- -
- 100%
- +
V
GABRIEL OLESEN, kaldet »GABA«
Gaba er god,god som et Barn, selv om alt gaar imod,han kan sig let med vort Vildliv forsone,længes vist knapt efter Spædbarn og Kone,som han forlod.Gaba er klog,taler blot et malabarisk Sprog,tidt maa vi ty til de særeste Fagter,eller vi udgransker det, som vi agter,af en Glose-Bog.Gaba er Kok,Koksmath især – men han har en barokLyst til vor Smagssans at undertrykkeved at benytte som ViskestykkeSkjorte og Sok.Gaba er flink,lystrer med Iver vort ringeste Vink– helst dog, naar Vinket betyder at skaffeVand paa en Kedel til The eller Kaffe,– se da hans Blink!Sukker isærhar han, den Slikmund, usigelig kær,sender sin Skefuld forelskede Blikke,naar han behændig faar Top til at ligge– en Kunst, der er svær!Gaba er glad,sorgløs og lattermild, blot han faar Mad,men naar vi mindsker en Dag Provianten,saa kan han sætte sig ordknap og vrantenover sit Fad.Gabas Tobaker hans Bekymring og evige Snak,og for at skaffe sig noget at røgetror jeg, han gerne vilde forsøgesin Skind-Timiak.Han er adræt,let tilbéns danser han Reeler med Spjæt.Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig:Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig:»Danse mig træt!«Gaba har Trang,Trang til at sove, skøndt vækket en Gang,ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig;rusker man Fyren, saa svarer han værdig:»Jeg drømte, jeg sang.«Gaba har Røst,Salmesang er ham en daglig Trøst,Melodierne er bestandig hans egne,og de tager Tonen fra samtlige Degneher under Kyst.Han er literær,nedskriver Gloser og Folkesagn her,lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde,ikke en eneste Sjæl kan udtydehans Kragetær.Gabas Moral,Kristenmoral, den er ikke saa gal:dybt han beklager sin hedenske Søster,fristes dog selv af hedenske Lyster,naar Natten er sval.Kæk i Kajakgaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak,kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte,er efter Sæl en paalidelig Skytte.Gaba, hav Tak!Tro har han fulgt,delt vore Kaar under Velstand og Sult.Rækker vi bare Uperniviks-Landet,skal han faa Sukker og meget andet,aabent og dulgt.Hundred iblandtdem, som vi til os paa Rejsen bandt,vilde forlængst have mistet Gemyttetog til den grønlandske Hjemvé lyttet;han var konstant!Ja, du var tro,tro mod din Pligt, og som oftest du lo.Tak for din Troskab, din Sang og din Latter;gæster jeg Grønland, opsøger jeg atterdig i dit Bo.VI
AGPALING'UAK
Din Slægt er død. Din Far og Morhar nyligt vi til Hvile bragt.Saa tog du mod vor Briks, vort Bordog har vor Levemaade smagt.Og da vort Kød og Brød slap opmed Vandet i den frosne Elv,da gav du os en Hvalroskroptil Hundefor og til os selv.Og af dit Telt vort Tag blev lagt,vi brændte alt dit Lampespæk,i din Kajak gik vi paa Jagt,til synkefærdig den løb læk.Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt,og drog ad Kløften højt til Fjælds;og havde du en Hare skudt,gav du os baade Skrog og Pels.Fælles er nu vort Ædetrugog alt vort Stræb for daglig Kost.Om Hulen stryger Vejrets Sug,hvide er Væggene af Frost.Mest er du tavs, begriber knaptvor stille Syslen med Papir;det er, som om du havde tabtdin Aands de gamle Vildmands-Stier.Snart sover du paa Briksens Stenog raaber tidt i Søvne højt,drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén,nu da vort Forraad er lidt sløjt.Kød er din hele Tankekres,din Verden blot et bræklædt Fjæld,knap kan du tælle til en Snes,og dog befinder du dig vel.Frit er dit Liv. Selvhersker-stoltfølger du kun din egen Trang,hver Livsens Dag blir festligholdtmed Elskov, Mad og Trommesang.Af tusindaarig Slægt udgroet,der langs den hvide Isblink drog,har du som dine Fædre troetpaa skjulte Magters Varsel-Sprog.Alt det, som dine Fædre vandtaf Livets dyrekøbte Kløgt,blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt,– en Ledetraad i Livets Røgt.Ærværdig er din Hedning-Tro,som helst du følger til din Død,– men Kristenheden slaar sin Kloi al din svare Sjælenød.Thi ikke kender du den Gud,i hvis misbrugte Frelsernavnvi skulde øvet Hjærtets Budmen tændte Hadets Flamme-Bavn.Vor stakkels Agpaling'uakmed Biblens Helgennavne døbt,fortabt den Frihed, han inddraki Fjældnaturen, isblink-svøbt,hans Fædres Visdom søndertraadt,tusindaars-gamle Skikke brudt!Han har den store Pan forladtfor Salmesang og Bly og Krudt.Hans Tarmskindstromme haanet blev,hans Sang forbudt, hans Sagn belét,– her sad tre hvide Mænd og skrevalt, hvad de havde hørt og set —saa var det altsaa dem, der stjalhans gyldne Frihedsliv, til Takfor Rén og Bjørn, for Sæl og Hval,– vor stakkels Agpaling'uak!MOR
