Samlede Værker, Tredie Bind

Mads.

Er æ Peng, der er Taal om?

Wolle Rævsgaard.

Ja, aaeja; a er kommen i Baagstaând; men du skal ett kom te aa fortryd æ, om du hjælper mæ terett.

Mads.

Ja manne Tak, det er saa møj godt det. Men en Swigersøn – han skuld jo da snaarere ha Peng end ud med Peng, nær Ret skuld vær; søen haar a da aaltid forstavn æ.

Hvor stur er saa di Betryk?

Wolle Rævsgaard.

Ja si, a wanter jo lig jenle 4000.

Mads.

Fir Tusind! Ih, kjere himmelske Fader; hwor skuld a faa dem fræ! Og hwad vil du gjør med aall de Peng. Fir Tusind! A tror, æ Mand primer!

Haaj æ endda wot – for a vil sej – fir Hunder, det haaj en wal kommen øwer. Men det her! – Nej, nej, nej! Snak aalle te mæ om det!

Wolle Rævsgaard.

Ja, men bette kjære Mads, saa gaar a tegrund!

Mads.

Hwad gjør du?

Wolle Rævsgaard.

A gaar i æ Towthus. – Det er æ Mejeri …!

Mads.

Haar du tavn aa æ Kass?!

Wolle Rævsgaard.

Ja.

Mads

(forfærdet).

Jamen saa er du jo rungenired! Og det er dæ, der haar lowed mæ di Gaard kwit og fri, hwad Daa a vild ha en, nær a vild ta di Dætter! – A haar nok hør fræ anden Sid, te hwad du saa, det skuld en putt i si Udelomm; men a troed endda ett, te du war saa laant nied paa æ Brink med di Sager. Men søen gaar æ enhwer, der ett ta Frelseren med sæ i si Gjerninger. A tytt nok, te Worherre og Frelser hwisked mæ i Øret, te den Forlowels war ett atter hans Villi. A troed læng, te du ajted at træde den trange Sti til Omvendelse, men atter hwad du nu fortæ'ler, saa sir a, te det er paatid, en kommer hérfræ, for det er ikke Guds Aând, men Belials Aând, der regenirer her i æ Gaard.

A rister Støvet af mine Føder.

Nørholm

(der har løbet urolig frem og tilbage under denne Samtale).

Ryst saa med det samme Halmen af Deres Træsko og Skidtet af Deres Klæder, men opsæt det, til De kommer udenfor; der kunde ellers let blive altfor snavset herinde.

Mads

(mod Nørholm).

A gaar, for I skulle ikke dwæle i de ugudeliges Forgaarde eller i de uomvendtes Pawlowner, siger den Herre Zebaoth. (Til Wolle Rævsgaard.) Vil du hels di Dætter og sej, te mi Samvittighed forbyder mæ at ægte en Pige, hwis Fader aabenlyst nedtræder Guds rene og hellige Bud.

Og bed saa din Frelser om, te han snaarest maa hjælp dæ ud af den Badulje!

(Gaar.)

Wolle Rævsgaard.

Nu er a levired! – Mæ arme Mennesk!

Nørholm.

Ja, det er i Nøden, man prøver Vennerne.

Wolle Rævsgaard.

Det haaj a aalle troed om Mads.

Nørholm.

Ikke det! Da har jeg saagu aldrig troet andet. Et Menneske, der i den Grad rutter med gudelige Floskler, ham tror jeg ikke over et Dørtrin.

(Fip kommer ind.)

Wolle Rævsgaard.

Hwad skal du, Fip?

Fip.

Aa, det er den sølle jen, ham Per Søwren, der staar herud og hejster for at faa dæ i Taal. Han sejer, han haar Boj te dæ.

Wolle Rævsgaard.

Ih, læd ham da komm ind.

(Fip aabner for ham.)

Per Søwren

(ængstelig frem, da han ser Nørholm).

