Stuen. Rødmalet Dør ud til Gangen til højre i Krogen bag Overbordenden. Søvnig Hængelampe med afskallet Blikskjærm i en Krog i det revnede Bræddeloft. Paa Bagvæggen sværtede Olietryk af Alexander III og Dagmar. Mod Væggen til venstre en svær Bilæggerovn af ældgammel Konstruktion; i samme Væg en Alkove med blommet Omhæng. Hylder langs Loftet med Lysestager, Strygejærn, Rivejærn, Sav etc. Paa Gulvet: Rok, Straangel og andet Husgeraad. I Krogen til højre en »Bornholmer«.
Til venstre foran Jærnovnen Bitte Fip, et surt og tykt Fruentimmer med sort Tørklæde over Hovedet og lange Muffediser om Haandleddene. Hun karter. En stor Dynge Tejer ved hendes højre Side.
Ved Langbordet 7 – 8 Tjenestefolk i Færd med at spise Nætter. Klang af Hornskeer, der stryges af paa Fadrandene. Pigerne har alt lagt deres Skeer. Da ogsaa Visti slikker sin ren og stikker den op i Læderstroppen over sit Hoved, siger
Anders Forkarl.
Hwad, Visti, spænder du nu ogsaa fræ! Det gaar sgu ett an. Vi maa ha æ Grød aa æ Fad, hwis vi vil ha godt Vejr i Maaen. – Kan ett andt hjælp, saa maa vi te aa snurre for em.
Nu legger Jørgen ogsaa hans Skir1.
Jørgen Røgter.
Ja, hwad tho2, a ka da't jen staa ved æ. A haar sgu wot der saa wal. I ka da si, te mi Hwol er ett den mindst.
Anders.
Ja, saa maa vi te paa en anden Fasovn, for æ Grød maa vi ha ædt, om der skal blyw nø Fornywels ved æ Vækild i Maaen.
Sæt jer nu ijen aalsammel og gjør, som a be'r jer!
Bette Fip, tar du di Nies og kom hen te æ Burd med vi anne!
Bitte Fip.
Aa, a vild tykk, te I kund læ en naaen sølle jen sejj i Fred, nær en ett fornærmer jeranne!
Anders.
Hwad, hwem haar gjord nøj ved Fip. A tykkes, hun kratter søen om sæ. – Du skuld helsen ett vær kid aa, Bette Fip, aa hjælp te mej, te vi kund faa nø godt Vejr til wor Vækild; for du kund maaske gjan faa dæ en Kjærrest ino, nær du helsen vild tar di Nies engaang imell.
(De andre ler ondskabsfuldt.)
Fip.
Aa, pas du dæ sjel, din skjelywed Rad! A ved ett, a nowtid haar stavn atter dæ.
Anders.
Di Howkommels er nøj swækket tillig med det andt, Bette Fip.
Fip lægger ny Uld paa og karter som en rasende. Anders har imens fyldt Skeen i Grødfadet; "Snurringen" begynder. Legen bestaar i, at den fyldte Ske sættes i en drejende Bevægelse; den i Laget, hvem Skaftet peger paa, naar Skeen standser, er dømt til at spise dens Indhold.
Anders
(idet han slaar Skeen i Gang).
Harom med æ Hjaj3! saa æ Dreng, han danst med hans Muer.
(Skaftet peger første Gang paa Røgteren.)
Palle Hjorddreng
(triumferende).
Tak, Jørgen; den fæk du!
Anders.
Ja, han er saa slunken i æ Skind som en Sto'ders Pung; der er Plads te møj.
Jørgen
(mens han tilegner sig Grøden).
"Kom du til a", saa Worherr te gammel An.
Anders
(der atter har fyldt Skeen).
Swirp! (Venter.) Av, Ann, mi Patt, den vild øwer te Trine!
Trine.
Aa, Jøsses, bette Børn skal a ha den Skod Grød! Hwor skal a endda faa Plads te en?
