- -
- 100%
- +
MARIE
Nu sidder du sørgmodigog venter mig forgæves,Mørket, som har skjult min Vej,det kan jo ikke hæves.Og du faar ikke Brev i Hast,og mange tror mit Liv sat til,men du, min Ven, alene vilpaa Gensyns-Timen stole fast.Selv véd jeg, at jeg kommerpaa Trods af alle Skranker,om bare et Aarstid saa staarjeg ved vort Hjem og banker.Men Pigen mønstrer min Person,hun har nok aldrig set mig før,godt dækket bag en lænket Dørgiver hun ikke straks Pardon.Hun tog mig for en Røver,min Dragt var arm og broget,– jeg vilde jo overraske digog ikke ud med Sproget.Hun løj perfekt, at Fruen sovog bad forgæves om mit Kortog havde kraftigt vist mig bort,da langt om længe jeg fik Lov.Hun slap mig gennem Gangen,gik for at søge Fruen.– Dèr sad jeg i en Lænestolog kendte hele Stuen:Slyngplanten op ad Vindvet skød,Møblerne var de gamle blaa,men da dit Arbejdsbord jeg saa',hulked jeg bitterligt og fortrød.Her sad du altsaa troligog Savnets Taalmod lærte;i Breve, som jeg aldrig fik,udøste du dit Hjærte.Af mange Trængslers Kalk du drak,haardt blev dit Mod paa Prøve sat.Alt, hvad du led ved Dag og Nat,fatter jeg nu og hvisker: Tak!– Jeg sidder tidt og drømmer,hvordan jeg naar tilbagetil dig og det, der er mig kærtalle mine Levedage.Jeg døjer Savn paa Land og Sø,ernærer mig som Eskimoog har den stolte sikre Tro:den, der vil leve, skal ej dø!ENE DU —
Ene du, hvem ingen ænser,og som i vor skjulte Redelider stille, naar jeg lænserlangvejs bort for stormfuldt Vejr,ene du, hvem jeg har kær,har forstaaet hélt min Ledeved et Liv bag snævre Grænser.Og hver Gang mit Skib laa byggetrejseklart, til Langfart taklet,og vi troede, at Miraklet,det, der gør os lykkelige,skulde af mit Kølvand stige,naar jeg længselspint kom hjem,stod du rank, skøndt taaresmykket,pegende paa Kursen frem.Og jeg sejled, mens du vented,– o, hvor blev der frit omkring mig,rigt min Indsats blev forrentet,men, dit Liv blev mere trangt,ak, og jeg drog ikke langt,før det ramte som et Sting mig,at jeg havde handlet vrangt.Al vor bedste Ungdom glider,Aar er mellem vore Møder:jeg paa Rejse alle Tider,du tyet ind i Klostercelle,og det første Træk af Ældeser jeg tegnet i din Kind,og jeg ser dig syg i Sind,– er det Hjærtet, som forbløder?Elskede! Tilgiv min Brøde.– Men jeg kan ej sidde roligi en lun, tillukket Bolig,spise ved det samme Bord,læse kendte Genbo-Skilte,daglig sløves paa Kontor,slide alt mit Mod tildøde,faa de bedste Kræfter spildte– jeg maa se den hele Jord!Jeg maa ud, hvor Livet frister,Kamp paa Livet for et Maal,der gør Nerverne til Staal,– ikke dette ækle Klisteraf politisk-socialeog æstetisk-bindegaleDiskussioner i det blaa,hvor man intet Slag tør slaa.Jeg er Storm. Og vildt forrevetmørkner Skyen mine Baner,sære Kurver blev beskrevetmod det Livsens Maal jeg aner.Du er Stille. Skyen svunden,Havet rént og klart til Bunden,hvor et frodigt Løvværk dølges.Storm og Stille de maa følges.– O, jeg gik og vented længepaa den store Storm derhjemme,som skal Friheds-Vejen sprænge,blanded tidt min unge Stemmei det radikale Kor,– men jeg skulde snart fornemme,at det alt var Ord, blot Ord!Og du véd, min Sjæl sig krymperved at digte Brød til Huset,ved at omgaas hver en Stymper,der har lavet en Novelle.– Jeg vil mér end blot fortælle,jeg vil som de stærke Faaud til Livets Handling gaa– ene ud i Bølgebruset.Ud – ja, ud i Verdens Blæst,ud, før mine Blade visner.– Og nu er jeg Polens Gæst,Vintren strænges, Kulden isner,Bjørnen nær min Hule lusker,Stormen vildt i Fjældet rusker– og jeg husker, o, jeg huskerStorme, som mit Hjærte hærged,og som slog mit Mod med Pest.– Ishavs-Stormen den er bedst;har jeg bare Livet bjerget,bliver Livet mig en Fest …Men naar jeg nu snart skal stængesaf en dyb Polarnat inde,falde hen i lummer Ro,ingen Sol og ingen SindeBud fra dig, om du har Tropaa vort Gensyn og vor Lykke,jo, da véd jeg, jeg vil længes,ærligt ønske mig tilbagetil vort stille Hjemlivs Hygge.Men jeg véd, jeg snart maa stagefra det grunde Vand min Baadud igen til fredløs Færden.Og jeg véd, at ingen Klagerøbe vil dit Hjærtes Graad,du min eneste i Verden!VISE