Bav, bav! Er der saa stur fremmed! Ja a ajter saamænd ett nø Uskikkelehid. A haar Ærind.

Wolle Rævsgaard.

Hwad er da di Ærind, Pejr?

Per Søwren.

Jow, hør ikkuns nu. A war kommen herøwer te æ Mejerist, mi Søstersøn I ved – aa, hwor haar han gued Daw, den Kaa'l! – Nu, saa sejer han te mæ: Morbror, sejer han – for han kalder mæ aaltid Morbror, og han forajter ett den fatte, for det han sjel er kravlt i æ Vejr – kan du ett rend øwer te Hegnsgaard med en Brew for mæ, sejer han. Jow, sejer a, det faar a wal, nær du vil swor mæ te æ Fjol saa læng, og du vil lov mæ, te æ Mand ett hiel rywer æ Hued af mæ. (Søger i Frakkelommen efter Brevet.) For du hower jo nok sidst, Wolle, da war du ildworre44, og da gav du sgu mi Fjol en slem Singeldus; a haaj nær aalle faat en kaldt te Lyd mir. I Daa sier du jo næjsten ud, som war æ dæ, der haaj faat di Fjol slavn i Stykker!

(Wolle ta'r mod Brevet og rækker til Gjengjæld Per Søwren en Krone.)

Per Søwren.

A haar faat mi Betaling.

Wolle Rævsgaard.

Det ka vær det samm, Pejr, ta du kuns, hwad a byder dæ.

Per Søwren.

Ja men, Jøsses, en hiel Krown, en hiel Krown! Haar du nu ogsaa Raad te æ, Wolle.

(Mumler videre, mens han gaar mod Døren.)

Jøsses, en hiel Krown!

Wolle

(læser).

Nørholm.

Var det fra Visti Andersen?

Wolle Rævsgaard.

Ja.

Nørholm.

Naa, hvad skriver han?

Wolle Rævsgaard.

Ja, nu er hunderogølle ud. Mi Daw er tal.

Nørholm.

Aa, Snak! – Hvad siger da Brevet?

Wolle Rævsgaard.

Ja, der staar, te æ Mejeri er øwerrend af Folk, der vil ha dje Maanedspeng. Især skal æ Husmænd vær rejn iband. Det war jo ogsaa dem, der arbed imud mi Valg.

Nørholm.

Javel; paa den anden Side er det jo ogsaa dem, der trænger haardest til Skillingerne.

Wolle Rævsgaard.

Han skrywer, te der war en Flok der lig nu, som saa, te de vild komm ijen imaatidle, og war der da ett Peng te dem, saa vild æ blyw meld te æ Øwrighied.

Er der saa anner Udvej for mæ end aa gjør en Ulykk paa mæ sjel?

Nørholm.

Lad nu den taabelige Snak fare! Hvad vilde De opnaa derved andet end at ligge som en Bedrager i Deres Grav med et ruineret Hjem og en skammet Familie ovenpaa Dem.

Nej, som jeg siger, der er maaske endnu en Redning, een eneste.

Jeg tænker paa Mejeristen.

Wolle Rævsgaard.

Paa Visti!

Nørholm.

Ja.

Wolle Rævsgaard.

Ved De da ett, paa hwad Fued vi staar med hinaân?

Nørholm.

Jeg ved – fordi jeg saa det – hvilken Behandling De gav ham i Fjor i denne Stue. Jeg sa' dengang ikke noget til det, fordi det ikke er min Vane at blande mig mer end nødvendigt i andres Sager. Men jeg husker, at jeg var meget pinligt berørt deraf, fordi det gik ud over en dygtig Karl, der umuligt kunde ha' generet ved Deres Bord.

Wolle Rævsgaard.

Ja, det kan jo vær, a gik forvidt i mi Hidsighied. Baagatter er en aaltid klog.

Nørholm.