Anders.
Ta en i en gued Mjenning, saa skrider en nok nied. (Drejer igjen Skeen.) Læd rulle, Mari! – Den pæger paa Bette Fip. – Aa, Fip, kom hen og ta di Ot tillig med vi anner!
Fip.
Aa, vil du ett ha Fjedt og Fanden aa tar di Øwn i! Saa kund du maaskisæ kom te aa si lig te Folk inu engaang.
Anders
(spag).
Ja, vil Fip ett ha en, saa maa du ta en, Visti. Du sejjer jo helsen aa blywer hiel wont.
Palle.
Aa, maa a?
Anders.
Med Fornywels, Løjnør; du maa faa em hverjen; men læd æ nu gaa gelik.
(Ny Drejning; Skaftet peger paa Tjenestepigen.)
Anders.
Nej, dæ Jonna ved a, der ett haar Plads te mir aaestej4.
Jonna
(skogrer og slaar efter ham).
Kund a naa dæ, saa kan du tro, at a skuld nøffel dæ! – Tror du ett, a kan skaff Plads te'em, saa kan du sjel ta en.
Anders
(griber Skeen).
Læ gaa! Saalæng en løwer, skal en ha æ Fød!
Visti.
Ja, nu salder5 æ da nøj i æ Fad.
Anders.
Ja, det war sgu ett godt andt, søen som vi strabesirer wos. – A haar linned den anden Knap.
(Sætter end en Gang Skeen i Løb.)
Harom inu en Gaang for de smukke Piger!
(Skaftet peger igjen paa Trine; alle ler og peger paa Ofret.)
Trine.
Nej, a kan ett mir da! A er saa forædt, te a tror, en kund smækk en Lopp paa mi Maw!
Anders.
Aa, lin en Hæjt, saa skrider en wal!
(I det samme gaar Gangdøren op, og Per Søwren træder ind med en Sæk paa Ryggen. Vild Jubel.)
Trine.
Gi jer nu kuns Staând te æ! Nu skal vi, Karen spark mæ, snaar faa Aagjøring paa wor Grød!
Per Søwren
(forsigtig frem).
Æ Mand er jo ett hjem!
Anders.
Nej, gu om han er! Kom du kuns fram i æ Stow.
Trine.
Ja, kom Pejr, aa faa de sidst Grød; du skal faa mi Skir aa søb mej.
Per Søwren
(lægger Sækken ved Døren; tørrer Næsen i Hænderne og nærmer sig lyksalig nederste Bordende).
Hwor maa a legg mi Skraa? (lægger den paa Enden af Langskamlen, sætter sig ned og langer til.) Gud ha Lov og Tak! – Det er endda nø dejlig Grød.
Anders.
Ja, en legger godt faast i æ Seng atter em.
Trine
(der med Velbehag har iagttaget Pers Forslugenhed):
Du war nok bløwen sulten, Pejr?
Per Søwren.
Ja, forædt war a ett. Er der nu ett anner, der ska ha aa em?
Trine.
Nej, du kan tro, vi haar wot der.
Per Søwren.
Ja, for saa eder a em.
Trine.
Ja, de er dæ wal undt.
Anders.
Det er helsen nøj sjalden, en sir dæ nuomtider, Pejr.
Per Søwren.
Ja, hwad tho, æ Mand her i æ Gaard haar jo forbøjn mæ aa komm her.
Han er ræj for, a tøer hans Folk med mi Lojer; og det gjør a wal osse. Men nær Worherr haar gin jen Delifængser6, saa er æ wal osse hans Mjenning, en skal brug em. Søen tinker a i det mindst.
Og hwa, wil de ett gi mæ nøj, saa kan de jo læd mæ gaa; a tegger aalle, men a tar det, venle Folk gir mæ.
Trine
(kiger i Fadet).