Jeg havde mig en Hjærtenskær,en Hjærtenskær,hun var saa skøn,jeg var saa grøn,hun lærte mig helt andre Kys,end jeg af Mor og Søster fik,de blev min Ungdoms Alterdrik,de faldt som vaarligt Draabe-Dryspaa mine friske Sanser.Lovpriset nu og altid værmin fjerne første Hjærtenskær,hvis Minde jeg bekranser.Jeg elskede min Hjærtenskær,min Hjærtenskær,i hendes Magtmin Sjæl var lagt,og hun var klog som hun var smuk,beskar mit Væsens vilde Skud,stak mine Evners Baner ud– og gik saa fra mig, uden Suk,og valgte sig en anden.O, vidste du, min Hjærtenskær,jeg tog mig Tabet sorgfuldt nærog laa ved Afgrundsranden.Og møder jeg min Hjærtenskær,den Hjærtenskær,der gav en Dagmig Ridderslagog lod min Drøm til Liv indvi,da blusser alt mit Hjærteblod,hvor er du smuk, hvor var du god,jeg gaar dig rød og stum forbiog hilser dig ærbødig.Nu véd jeg først, at al min Færdinddrak hos dig, min Hjærtenskær,den Drift, jeg havde nødig.Jeg havde mig en Hjærtenskær,en Hjærtenskær,for hvem en Gangjeg gerne sprangi Havets Dyb, om hun gav Tegn,et Liv, for hvem jeg kunde dø.– Men Tiden randt, og andre Frøblev klænget frem af Sol og Regnog mig til Lykke givet.Da vandt jeg ret en Hjærtenskær,hun er mig mér end Døden værd,hun er mig selve Livet.Jeg takker dig, min Hjærtenskær,min Hjærtenskær,du er saa god,og du har Mod,du venter paa mig tryg og troog bærer stolt og prud vort Navn,du véd, de Tider kommer jo,da jeg skal kryste dig i Favn,naar Rejsen vel er omme.Højlovet vær min Hjærtenskær,mit Livs Behov, min Sjæls Begær,nu skal vor Lykke komme!HUSET VED HAVET
Langs den jydske Vesterstrandhar jeg jublet Barnesange,har jeg udgrædt Hjærtets bangeUngdomssmærte rén og sand,har jeg angret dybt som Mand.Og naar nu fra denne Kyst,hvor de høje Fjælde knejserunder evig Sne begravet,Isen gaar paa fjerne Rejser,og jeg hører Bølgens Røst,længes jeg mod Vesterhavet.Vesterhav med Braad og Røgover ørkengolde Klitterind i Land, hvor Lyngen stritterpaa en vejrbidt Kæmpehøj,Land med brede Penselstrøg!Sære, uvejrsdunkle Strand,hvide Klit og blege Vænge,skønnest Plet i hele Verden,Tonebund for dybe Strænge,som jeg altid høre kan,– Endemaal for al min Færden!Ja, for vi skal rejse Husdèr, hvor Klitten favner Heden,ikke langt fra Barndoms-Redenmellem Fjordens gule Grusog det friske Havvands-Brus.Naar jeg træt af viden Flugtog de Saar, som Kampen giver,trænger haardt til Fred og Hvile,griber jeg min Pen og skriver:»Hold i Nat en Dør oplukt!«– Henrykt ser jeg Vennen smile.Stolte Ven! Min dyre Skat!Vi har mødt i Livets Kaosmange Venner, som gik fra os.Du har aldrig mig forladt,derfor kommer jeg i Nat …Aa, jeg ser jo Huset staagammeldags og lavt til Taget,ser dig glad i Højtidstøjetløbe hen og hejse Flaget.Himlen blir saa høj og blaa,begge faar vi Graad i Øjet.Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst!Og den milde, stille Lykkebare ved en Haand at trykke,aande ved et elsket BrystHjærtets underfulde Trøst.Atter Fod i jydske Spor,atter hjemme hos den bedste,aa, hvordan skal jeg erklæredig min Jubel ved at gæsteeget Hjem paa hjemlig Jord– endelig et Sted at være!Jeg befandt mig aldrig godti den store Bys Kaserner,store Byer gir trætte Hjerner,store Byer har meget smaat,jeg blev led ved det Komplot.Vi, som fik vor Vugge rørt,i de fjerne, tyste Kroge,nyder ungt de store Byer,indtil vi blir gammelklogeog af evig Længsel førthjem igen til frie Vuer.Og heroppe, under Fjæld,naar jeg mindes danske Egne,er det Jylland alle Vegne,til hvis rige Skønhedsvældjeg er endeløst i Gæld.Tavs og greben steg mit Blikmod de stejle Bjerg-Giganter,men knapt fangede mit Øjenogle usle Revling-Planter,før min hele Attraa giktil de jydske Kæmpehøje.Jo – naar jeg en Gang naar fremrig paa Livsmod, – gid jeg maatte! —fattig som en Kirkerottemen endnu ved alle fem,jo, da skal vi bygge Hjem.Tidt nok blev det drømme-bygti de vemods-stille Stunder,hvor mit Haab jeg opforgyldte.Men – der skér en Gang det Under,at vi to kan rejse trygtJyllands-Hjemmet, lykke-fyldte.STEMNING
Over tungsindigtdunkle Vandeflimrer i Nattenfortonede Randeaf drivende Fjældeshvide Is,der – som i en Drøm —følger den fællesmystiske Strømmod det stormfulde Havud mod Forlis.Jeg stod og tav.Bare en enesteStjerne skinner:Venus! Dens Sølvmed Vandene rinder.O, mine Minder!Stille, stille,nu bygger de Brolangt, langt bort,Bølgerne spilleen glemt Akkord.Aa, hvem der var to!– Haand, hvor du knuger!Sjæl, hvor du bæver!Dybt inde rugeren Sorg, et Savn,jeg hvisker et Navn,– min Længsel kræveral min Besindelse …Hvor gaar din Færden,elskede Kvinde?Er jeg den Verdenaf ondt og godt,du slutter indenu som før.Eller har du blotmed Selvovervindelsestænget din Dør,været mig tro?Jeg grubler, spørger,faar ikke Ro …– Jeg Taabe, som sørger,jeg véd jo, jeg véd:Længsel lider du.Se, dèr skrider du,skøn i din Søgen,uden Frygtfrem over Vandenesøvngænger-trygt,jomfruelig, nøgen,min Kærlighed!O! At du vilde.Tak! At du voved.Stille, stille:Stolt du hæverdit lokkede Hoved,dine Øjenlaagelykkeligt bæver —jeg ser som i Taagedine kærlige Blikkevemodige, milde …Stille!Vaagn ikke, vaagn ikke,saa glider du bort,og Natten bliversaa knugende sort …Det er, som jeg træderhellige Steder,hvor urørt Yndedrømmende sover …Se, jeg brederdet blødeste Hynde,vinker dig, beder,lover, lover:Nu skal vort Livfra Nyt begynde:Bliv, bliv!Ingen savner os,Natten favner os.KAMMERATSKAB I »FJÆLDHULEN«
I
TIL MARIE
Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater!Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen,men ikke som et Hold disciplinerede Soldater.Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«.Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende,at vi véd, hvor der er Sandbund og hvor den faste Klippe.Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende,vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe.Og dog – hvem véd, hvad skillende den næste Dag vil bringe,det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget,men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge,thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget.Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæverog giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage.Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræveret fredlyst Hjærtegemme for Mindets Højtidsdage …Hver af os ejer Kanter. Men den Gang Politurenlaa selskabsmæssig over os, da blev der aldrig kriget;men nu er Hylstret sprængt, nu viser vi Figuren,vort Sprog er nøgent dagligdags, vort Samliv er beriget.Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler,vi taler om det hele og siger frit vor Mening.De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandalerde kendes ikke her i vor Tremands-Forening.Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskiftefor Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden.Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte,at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden.De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæstereller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre;de tør ikke være ene, for de ejer ingen Resteraf Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre.De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge,og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne,Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe,at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne.Men vi, som lever her i et stænget Mørkerige,Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sprogetog øse af vort Indre i det uendeligeog drøfte Livet bag os, forunderligt og broget.Og digte Livet fremad, saadan som det skal skabes,naar alle Evner frigør sig for Tvivl og svimle Drømme;– hvad véd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes,vi sidder blot i Mørket og lader Talen strømme.Det danske Sprog! Det eneste, hvori min Sjæl forløses,det bobler mig i Blodet, det gløder mig paa Læbensom Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udøses,– tag ikke Sproget fra os, saa dør vor bedste Stræben.– Vi tre er alle vokset fra det unge Fælles-Præg,hvor man entusiastisk vil Enighed bestandigtog tror, et Venskab revner som Skallen paa et Æg.Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tér sig mandigt.Thi gaar vi løs paa Sagerne og siger til hinanden:se, saadan er Moralen, jeg har af Livet taget,du faar mig ikke anderledes; Hjærtet og Forstandener netop saadan formede af Læren, jeg har draget …Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trælsomt rinder,skal kende disse Fæller, med hvem jeg deler Livet,– nu kommer Vinternatten, hvor Solen aldrig skinner,men glad er jeg, at gode Kammerater blev mig givet.Jeg har i hele Verden kun dig og Far at bydealt, hvad af ømt og kærligt jeg i mit Hjærte véd.Men ene her blandt Fællerne er det min Fest at nydevore Karakterers sande Form for Personlighed.Thi ingen Ven vil give andet, end han ejer,naar han sit Selv har lutret og kender Fundamentet;han træder op paa Vægten og viser, hvad han vejermed stærkt og svagt, med ret og vrangt – godt eller slet forrentet.– Mig kender du og véd, jeg er ikke af de blide,endskøndt en Gang jeg galdt for at være saa elskværdig,medgørlig og behjælpsom – ja, endnu maa jeg lide,fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder færdig.Da troede jeg paa Mennesker – og paa min Barnelære —de var saa gode alle, jeg vilde ingen støde,men altid selv beflitte mig paa mild og god at væreog blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde.Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig,men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livetforstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig.Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet.Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden,og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet,før ogsaa jeg fik lært mig at slaa den Tyr for Panden,der ellers mit naive Hjærte vilde truffet.Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet mødesaa rent uforberedte om Lovene, som raader!De skønne Idealer er jo allesammen døde,hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader!Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«,– men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare,der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare.Og i mit Hjærte vokste om eget Liv mit Krav.Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare,men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder.Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare;et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller.Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet,hvori min Evne higede mod Selvstændighed.Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet,maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned.Fra dem, som havde prist mig, lød nu en anden Tone,de fandt mig saa forandret, lidt hensynsløs desværre,beklaged deres Fejlsyn før, beklaged mest min Kone,ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stædig Herre.Ja – det er svært at lære, at det, som Livet kræver,er viljehaarde Hænder, som egen Kraft tør kende.– Vær karrig med din Følsomhed, om end dit Hjærte bæver:den, der er Ven med alle, er mest sin egen Fjende!Og vil du tækkes alle, da tækkes du slet ingen;de jubler, naar de ser dig, men smiler bag din Ryg.Blot til en eneste Kvinde gav du Bruderingen;jo færre dine Venner, des mere er du tryg.Ja, mine Venner hjemme, I faa, som blev mig tro,o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg følger gamle Minderfra Tider, hvor vi sørged, fra Dage, hvor vi lo,jo, det er stærke Traade, som os tilsammen binder!Det skal I alle vide, men du, min Ven, især,af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hælder,saa langt fra Eder alle – og dog ingentid saa nær,saa ene her i Mørket – og dog blandt gode Fæller.Og har jeg prøvet Mennesker og kaldt dem mine Venner,da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner følges.Og derfor skal du vide, du, som mit Livsløb kender,hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skæbne dølges.Vi er tre danske Viljer, hver i sin Formning støbt,men med en fælles Farvebund for Kunsten og for Livet– og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har købt,men som i Købet redebont har Kammeratskab givet.II
HARALD MOLTKE
Frostklar var Dagen. Du husker den ikke.Maalet var naaet – men for hvilken Pris!Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke,laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis.Rundt om os bare den livløse Is.Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede,ensomt ad utraadte Veje vi stredop til den nordligste Kyst paa vor Klode,Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved.Det blev den tungeste Dag jeg véd.Jubelens Time, vi stolt skulde fejret,naar vi besteg den forjættede Grund —udslidte laa vi om Snehytten lejret,Ordene frøs paa vor angstfulde Mund,hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund.Kysten var lydløs og menneske-øde,intet at æde for Hunde og Mænd,fjernt i den gryende Morgenrødebølged den blaanende Isblink hen.– Skulde du stivne og dø som den?Ramt af Polar-Bræens isnende Kuldesegned du midt i din rastløse Flid …Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skuldevarme dig Læben, som skælver hvid.Raadvilde ser vi din grufulde Strid.Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse,Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst,hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse,frivillig fulgte du. Guld eller Gunstsøgte du ikke. Maalet var Kunst.Ja, og dèr laa du nu slagen og stille,saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor.– Da var der ikke en Time at spilde,frem langs de ukendte Kyster vi foertil Menneskers yderste Vagt paa vor Jord.Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte,pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt,– intet dig kunde mod Kulden beskytte,Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt,drøjere Tid har jeg aldrig kendt.Usselig plejet hensank du i Dvale,Pinslerne gjorde dig sanseløs.