Ja, De gik altfor vidt, Hr. Rævsgaard. Det kan være galt nok at saare en Mand, der er udgaaet fra de bedrestillede; men det er ti Fold værre at krænke et Smaamandsbarn; de glemmer det aldrig. De er anderledes ømtaalelige, hudløse, æresprikne end vi andre. Fordi de har mindre at værge om, værner de det til Gjengjæld med langt stærkere Energi; deres Forfængelighed, deres Æresbegreb – naar de duer noget! – gaar langt dybere i dem end i os. Det er som en indgroet Negl, der smerter ved det mindste Tryk. – Jeg siger Dem derfor, at gaar den Plan itu, som jeg nu skal tillade mig at fremsætte for Dem, saa er det ene og alene Deres fordømmelige Optræden ved denne Lejlighed, der bærer Skylden for det.

Wolle Rævsgaard.

Jamen hwordan kan De nu egentlig tro, te Visti kan udrett nøj i den her Sag?

Nørholm.

Visti bærer i dette Øjeblik Deres Skæbne i sin Haand. – Han har holdt af Deres Datter gjennem mange Aar, men De har kjæmpet mod dette Forhold som en rasende i Haab om at rejse Deres Gaards sunkne Aktier ved Hellig-Madses Arvesølv. Nu er den Forhaabning gaaet rabundus. Siden den hellige Skabilken gik ud af denne Dør, er Deres Datter fri. Nu kommer det kun an paa, om Vistis Godhed for hende er stærkere end hans Had til Dem. Er den det, da er De reddet.

Wolle Rævsgaard.

Ja men, de 4000 inden i Maân! Hwor skal de komm fræ?

Nørholm.

Som Formand for Egnens Sparekasse er jeg vidende om, at Mejeristen har en Sparekassebog paa 2000 Kr.; desuden er han saa vel estimeret, at han inden Aften med Lethed vil kunne rejse Resten af Pengene, hvad De paa Sagens nuværende Standpunkt ikke kan.

Det er derfor mit Raad, at De hurtigst muligt skal lade spænde for og lade Deres Karl kjøre over og hente ham.

Wolle Rævsgaard

(grundende).

I Guds Navn da! (Aabner Vinduet til Gaarden og raaber): Anders! (Stemme udenfor.) Ja!

Wolle Rævsgaard.

Kom ind lidt! (Anders ind.) Hør, ta de tow brown og kjør øwer te æ Mejeri og hels Visti – fræ mæ – , du helser fræ mæ – og sejer, te han maa endele ta med dæ. A haar nø møj vigtig aa snakk med ham om. Hører Du?

Anders.

Ja, a haar hør æ.

Wolle Rævsgaard.

Men pas paa den treaars; hun er nøj rej for æ Stjat. Og læd æ saa gaa i en Snaarhid.

Anders.

Ja, a skal saagu ett dryw æ Vej ind.

(Gaar.)

Wolle Rævsgaard

(til Døren og raaber):

Men ta ett æ Arbejdsfjervogn; ta den, vi fik lakired op, og leg de nøj Hynder paa! (Lukker atter Døren. Til Nørholm, mens han dog stadig holder Øje med Karlen ude i Gaarden.) Hvad om han nu er tavn ud!

Nørholm.

Nej, ved den her Tid er han sikkert hjemme.

Wolle Rævsgaard

(aabner atter Vinduet og raaber ud til Anders):

Tag ett de Sel'er! Du ved jo, hwor de anner er.

Anders

(udenfor).

Er de ett gued nok. En skuld sgu tro, a skuld hen aa hent Kongen.

Wolle Rævsgaard.

Gjør som a bed dæ! Og læ æ gaa fræ æ Haând!

(Lukker Vinduet. Pavse. Lidt efter Piskeknald og Vognrummel.)

Wolle Rævsgaard.

Nu kjor han. A vil ett ha nø Row øwer mæ, inden han er her ijen.