Nu er der sgi gavn Swind i æ Grød! Det er bejst, du faar æ Skover mej osse. (Hun skraber Gryden.) Gab, din gammel Grødhøg!
(Per gaber, og hun kaster ham Skoverne i Munden.)
Per Søwren
(skinnende).
Aa, nu er a saa mæt, te a vild ønsk, te mi Fjender maatt vær dobbelt saa mætt.
Trine.
Hwadfor det?
Per Søwren.
Jow, mi Pig, for saa vild de revn! – Nu er der kuns jen jenle Ting, der fattes Per Søwren.
Anders.
Det er maaskisæ en Salvêt?
Per Søwren.
En Salvêt haar a sjel ved æ Haând. (Tørrer sig med Haanden om Munden.) Nej, det war en naaen bette ring Ting. (Bluner til Trine.) A tror bestemt, te Trine ved æ.
Trine.
Ja, Pejr, du skal faa en bette Dram, nær du saa lower mæ, te det blywer den sidst i Awten.
Per Søwren.
A lower dæ æ, mi sød Pig, med Haând og Mund, om du vil ha æ.
(Trine ud efter Snapsen.)
Per Søwren
(faar Øje paa Visti).
God Awten, mi Dreng! Hworden haar du æ? – Ka du kjend di Morbror?
Visti.
Om a ka kjend dæ! Ja du haar ett gjord saa stur Forandringer te det bejer si'n sidst, en saa dæ, saa en ett skuld kund kjend dæ ijen. – Nu tykkes a, Morbror, te du snaar skuld si atter æ Hjemmen.
Per Søwren.
Ja, ja, mi Baaen; men du hører jo, te a skal ha en Dram.
Visti.
Ja, det gaar vis nøj tit paa.
(Trine ind med Snapsen.)
Per Søwren
(i Jubel ved Synet af Brændevinsflasken).
Aa, bette Trine, du er en yndig Mø, som di Muer war, men a war ung. (Ta'r Snapsen, som Trine har skjænket op.) Skaal, og en let Gaang paa æ Jurd! (Ta'r Skraaen fra Skamlen og putter i Munden.) Det gjør mæ godt aa hør, bette Trine, te du er gued ved mi Søstersøn. (Visti og Trine rødmer; de andre fniser.) Ja, nu haar han jo hwerken Faa'r heller Muer, sølle Kaa'l; men Gud ske Lov, saa haar han da mæ!
(De andre ler.)
Visti.
Ja, du er en stredde7 Kaa'l aa støtt sæ paa; kund du kuns hold dæ sjæl opp.
Anders.
Hør, Pejr, for aa snakk om nø andt, vi skal ha Vækildsfest8 i Maaen Awten herom i æ Kjar. Tror du, te du kund komm te Sted aa spill lidt for wos?
Per Søwren.
Om a kan spill for jer! (Springer ud paa Gulvet.) Brrr! … (Gjør Violingreb og Dansehop.) Nu skal I, sgi, si æ Fjol, hør æ Fjol og mærk, hworden æ Fjol kan gaa!
(Stavrer hen til Sækken i Bænkkrogen.)
Anders
(der holder Øje med ham).
Men hwad Fanden er det, Pejr; tho det gaar jo løwend i di Pues!
Per Søwren.
Ja, nu skal I lig baaresten si! (Ta'r ved det ene Bagben en levende Gris ud af Sækken og stiller den paa Bordet, saa den berører Pladen med Forbenene.) Er en ett dejlig, æ bette Skind, saa glat og strag9 den er aa føl paa?
Det war saamænd en sølle Kreatur, der skuld ha wot laa ød, hwis a ett haaj tavn en te mæ.