– O, om vor Snehytte kunde tale,dèr, hvor vi sultede sammen og frøsog for den truende Knokkelmand gøs! …Se, der er rundet det halve Aar siden,værkbruden lister du endnu omkring,og, om du retter dig helt med Tiden,véd vi jo ikke, véd ingen Ting,– er du mon frelst fra et dødeligt Sting?Sørgelig tung er den Lod, du har fristet,men din Taalmodighed lykkelig stor.Lykkelige du! Du har intet mistet,thi i dit svækkede Legeme borSjælen, frodig som nyskabt Jord.Selv har du sagt, at du véd, du har vundetMuld i dig selv, hvor du før var gold,faaet din Tro paa dig selv begrundet,– ja, du har vundet mangefold,du, som endnu har din Kunst i Behold.Du er en anden, end først da vi kendtes,klarere Blikket, din Sjæl dybet ud,snart vil dit Lidelsens Guld forrentes,Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud,den blev din Evnes Gennembrud.Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse,det er dog det samme Hjærte, jeg ser,din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse,de samme retsindige Livs-Idéer,din altid urokkeligt tro Karakter …Sultet og frosset og lidt tilsammen,lyttet til Suk fra hinandens Bryst,– mørk og knugende er vel Rammen,Billedet selv dog straalende lyst:en gryende Sol over ukendt Kyst!Solen, det er din skabende Evne,Landet, din Tankes nye Muld,Nu gaar du ud mod det store Stævne,lidet agter du Gunst og Guld,Sjælen er rig nok og drømmefuld.Din Sjæl – som du selv – er adelsbaaren,jeg er af Borger- og Bondeslægt;Rem af vor Ryg har Adelen skaaren,længst er de blodige Strimer lægt:Mit Venskab er i din Varetægt!III
KNUD RASMUSSEN
Der var kommen en Dagi vort Venskab en Rift,og af Saaret flød Gift,som gæred til Nag– Mistillidens Gift den gule,som ingen søgte at skjule.Men det hændte os tidt,at vi talte forstemtom, at aldrig blir glemt,hvad et Venskab har lidt:vi er ikke af dem, som loverat lægge Glemsel derover.Og vort Samvær blev trist,for vi led, begge to,men vi havde den Tro:der vil komme tilsidstgennem hensynsløs, aaben Forklaringet Venskab, bygt paa Erfaring.Og saa skete det her,at vor Hjemvej blev stængt,og da har vi vel trængttil at knyttes lidt nærtil hinanden i fælles Smærte,og se! Da talte vort Hjærte …Der laa Sensommer-Glødpaa det ensomme Næs.I det gulnede Græs,hvor Vildbækken flød,dèr laa vi og rensede Vunden,og nu er Saaret forbunden.Der var sket noget stort,kastet bort noget tungt,og vi drømte saa ungt,som vi før havde gjort,da vi gik i den hjemlige Verdenog digtede Planer til Færden.Ja, hvor gransked vi tidti det grønlandske Kortog beregned hvert Skridt,som vi vidste blev vort,– vi vidste det! Vi kunde mærke,vi var ubetvingelig stærke.Thi det kan ikke ske,at en Ungdom, som vilog har Kræfter dertil,maa sig vingestækt seog lade sig skubbe fra Redenaf Oldinge-Stædigheden.Og det »Adgang forbudt«,som en mugnet Plakatfra vor Enevoldsstatmod vor Rejse fik skudt,dette Grønlands kinesiske Lukkevilde vi sønderhugge!Da saa Landet laa frit,og trods »Venne«-Kritiki Opfyldelse gikhvad vi drømte saa tidt,om de unge Vinger at strække,da var vi bevægede begge …Og nu ligger vi stængti Polarnattens Hi,vore Drømme er fri,nye Planer blir tænkt …Maaske stævner vi nordpaa ad Aaretil Sejr eller Fald eller Baare.Ja, jeg véd, hvad du kan.Du har Grønlænder-Blod,jeg har prøvet dit Mod,du er modnet til Mand,og du er, blandt alle jeg kender,den tryggeste, hvad der saa hænder.Du kan ro en Kajakgennem oprørt Vand,du kan styre et Spand,om saa Fanden det trak,du er født her i Pollandets Øde,og her skal din Skæbne du møde.Dette Land, det er dit,du, som taler dets Sprog!Du skal skrive en Bog,som kan lære os lidtom Folket ved disse Kyster,dets Skæbne, Drømme og Dyster.For vi andre, vi gaarikke dybt i et Folk,som vi kun gennem Tolki Tale faar …Men mod Nord kan jeg gaa, om du følger,over Ishavets stivnede Bølger.Ja, mod Nord, Grønland rundt,dèr, hvor ingen har traadt!