Nørholm.

Der er aldeles ingen Grund til at frygte for, at han ikke skulde ta' med. Tilmed da De lader ham hente i Deres bedste Kjøretøj. (Efter en Pavse.) Sig mig, Hr. Rævsgaard, ved Deres Kone eller Datter noget om Sagen?

Wolle Rævsgaard.

A tror ett, de haar faat Nysmaal om æ inu.

Nørholm.

Saa sig dem ikke noget. Hvorfor skal de blandes i det – om det kan undgaas.

(Ny Pavse. Wolle Rævsgaard søger mod Døren.)

Nørholm

(ser mistænksom efter ham).

Hvor gaar De hen, Rævsgaard?

Wolle Rævsgaard

(forpint).

Aa, a ved æ snaar ett. A er saa sær ved æ, te a vild ønsk, te a kund søkk i æ Jurd og blyw der med det samm.

Nørholm.

Mand Dem dog op, Rævsgaard. Der er jo Haab endnu!

Wolle Rævsgaard.

Ja, ja, ja! A gaar udenfor og sir atter æ Vogn.

Nørholm.

Jaja. Men De tænker ikke paa dumme Streger?

Wolle Rævsgaard.

Nej! – Aa, ja, ja, ja! (ud).

(Et Øjeblik senere.)

Esper Vøvtrup.

Ih, Goddaw, Hr. Nørholm! Naa, saa det stur Haardku'n har søjt sammel i den her Hjørn aa æ Bøj; aaeja, hwor møj er, vil mir te.

Nørholm.

Saa er det formodentlig af den Grund, at De kommer.

Esper Vøvtrup.

Ja, det kund sgu hjælp nøj, om a mødt mell æ Herremænd med mi Fjerdingkar.

Nørholm.

Naa, det er jo ikke Hartkornet, man lever af.

Esper Vøvtrup.

Nej, det er sgu skidt aa lav Brød aa. Det kan a si paa mi Nôbo her. Hans Mark er, misæl, ved aa komm ind i en sølle Behandling. Hworden Fanden er æ nu ogsaa, han gaar og moger med æ. Han legger Kartofler, nær enaaen er ved aa tænk paa aa ta'em op. Og saa søne Pilliker te Hejst, han kyrer aa grasser45 mej! A vild misæl skamm mæ ved aa legg en Tæmm paa'em.

Nørholm.

Nej, det er jo ikke som i fordums Dage paa Hegnsgaard; da var der Race i Rævsgaards Besætning.

Esper Vøvtrup.

Nej! der er bløwen Adskjel. Haar De sit paa den Knapstrupper, han fæk i sidst Wolborre Markend?

Nørholm.

Nej.

Esper Vøvtrup.

De haar ett laa Mærk te, hworden en løver paa æ Skanker. Det er mi Salighid aa si te, akkuraat som a vil sej, te en slog Lyng med den jen Bien og graved Tørv med den'aan.

(Wolle Rævsgaard ind.)

Esper Vøvtrup.

Naa, der haar en æ Mand! Saa er æ wal bejst en faar si Lu aa.

(Fjerner ironisk Huen.)

Wolle Rævsgaard

(siger intet, men gaar tværs over Gulvet mod den anden Dør).

Esper Vøvtrup.

Hør, Wolle, a war gavn her øwer, om ett du kund laan mæ di Hejstryw, for min er misæl gavn i Bork46.

Wolle Rævsgaard

(i Døren).

Ta'en, ta'en – om Du kan find'en!

(Ud.)

Esper Vøvtrup.

Hwad Fanden gik der af ham, søen som han hænd med æ Ører?

Nørholm.

Aa, der kan jo altid være noget, der trykker.

Esper Vøvtrup.

Er æ æ Kwot ijen?

Nørholm.

Maaske.

Esper Vøvtrup.