A skal vær gued ved'en, det skal a lig lov jer for! Den skal faa æ Rind af mi Brød lissaa rele, og om a saa skal tegg hver Mjælkdrip, en skal ha, saa skal en ett komm ud af mi Værri. (Pigerne trænger sig sammen om Grisen for at stryge den.) Ja, det war det, han saa te mæ, Pastor Rønsolt, han fand mæ en Daa i en Vejgrof: En bette Gris, den vil enhwer gjan sleg for; men læd den bette Gris vær bløwen te en stur Swyn, som du sjel, Per Søwren, saa gaar all Folk tesid for en. (Han fører Grisen tilbage til Sækken.) I æ Pues ijen, mi bette Pegassi!
Visti
(nærmer sig Per Søwren endnu en Gang, trækker i ham og siger):
Hør, Morbror, gaa nu heller, inden mi Hosbond kommer hjem. Nu haar du jo faat den Dram, du kam atter.
Per Søwren.
A skal nok gaa, a skal nok gaa! ærlig og red'le, men nu haar a jo lovet aa gnid lidt paa æ Fjol.
Visti.
Det skal du ett bryd dæ om. Gaa du heller, inden du blywer for slundred10.
A kan heller ett lid, te du snakker søen om mæ og Trine, nær de anner hører paa æ. Hwadfor skal de ha det aa flegge om. – Trænger du te en jenle Skjelling, saa er her en Krovn; og en hiel Pues Udrøjningsskraa haar a te dæ ud i æ Staaldkammer.
Per Søwren.
Tak, Tak!
Jow, a skal wal gaa, a skal wal gaa.
Anders
(fra den anden Bordende).
Naa, Pejr, blywer æ saa te nøj med æ Musik.
Per Søwren.
Ja, nu kommer a. (Gaar fra Visti.) Men først en jenle Drip aa æ Flask.
Trine.
Jamen hower du ett, Pejr, hwad du loved mæ? – Naa; mir end tow Draaber faar du ett.
(Skjænker.)
Per Søwren.
Skaal og Godtaar! det sætter manne fræ Hus og te Gaard.
Anders.
Det maa da vær æ Fattegaard.
Per Søwren.
Det kan godt vær; i Awten er a lig glaa. – For nu skal I ha en Vis, og det er om hind Maren, som du, Fip, der sejjer der og kratter, gik te Præjst mej.
Fip.
Ma Tammested?
Per Søwren.
Ja, akkuraat.
Fip.
Ja, den skal en aaltid drilles mej. Du kan wal snaar ett anner!
Anders Forkarl.
Bryd du dæ blot ett om, hvad æ Fruentimmer sejer; de haar ingen Forstand paa Symmetrikken.
Per Søwren
(synger og spiller).
Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;hwer Sønde saa rend dæ paa Towten en Skok;men hwa skal en gjør med dem Piger saa smaa,hwem alle gefalle, men ingen maa faa.De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads,drøw Lojer og Skojer og Flanni og Fjas;men ingen te Ringen war rigtig tepas,for klared han Maren, han straaned paa Mads.Ras Væwer han skræwer en Kjende for vidt,og Pejer han sejer saa bettele lidt;Jep holdt sæ for kroged, og Povel for rank,og Wolle haaj aalle en Ør i æ Bank.Og søen gik der Or, og søen gik der Daw;den Bejlen te Maren kam aalle ilaw;ad Ore saa gik hun i Pever og Frø,saa nu war hun gro, hwor hun hejsen war rø.Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt;nu holder der aalle en Kjæft paa æ Towt;og Facet det bløw da, te Maren bløw sejnte Tâf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.Husk end'le, I Piger, i Træsko og Sko:der tæskes, imen der er nøj paa æ Lo;der kommer de Dage – ja det ved Worherr!da I vil ha alle, men ingen ha jer.Trine.
Søen skal æ sgi aalle gaa mæ, om a maa raad mej. Men spil wos nu jen, vi kan dans atter, saa tar vi lig en jenle Trip; det er saa sund aa sov paa.
(Per Søwren spiller en gammel Dansemelodi; kun Fip gjør sure Miner til slet Spil og karter videre.)