– Er i Drømmene blotdette Syn os forundt?Eller gaar virkelig Færdenmod ukendte Egne af Verden?Vi har Kraft nok og Modog et lysende Haab,vi fik Æventyr-Daabunder Isblinkens Fod,vi har Ungdommens sejrrige Alder,– men mod Syd ligger Hjemmet og kalder …Hvor vi gaar! Hvad der sker!Om vi mødes igen!Se, da er der, min Ven,ingen Mistillid mer:Det er ærlige Haandslag, vi giver,de er rene de Hænder, der skriver!Og krystalklar og pur– som den Vildbæk, der flødunder Sensommer-Glød —er vort Venskabs Natur.I Mindernes lutrende Rødmestaar Samlivets Smærte og Sødme.IV
JØRGEN BRØNLUND
Kære Jørgen, sære Jørgen,du vor tro »Alt-mulig-Mand«,aldrig nogen Grund til Sørgen,Jørgen alt udrette kan.Faar en Hundeskagle Nykker,gaar et Slædejern i Stykker,skal der bruges Fil og Sav,er han Mandenmed Forstandenog det rette Haandelav.Men vi skændes næsten daglig,jeg og Jørgen, med Humør.Ogsaa jeg vil spille faglig,jeg har rejst i Verden før.Men jeg kommer ingen Vegne,hans Begreber er hans egne,al min Visdom uden Vægt.Et despotisk»Idiotisk«er hans Svar paa Dialekt.Men vi kan som Regel staa osved at følge Jørgens Raad,skøndt han helst vil overgaa ospaa sin Slæde som i Baad.Bringer han os lidt i Knibe,og der er blot ringe StribeUdvej for vort unge Liv,altid tør han,altid gør hanjust det rette, klog og stiv.Jørgen er vor bedste Jæger,skyder altid Smaavildt nok,og i »Hulen« han os kvægersom en sjælden renlig Kok,er snarraadig Blikkenslager,snild som Smed og Bøssemager,ja saagar i Tegnekunst;dydig, vittig,frisk og flittig,sparsom med sin Ros og Gunst.Jørgens hele Kundskabsmængdeer just ingen ringe Part;dybe Ting han gennemtænkte,ræsonnered altid klart.Kølig er hans skarpe Hjerne,haane Dansken vil han gerne– nu og da med nogen Ret,socialistisk,egoistiskuden selv at vide det.Jørgen vil jeg altid huskelængst af al hans mørke Slægt.Ingen Dansker kan ham kuske,han er stærk i Selvrespekt,minder mig om stejle Jyder,kender sine Landsmænds Lyder,ser og skatter deres Værd,lod mig læredem at ærepaa vor lange Grønlandsfærd.Eskimoen er godmodig,med den fri Natur i Pagt,og jeg véd, han hader blodigEnevældets snævre Magt.– Blandingsbørn blir født uægte,som den Danske ej kan nægtePenge og Paternitet.Sagen glemmes,han forfremmes,bliver »Amtmand« trods sin Bêt.Men forelsker han sig ærligti en smuk Grønlænderindeog vil giftes! Hvor besværligtat faa stiftet Hjem med hende!Kun mod Tab af Embedsstillingfaar han Ægteskabsbevilling,– Manden maa jo være gal!Staten harmesved den armesSyn paa dansk Missions-Moral.Vi har kristnet Eskimoen,lært ham Tvivlens Sjæleangst.For sin Frihed vandt han »Troen«og fik Kaffe for sin Fangst.Selvkaldt er vi Landets Herre,vi kan for Kulturen spærre,og det har vi hidtil gjort.Penge vandt vi,Folket bandt vistavnsfast bag en lukket Port.– Naar en Gang i Grønlands Styresjette Frederiks flade Aandfaar sin slet fortjente Hyreog blir kvalt i egne Baand,og naar Vejen brydes aabentil at holde over DaabenLandets egne Børn som Mænd,der kan ledeegen Rede,saa er Jørgen glad igen.Jørgen! Du maa ikke slippeFremtidshaabet for dit Folk,rank og grundfast som en Klippeskal du være Retfærds Tolk.Du skal se, der gryr en Morgen,da I hejser Flag paa Borgenunder unge Frihedskor:send da ikkehadske Blikkened til gamle danske Mor!