Ja, det gaar en Brøl'gaang med Wolle. (En Vogn rumler ind i Gaarden.) I, tho det war jo æ Mejerist. Er han kommen ud aa kyr i Stads i Wolle Rævsgaards Vogn. Det er sgu vis aalle passired ham far.

Ja, den Kaa'l, ham skuld han sgu læ ta æ! Han haar læng gavn og smisked atter æ Dætter, og han skuld sgu læ æ Pig faa hinne Villi med den, hun kan lid; og saa læ den naaen Sluri47 gaa; det vild a misæl gjør, om det var mi Dætter. Mads kan vær gued nok, men det er da en sølle Slunder[47b]; og saa den her øwerdrøwen Hellehid, det er da nø lied nøj.

Nej, ham der (nikker ud i Gaarden) han skuld sgu snaar sætt Hegnsgaard i Matrikel!

Naa, men a maa ud og find den her Himstrigims, for a haar sgu tront48.

(Ud.)

(Wolle Rævsgaard og Visti kommer samtidigt ind fra forskjellige Sider; de mødes midtvejs og hilser stivt paa hinanden som Parlamentærer fra to fjendtlige Magter.)

Visti.

Du vil snakk med mæ?

Wolle Rævsgaard.

Jow, det vild a.

Visti.

A troed næjsten, vi tow haaj aasnakked for aall Daw.

Wolle Rævsgaard.

Ja, søen kan æ jo Woimellstaând føj sæ anderledes, end en sjel haaj tint.

Visti.

Er æ om Mejerisager?

Wolle Rævsgaard.

Ja; vis er æ det.

Visti.

A kund tink æ. Det er ogsaa paa æ hyw Tid, om det skal nytt nøj. Og Snak kan ett gjør æ ret læng.

Sej mæ, hworden kan det vær, te du i Guer ett betald æ Folk dje Peng?

Wolle Rævsgaard.

For a haaj'em ett.

Visti.

Det vil sej, du haaj hat'em, men haaj gin 'em ud atter di egn Beram.

Wolle Rævsgaard

(tier).

Visti.

Mon du rigtig haar tint ved, hwad det betyder ett aaljen for dæ sjel, men ogsaa for mæ?

Wolle Rævsgaard.

For dæ? Hwor kan den Ting komm te aa rør dæ?

Visti.

Naa, det tror du ett? Du haar ett skinked det en Tank, te a kund komm te og staa i en twetydig Lys ved den Histori? – Da kan a sej dæ, te der er mir end jen, der haar mummelt om, te søne nøj ett godt kund gaa for sæ heller uden mi Vidend og Villi. Og søne Beskyldninger vil a ett ved aa aa sej. Den Guedhid, a haar mødt ved dæ, er ett af den Slav, te a skuld gaa hen aa sætt mi Rygte øwerstyr for aa dækk øwer dæ. Det war derfor paa Tid, te du saa dæ om atter æ Peng; for det kan a sej dæ, te er de ett betald inden i Maân – ja, a behøwer jo ett aa sej mir; du haar jo faat mi Brew?

Nørholm

(træder nu hen til de to).

Hør, mine gode Mænd, ad den Vej kommer De aldrig til nogen Forstaaelse men gjør bare hinanden ondere og bitrere.

Tillad mig at gjøre et Forsøg paa at mægle Dem imellem. Jeg ved, jeg allerede har Hr. Rævsgaards Billigelse og haaber paa, Hr. Visti Andersen, at De ogsaa giver mig Deres, da det jo næppe er Deres Hensigt for enhver Pris at bringe Deres gamle Husbond i Tugthuset, selv om De muligvis kunde ha' adskilligt at bære Nag til ham for. – Vel, Hr. Andersen?

Visti.

Nej, a skal med Fornywels laan Ør te, hwad Proprietæren kan ha aa sej i den Sag.

Nørholm.