I
Ind under Elmehækken,af Vestenstorme mejet,er der en Grav i Rækken,en altid kærlig plejet,dèr hviler trygti Rosenflormin Mor.Og skinner Solen vaarligt,og spirer frem, selv her mod Nord,duftende Kalke af mager Jord,da mindes jeg din Grav, o Mor,og ser den for mig blomstersmykt,husker dit Blik – og véd med Frygt,at al din rige Godhedfik jeg kun lønnet daarligt.Alt, hvad jeg vilde sagt dig,og som dig skulde trøstetog til mit Hjærte bragt dig,bævede mig i Brystet —ak, men jeg stodsnart ved en Gravog tav …Paa Livets travle Veje,opfyldt af tusinde Behov,rammes vi brat af Livets Lov:at nu har Døden valgt sit Rov,et elsket Hjærte skælver sygt,da haster vi i Haab og Frygtog kaster os i Hulkenover den dødes Leje.– Over den dødes Kistehang der en Blomstersfære,Venner og Fjender visteLiget »den sidste Ære«,og mellem demhyklede bedsten Præst …Aa, vi er som Sjakaler,vi slaas gemént i Livets Krig,vinder vor Sejr ved skummel Svigmen mødes enigt om et Lig —vi rosenkranser Ligets Hjem,dèr, hvor vi før holdt Torne frem,og tror, at disse Blomstervor hele Gæld betaler.Selv den, der vilde baaretdig, Mor, henrykt for Livet,aldrig din Tanke saaretog ingen Sorg dig givet,ham førte bortfra dig og dithvert Skridt.Du blev din Søn berøvetog lærte Livets bitre Kaar:at Barnet egne Veje gaar,som ingen kærlig Mor forstaar;du troede Barnets Hjærte haardt,fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kortog elskede ham dog højest,som havde dig bedrøvet …Til Mors Grav derhjemmeer mange Hundred Mile —men husker jeg din Stemmeog ser dit Ansigt smile,er som en Drømom svunden Nøddin Død;jeg føler Livets Varmeudstraale fra dit Modersind,skærmende kysser du min Kind,gaar vejkendt til mit Hjærte indog hører dèr i Blodets StrømSønnetakken inderlig ømog knuger lykkelig Barnet,der græder i Mors Arme.– Ak, ørkesløse Drømme,som bare gør bedrøvet! …I duftende Rosenstrømme,i Læ bag Elmeløveter der en Pletmed gruset Jordog Mor.Du stoled paa et Møde!– ja, Livet er jo fuldt af Nød,og Himlen lover Frelserskød …Mor var saa god. Men Mor er død.Aa, Mor, hvor var du livsenstræt;først nu, for sent, forstaar jeg retdin Livssorg – og min egenaldrig sonede Brøde …Nu blomstrer fløjels-sorteRoser hjemme i Haven,men jeg, saa langvejs borte,kan ikke smykke Graven,og ingen véd,om siden merdet sker …Hvem bliver næst i Rækken?Staar jeg mon selv ved Dødens Port?Nej! Livet er saa rigt og stortog mit Begær mangfoldiggjort …Eller er maaske Far bragt nedtil Mors Støv og Støvets Fred?– Underligt hører jeg Blæstensuse i Elmehækken …II
Det er i Dag din Dødsdag, Mor,din Dødsdag, Mor —nu er det længe siden,men Tanken gaar ad de gamle Sporlangt tilbage i Tiden.Der kom en Dag et Bud, som lød:din Mor er død —jeg blev som fra Forstanden,haabede i min bitre Nød,at Slaget galdt en anden.Døden var aldrig traadt mig nær,og Mor især —det var saa rent utroligt.Da sagde én, som er mig kær:»Se nu og tag det roligt.«»Rolig, rolig – naar Mor er død,saa tungt et Stød!det kan du aldrig mene.«Vred og forvirret jeg udbrød:»Gaa – lad mig alene!«Og ene blev jeg. Gik i Døs.Skjalv som jeg frøs.Kunde slet intet sanse.Vidste blot, jeg var moderløs …Gode Folk bragte Kranse …»Lær mig, o Skov, at visne glad«,den Salme badMor om at faa ved sin Baare …Versene kunde jeg udenad,lalled dem som en Daare …III