Anders
(da Dansen standser).
Nu tykkes a, te Pejr og Fip skuld ta en Swingom med hinaan for gammel Venskabs Skyld; saa skal a fløjt te æ.
Per Søwren
(paa Hosesokker).
Maa a ha den Ære og Plasir aa omslyng din slanke Midje?
Fip
(slaar efter ham med Karten).
Aa, kan du hold dæ i Rumm, din gammel Ronnivæjjer. Vi tow æ ett fræ i Jaes11, te vi skuld søen gaa og skab wos!
(Danser dog omsider ud; imens tilegner Visti sig Fjolen og gnider Strengene ind med et Lys, som han snapper paa Bordet.)
Per Søwren
(ravende af Dansen og Brændevinen).
Nej men nu skal I, dænenmæ, hør Napoleons Fanemarsch. Den haar a lær a mi Faa'r, fræ den Gaang, han sjel stod ved di fransk Eskadrowner. (Griber Fjolen; ikke en Lyd! forbavset; gnider vanvittigt, mens han snakker med Fjolen.) Naa, saa du tror, du kan søen fjedt dæ fræ æ!
(I det samme høres stærk Vognrummel. Alle lytter.)
Trine.
Jøsses, der haar vi mi Faa'r!
(Alle faar travlt med at bringe Orden i Sagerne. Fip karter, som gjaldt det Livet; Per Søwren finder med Møje i sine Træsko, Visti ud for at ta' mod Hestene; de øvrige ud efterhaanden.)
Wolle Rævsgaard
(ind, høj og barsk i Fedtlæderstøvler og Vognkappe; uden Godaften.)
Er du her, Pejr! Haar du nøj, du her skal ha forretted?
Per Søwren
(ydmyg).
Tho a er da æ Drengs Morbror.
Wolle Rævsgaard.
A plejer ett aa ha nøj aa gjør med mi Drenges Morbrøjer. Se du heller aa kom ad æ Dar!
(Per Søwren ta'r Fjolen og Grisen og gaar.)
Wolle Rævsgaard
(til Anders Forkarl, der er i Færd med at tænde en Lygte).
Gaa nu ett hen og forgi æ Hejst i Hawer, som sidst en kam hjem med'em. De haar rend stærk, og den fræ'ens er møj swedde. Læd der blyw kylt en Borren12 Strøels under hin, og si saa aa komm ad æ Seng, saa æ Kreaturer kan faa Fred.
(Anders ud.)
(Til Trine, der har faaet travlt med at ta' af Bordet, men ulykkeligvis har glemt Brændevinsflasken.) Er di Muer gavn i Seng?
Trine.
Ja, det er en Stød sin.
Wolle Rævsgaard.
I morer jer nok, nær en aan jen ett er hjemm. (Peger paa Flasken.) Du haar oven i æ Kyef wot ved aa traktir paa den Landløver. Det er wal nøj, der maa te for det fin Familjeskabs Skyld, som a hører, du sprekulirer paa.
Trine.
Du er ward aa send i æ Bøj, Faa'r, for du er aaltid ved en kjøn Sind, nær du kommer hjem. – Skal der nu krottes øwer, te en haar skinked en jenle Dram for en fatte Mennesk.
Wolle Rævsgaard.
Ja, du ved, te a ett kan lid den Slavs Folk, han er aa.
Trine.
Nej, men di Kanutter, du sjel sejjer mej æ Næt te æ Daa, indte du haar spilt hen baade Øel og Ærm13, – dem haar du aalle nøj og skal ha saa om.
(Trine snapper vredt Flasken og gaar.)
Wolle Rævsgaard
(ser rasende efter hende. – Til Bitte Fip, der under denne Samtale næsten har arbejdet Ild i Karterne).
Aa, du – Bommerutt14, der sejjer der og skræwer, kom hen, og ta ved mi Støwel!