Godt! Maa jeg da begynde med at sige Dem, Hr. Andersen, at der er sket noget her i Dag, som muligvis kunde faa en afgjørende Betydning for hele Deres Stilling til Sagen.

Visti.

Hwad er da det?

Nørholm.

Det er, at Mads Nielsen har hævet sin Forlovelse med Frk. Rævsgaard.

(Der gaar en Trækning af behagelig Overraskelse over Vistis Ansigt.)

Visti.

Naa – aa! Men a kan i Grunden ett si, hwad det kommer den her Sag ved.

Nørholm.

Ikke det? De lader lidt tungnem i Dag, Hr. Visti Andersen; det ligner Dem ikke. – Jeg maa da søge, om jeg ikke kan trænge ind til Deres Forstaaelse ad anden Vej.

De ved, Hr. Andersen, at jeg var til Stede den Dag for nu snart et Aar siden, da Hr. Rævsgaard viste Dem ud af sit Hus paa en Maade, som – det indrømmer jeg – maatte krænke Dem lige til Hjærteroden. (Visti bider sig i Læben.) At jeg misbilliged Udvisningen, kan vel i denne Forbindelse være Dem nogenlunde ligegyldigt, men jeg ved, at endogsaa Hr. Rævsgaard tit har ønsket det ugjort.

Wolle Rævsgaard.

Jow, a gik for vidt.

Visti.

Ja, det siger du nu, da —

Nørholm.

Tøv lidt, Hr. Andersen. Naar De nu hører af Hr. Rævsgaards egen Mund, at han fortryder sin Optræden og beder Dem om Tilgivelse —

Visti.

Det sidst haar a ett høt nøj te.

Nørholm

(vender sig mod Wolle Rævsgaard).

Jamen, det ved jeg, Hr. Rævsgaard gjør.

(Wolle Rævsgaard tier.)

Visti.

Ja, da kund æ vær lisse raar aa hør æ aa æ Mand sjel.

Wolle Rævsgaard.

A sejer, som a saa far, te det er møj muligt, a gik forvidt; og haaj æ wot i Daa, haaj a optrajn paa en naaen Maad.

Nørholm.

Det er jo dog Indrømmelse nok, Hr. Andersen. Lad os endelig ikke hænge os i Ord!

Visti.

Ja men a maa ha fuld Oprejsning. Her er ett nøj aa slaa aa paa!

Nørholm.

Er det dog ikke den største Oprejsning, Manden kan yde Dem, at han fortryder sin Uret imod Dem; desuden tilbyder han Dem sin Datter, Gaarden, Ejendommen, kort sagt alt, hvad De dengang paa en saa haanende Maade joges bort fra. Til Gjengjæld forlanger han kun, at De skal staa ham bi, saa han kan slippe om ved denne kompromitterende Sag uden Æresafkortelse. Og det kan De ved et Offer, som De maa bringe, om ikke for Hr. Rævsgaards saa for den Kvindes Skyld, som De jo dog elsker, og hvis Far De sandelig ikke maa bringe Vanære over.

Visti.

Ja, Hr. Nørholm, De ser vistnok Sagen lidt for møj fræ Wolles Standpunkt. A næjter ett, te a holder af Trine, ogsaa mir end af nue anner Mennesk, men a er da heller ett søen en Pjalt, te a vil ha hind for enhwer Pris. Og det du gjord mæ den Daa – ja a sejer dæ, Wolle, det vild vær en mild Straf, om a lod dæ gaa i æ Towthus for æ!

Det haar pint mæ ved mi Arbed tidle og silde; der gik ett en Daa, hwor ett a tint paa'et. A kund vær saa glaad, a være vild – kam det mæ i Tanker, te du haaj javed mæ ud af di Stow som en Hund, mens kjend og ukjend, ung og gammel saa paa æ – den Præjst, der haaj komfemired mæ, og den Pig, a holdt aa som ingen anne i Verden – ja, saa kund æ Vred vild op i mæ, saa a kund ha slavn dæ i di Stjern49, te du kund ha vælt ved æ!