Men havde du levet den Dag i Dagog ventet forgæves og ingen Ting hørt,om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført?om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag?– du havde grædt Øjnene røde,du havde dig sørget tildøde.Fra den Gang, du bar mig til Verden med Véog nær ved din Død havde Livet mig købt,da blev med de ømmeste Navne jeg døbt,da var jeg det kæreste, du kunde se,du strakte de værnende Hændermod alle min Uskylds Fjender.Og er der i Verden, saa ond og saa stor,ikke den Moder, der svigter sit Kaldmen elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald,saa er du blandt Mødre, min elskede Mor,den mildeste, kærligste Kvinde,den bedste, jeg kunde finde.Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod,har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt,du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt,om at være dit Hjærtebarn naadig og god,om at give ham Troen tilbageog hans Fred, som i gamle Dage.Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred,at Sjælefred er mig som Døden imod —Der bruser den evige Storm i mit Blod,min Fod ejer ikke et blivende Sted.Den eneste Gud, jeg kan dyrke,er Menneske-Aandens Styrke!Den kætterske Kraft i vor Menneskehed,som ensomme Aander frimodigt os gav,den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Gravstærk ved sin Tro og sin Kærlighed.Nu mødes vi ingensinde.– Velsignet være dit Minde!Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set,– kun set i min Mor et guddommeligt Værd.Men havde du levet og lært af min Færd,hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt,du havde dig græmmet tildødefor Dommen, jeg gik i Møde …– O, intet i Verden er godt som en Mor,en Jorderigs Lykke, et Livets Klenod,men alle saa gør vi vor Mor imod;der kommer en Dag, da hun mister vort Spor,hun, der har selv kunnet savnefor Barnets Fremtid at gavne.Saa underligt er det: Af al vor Naturvi vælger vort Liv trods moderligt Raad,vor egen Vilje skal styre vor Baad,knapt Ungen faar Vinger, er Reden et Bur,Opdragelsen gør vi til Skamme,– vor Mor har vel gjort det samme!Ja – evigt er Livet! Men vinder vi frem? …Teknikken den skrider med straalende Hast,moralsk saa staar vi forsumpet og fast,thi Dyds-Karaktererne, hvor har vi dem?Den eneste Dyd paa Jordener det hellige Kald for Moren.Og dog – vort Menneskeliv det er rigt,og den, der har levet dets ondt og dets godt,ja, den, der har ejet en Moder blot,han elsker det Liv, vi evindeligtskal leve til sene Slægter,hvad Tro vi saa forfægter.Aa, Mor! Om du levede Dagen i Dag …Jeg drømmer saa tidt, at du aander paany,at jeg er dit Hjærtebarn, uskylds-bly,som uden Fortielse, uden Bedragom Livet og Mennesker spørger …Saa vaagner jeg op og sørger.Jeg sørger, for jeg er jo moderløsog finder dig ikke, naar jeg vender hjem,– jeg finder en Plet kun blandt Gravene frem,og staar dèr og skælver, som om jeg frøs,mens Blæsten hvirvler med Støvetog suser i Elmeløvet …FAR
I
Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt,du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugtmed al den stejle Viljetrods, du selv gav mig i Arv,som rinder dig i Blodet,som er mig Livsens-Modetog min Lykkes sande Tarv.Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik,den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik,nu véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryghar voldt dit eget Hjærteen tavs, indkapslet Smærte,et forknuget, bange Tryk.Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung.Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung,men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt,jeg kender jo dit Hjærteog véd, at hvad du lærte,det var ingen Tid forstilt.Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod,tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod;men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind,var Solen aldrig nede,før al fortørnet Vredelaa med Dagen slumret ind.Du er din Søn mer end en Far. Du er hans bedste Ven,hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd.Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst:Hvert Menneske maa læresin Selv-Profos at væreog sin Skæbnes egen Trøst.Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt,den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt.Stræng var en Gang den Tugt, du gav, – men hundredfoldigt tungtfaldt selve Livets Svøbe,den, ingen kan undløbe,som har levet stærkt og ungt.Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.