Bitte Fip
(nærmer sig; slider i Støvlerne).
Gud ved, hwad du haar gavn og vringelt i, saa øwerbegjord du haar laved dem. Aal Maag hænger da osse ved dæ.
Wolle Rævsgaard.
Aa, skab dæ ett, Fip. Di Hinner kan wal snaar vær fin nok te dem, du haar aa sleg for.
Fæk du hypped æ Kartofler, a bad dæ?
Fip.
Jow, a tror æ! A er, som a war marregrotted15 i aall mi Limmer. Er det ogsaa nø Arbe aa sætt en sølle swag Fruentimmer te. (Flæber.)
Wolle Rævsgaard.
Swag? (Kildrer hende i Siderne.) Hwor haar du di tynd Stejer, Bette Fip?
Fip
(rasende).
Læd mæ vær, din gammel Wonni16. Du ved godt, te a ett haar wot stærk si'n det andt Or, da a fæk mi Tilfald.
Wolle Rævsgaard
(giftig).
Nej; hworden war æ, du gik jo igjemmel æ Hjald med æ Forkaa'l!
Du skuld hold dæ lidt mir te æ Jurd i den Slavs Sager.
Fip.
Det er den største Han-Løwn, du kund sej. Og nu kan du sajtens gjør Nar af jen op i si aaben Øwn; men da en war glat og skred, da war en gued nok for dæ. Men a taaler æ ett af dæ, Wolle! Det kan a sej dæ! Hwad om a vild aabenbaar æ med dæ, hwor tit du haar søjt mæ ved Nættetider i farom god Daw?
Wolle Rævsgaard.
Aa, hold mæ di Flegger i! Heller vil du maaskisæ ha, te Trine skal hør æ?
Fip.
A er ligglaa; men saamøj vil a sej dæ, Wolle, te det streng Ud-Arbe vil a ett ved aâ aa sej!
(Wolle gaar mod Sovekamret; ogsaa Fip gaar ud; Stuen tom et Øjeblik).
Trine
(kommer ind og begynder at hægte op. Man hører Skrammel i Forstuen; Trine aabner Døren; det er Visti i Færd med at hænge Hestenes Seletøj op paa Knagene).
Naa, Visti, er æ dæ, der gaar og rumstirer?
Visti
(i Døren med et Bringestykke i Hænderne).
Er di Faa'r gavn i Seng?
Trine.
A ved ett, om han haar put sæ inu.
Visti.
Han war nok ved æ Bed17, atter hwad a hører. Hwad mon der war gavn ham imud?
Trine.
Aa, Faa'r er bløwen en rigtig værkle18 Stod'er, er han! Han haar wal taft i æ Kwot19, som han plejer.
Visti.
Hør, tror du den Helle kommer te Fest i Maaen?
Trine.
Mads? Det gjør han wal nok. Helsen skuld det da vær den først Stej, hwor a war, te ett ogsaa han war i æ Hæl af mæ. Men nær vi passer paa aa holde wos te hinaan, saa blywer han wal træt aâ aa rend og bejs atter mæ.
Visti.
Hør, Trine, du lowed mæ jo egentlig, te a maatt vær ved dæ i Awten en bette Lidt. Vi haaj jo nøj, vi skuld snakk om.
Trine.
Ja, det gaar a heller ett fræ. Men du maa ett komm lig med det samm. Æ Hus maa først komm te Ro.
Visti.
Aa, Trine, du er iløwle en knusraar Pig. (Kysser hende.)
Trine.
Ja, a er vis ett saa slem. Men skuld en ett vær gued mod dem, en kan lid, hwem skuld en saa vær gued imud? (Støj.) Men tys! der kommer vis nu'e! Det er naturligvis mi Faa'r, der inu gaar og stegler. Rend nu di Vej, og kom saa ind te mæ si'n – en jenle Ywblik. – Men du ska vær skikkele!