Nørholm

(med sin Haand paa Vistis Skulder).

Skal vi nu ikke kaste Sand paa disse gamle Krænkelser!

Visti.

Det kan De sajtens sej, Hr. Nørholm; for den Slaw kund aldrig ramm jen af Dje's. Det blywer altid laa hen for aa bruges imud vianner, der kommer nidfræ. Vi er som prikked med Naal fræ smo aa, lig fræ wor Skueltid og op, saa læng vi løwer. Nue glemmer letter end anner. A haar aaltid hat wanskele ved æ. Og saalæng Wolle Rævsgaard ett ka byw sæ saa møj, te —

Wolle Rævsgaard.

A haar jo saa dæ, te a fortryder æ, hwad vil du mæ da mir?

Visti.

Kand du ett rækk mæ di Haând paa æ, saa er æ ett møj bevendt med di Fortryden.

Nørholm

(hvisker).

Rævsgaard, De maa gi ham Haanden, som han forlanger, ellers er De fortabt.

Wolle Rævsgaard

(rækker nølende Haanden ud).

Nørholm.

Lad saa alt gammelt Nag være forbi. Og lad os nu komme til den egentlige Sag.

De ved, Hr. Andersen, hvor uheldigt Hr. Rævsgaard i Øjeblikket sidder i det. Han har brugt 4000 Kroner af Mejeriets uden i Øjeblikket at være i Stand til at betale dem tilbage. Med de Fjender, han har mellem Andelshaverne, er han om en Hals, hvis ikke De hjælper ham.

Visti.

A hjælper ham?

Nørholm.

Ja, det baade maa og skal De.

Visti.

Ejer a da de 4000 Kr., som a kan dækk ham mej?

Nørholm.

De skal ikke være alene om Tabet. Jeg vil hjælpe, og jeg skal søge at formaa et Par til det samme; men De maa endnu i Aften ofre de 2000 Kr., De har staaende i vor Sparekasse. Resten skaffer jeg saa til Veje.

Visti.

De 2000 spiller osse en star Rolle for mæ end de vild spille for Dem. De er spaared sammel ved 2 – 3 Aars streng Arbed. Og hwad opnaar a saa for'em?

Nørholm.

Som jeg sa' før, faar De først og fremmest Hr. Rævsgaards Datter, som De jo elsker?

Visti.

Ja, det gjør a; men hind war a jo da endlemaal saa halles vis paa i Forvejen.

Nørholm.

Naa, var De det! – Ja, saa faar De Gaarden her; ikke sandt, Hr. Rævsgaard? Deri har jeg da ikke misforstaaet Dem?

Wolle Rævsgaard.

Nej, æ Gaard og æ Dætter – det skuld jo da gjan føl'es ad. Anderledes haar a aalle tint.

Nørholm.

Er det Dem endnu ikke nok, Hr. Andersen?

Visti.

Ja, hwad tho, æ Gaard – Hwormøj er der wal tebaag aa'en, nær enhwer kræwer sin?

Nørholm.

Aa, der er sikkert endnu et godt Bid tilbage. Ganske vist er Sagerne i Øjeblikket ikke i den bedste Gjænge, men kommer der et Par energiske Hænder til, der forstaar at spænde den rette Hest for Hamlen, saa kan Stolperne paa Hegnsgaard stives af endnu. Men det er ogsaa i den 11te Time. I Morgen er det for sent.

Visti.

Naa, er det saa en Aftaal', te a faar æ Gaard imud aa indskyd de 4000?

Nørholm.

Endnu et: Det er jo en Selvfølge, at De gi'r de gamle en hæderlig Aftægt?

Visti.

Ja, det forstaar sæ. A haar ett tint aa slaa ind paa Wolles Praxis og kyl ham og hans paa æ Dar, for det a fæk æ Gaard.

Nørholm.

Giv saa hinanden Deres Haand paa det! (De rækker atter hinanden Haanden over Bordet.) Nu har De Grund til at være glad, Hr. Rævsgaard. – Tak, Hr. Andersen!

Nu synes jeg, det kunde være paa Tide at lade gaa Bud efter Frk. Rævsgaard; hun er dog formodentlig ogsaa en Smule interesseret i Sagen.

Wolle Rævsgaard

(halvt oprømt).

Ja, da war æ sand. Hind kund vi misæl snaar ha glemt! (Kalder ud i Kjøkkenet.) Trine! Aa, kom indenfor en jenle Ywblik!

Trine

(ind; ser forbavset fra den ene til den anden; henvendt til Visti):

Men, Jøsses, hworden gaar det te, te du er her?

Visti.

Jow, a haar tawn Mud te mæ. Og a tror snaar, a er nok saa walkommen som sidst.

Wolle Rævsgaard.

Hmm!

Trine

(i stigende Undren).

Men hwad er her gavn for sæ?

Nørholm.

Sig mig, Frk. Rævsgaard, hvordan vilde De stille Dem til en lille Overraskelse?

Trine.

Jamen hwad er æ, der gaar af jer aalsammel? Faa'r sejer jo slet ingen Ting.

Nørholm

(gravalvorlig).

Deres Fæstemand Hellig Mads, født Nielsen, har hævet Forlovelsen med Dem og opsagt Dem Huldskab og Troskab!

Trine.

Det er da Løwn! (Styrter hen mod Faderen.) – Er æ sand, Faa'r?

Wolle Rævsgaard

(sagte).

Ja, vis er det!

Trine.

Saa haar a heller aalle wot saa glaad i mi Daw!

Nørholm.

Det var jo overordentlig heldigt; ellers, ifald De havde været altfor bedrøvet, havde Deres Far sørget for en til at trøste Dem. Jeg mener Visti Andersen der.

Trine

(i Jubel).

Nej, haar Faa'r gin hans Mind!

Wolle Rævsgaard.

Ja, ta I kuns hinaaen, og si om I kan ha lidt bejer Held, end a haar hat; for min haar sgu wot knowred50.

(De unge rækker hinanden Haanden og taler sammen med lykkelige Øjne. Omsider smutter Trine ud i Kjøkkenet.)

Esper Vøvtrup

(stikker Hovedet ind ad Gangdøren).

Ja, saa tar a æ Kratt51, Wolle; nu fand a'en endele.

Nørholm.

Aa, Hr. Vøvtrup, kom indenfor lidt!

Esper Vøvtrup.

Ja, her gaar a og vrøder52, men a haar sgu tront53.

Nørholm

(slaar ud med Haanden mod Visti).

Maa det være mig tilladt at præsentere Dem for den nye Ejer af Hegnsgaard.

Esper Vøvtrup.

Hwa … hwa … hwad sejer De! Er Hegnsgaard sol? Te Visti?

Visti.

Ja, a haaber te du vil blyw mæ en gued Nôbo?

Esper Vøvtrup.

Det kan a Dæwlen slaa mæ lid; søen er æ, det ska vær! Nu kommer der Skrej54 i æ Sager!

Haar du saa gin ham æ Dætter oven i æ Handel, Wolle?

Wolle Rævsgaard.

Ja hwad, Gaard og Dætter … de tow Ting skuld en jo ett wal skjell ad, hwor en ett haar mir end de samm.

Esper Vøvtrup.

Det er sgu rigtig Taal! Men hwad haar du da gjord med Mads? Haar du saat ham paa æ Dar?

Wolle Rævsgaard.

Aa, han gik endda sjel.

Esper Vøvtrup.

Saa møj desbejer, Fallill! Han war ett mi Ganning55. A kan nu jen Gaang ett med de Folk, som en kan løjt, far en kan si dem.