Hyld og Humle: Fortællinger

MØDRE

Den unge Frue lod Romanen synke ned paa sit Skød og gabede træt.

Saa tog hun Refraichisseuren og duschede ud mod Halvmørket, der begyndte, hvor Lyskredsen under Lampens store Skærm holdt op. Hun lod tankeløs Blikket glide hen over den Smule Glans, der var over Guldsnittet paa Bøgerne og Doktorens blanke Instrumenter henne i Skabene.

Rejste sig derpaa og lukkede Fløjdørene ind til det lille vaabendekorerede Forværelse, hvor Aviser og Aargange af »Puk« og »Fliegende Blätter« laa ordnede paa Midterbordet. Portièren blev trukken sammen, Folderne smukt ordnede; saa vendte hun sig og stod og saa paa den hyggelige Stue med Familieportrætterne, nogle Landskabsbilleder og de magelige bløde Møbler; deres mørke grønne Farve behagede Øjet – ligesom Værelsets øvrige Udstyr – uden særligt at fængsle det, talte om hyggeligt Velvære og en Smag, der ikke stred og ikke havde Trang til at stride mod det, som var almindelig anerkendt som god Smag i denne Provinsby, en af Landets største.

Fruen gik langsomt og let hen over Gulvet og flyttede Lampen og sin Bog hen paa et Bord, der var stillet ved den store Stol, som optog Pladsen i Krogen ved den lune, grønne Ovn.

Hun satte sig mageligt til Rette og sad og saa lidt ud i Stuen. Strakte saa Haanden ud, tog Cigaretetuiet paa det lille Bord og tændte; et Øjeblik sad hun med Cigaretten i Haanden og røg lidt; saa var heller ikke det morsomt længere, hun lagde den, tog igen fat paa sin franske Roman og læste et Par Sider.

Holdt pludselig op med en Mine, som om noget havde berørt hende ubehageligt – igen dette: en overmægtig Sanselighed og en pinefuld Lidenskabelighed, der krævede sit Offer for bagefter at lade Livet ligge hen – dobbelt øde, trist og indholdsløst. —

Nu havde hun tabt Lysten til at læse. – Det ny Broderi? – Hun skulde være rigtig oplagt, naar hun begyndte paa det.

Der laa nogle Piecer og Beretninger, som hendes Mand havde bedt hende interessere sig lidt for, han var saa optaget af de Sager i denne Tid. Hun tog et af Hefterne og bladede lidt, – lagde det igen, – det var saa uskønt og kedsommeligt. —

Der lød sagte Trin over Tæppet inde i hendes Cabinet, og Stuepigen, en høj, nydelig Pige, kom ind.

»Manse bliver ved at græde; han længes vist efter sit Bad og sin Mad. Trine og jeg kan jo godt besørge det, hvis Fruen er træt.«

»Nej, nu kommer jeg, Heralda.«

Den unge Frue rejste sig hurtigt og gik med. —

Da Doktoren lidt senere kom hjem, kaldte hun, glad og optaget, paa ham, og han skyndte sig ind i Soveværelset, gnidende Kulden af sine Hænder. —

Heralda holdt en Lampe i Vejret, saa Musklerne paa hendes blottede, kraftige Arm traadte frem; Kokkepigen, der nødigt vilde gaa glip af den unge Herres Badescene, syslede med Barnetøjet, der var hængt til Varme ved Kakkelovnen.

Fruen stod og holdt den lille Fyr nede i Karret. Det buttede, søde Barnelegeme gav smaa Ryk af Glæde, og den bitte lille, tykke Haand slog henrykt ned i det lunkne Vand.

Doktorens Øjne straalede; da han traadte ind, var han endnu lidt ærgerlig efter en hidsig Debat om kommunale Sager med Borgmesteren, – nu gav han sig optaget til at pludre til sin dejlige Dreng, indtil han fik ham ganske ellevild af Velvære.

En Uge efter sad Fruen i Spisestuen med Fødderne paa en høj Skammel; paa hendes Skød laa den lille Dreng, der havde været farlig syg i flere Dage.

Medens hun mekanisk syslede med ham, trillede Taarerne ned ad hendes Kinder og faldt paa hans Ansigt.

Han slog besværligt Øjnene op; de laa dybt inde i Hulningerne, og deres Udtryk var lidende som hos et voksent Menneske; de blodløse Læber bevægede han svagt, og han havde ikke Kræfter til at røre Benene, da Moderen tog Tøjet af ham.

Doktoren stod og saa til sammen med en ældre Kollega …

Denne undersøgte Barnet og sagde derpaa:

»De maa straks se at faa fat i en god Amme. Det er det eneste, der kan redde ham.«

»En Amme!« gentog Fruen og saa hurtigt op.

»Jeg skal telegrafere til Stiftelsen, naar jeg gaar herfra. De gør nok Dem den Tjeneste, de Herrer derinde …«

Da Doktoren traadte ind i sit Værelse, efter at have fulgt Lægen ud, stod hans Hustru og flyttede mekanisk med Fotografierne paa Skrivebordet.

Hun brast i Graad, da han kom hen til hende.

Han tog ømt om hende.

»Græd ikke, kære kære …«

Men saa gav hun efter for sin tilbagetrængte Trang til rigtig at hulke. Al hendes Sorg og krænkede Moderfølelse gav sig voldsomt Udslag.

Men han kyssede hende og spurgte med Ord, som han ikke plejede at bruge, og med en Stemme, der var fuldere og varmere end hans sædvanlige, om han da var helt ude af hendes Tanker, om den Lykke, som de to ejede, og som havde fyldt ham med uopslidelig Modstandskraft mod al Lidelse, da intet betød for hende, – naar Sorgen kom.

Hun løftede Hovedet.

Det flammede op i ham ved at læse hendes Øjnes Svar.

Hun knugede sig med et dybt Suk ind til ham; saa gik hun stille ind til sit syge Barn. —

Den store, svære Amme tog fat paa den lille udmattede Dreng med sikker Ro.

Medlidende lagde hun ham til Brystet og dryppede et Par Draaber ind mellem de trætte, smaa Læber; selv det syntes at anstrænge ham, han faldt straks igen hen i tung Søvn.

Men efterhaanden, som han kunde tage mere Næring til sig, blev han raskere og raskere.

Sundheden drog atter til Huse med den fynske, djærve Maren. —

Fruen begyndte igen at ofre Tid og Opmærksomhed paa sin Frisures og sit Toilettes pyntelige Detailler, og Visitterne blev modtagne, til Dels gengældte. —

Snart blev det saadan, at det næsten var dagligdags, at Doktoren, naar han kom hjem fra Praxis, maatte ind at klæde sig om for at gaa til Middag.

Naar han næsten var færdig, plejede hans Hustru at komme ind, for hun havde saa uendelig meget at fortælle om Manses mange Paafund.

Tænk, han havde taget Maren i Næsen, saa det gjorde ondt, ligefrem ondt – han havde saa mærkværdig mange Kræfter allerede; Maren havde slaaet ham over Fingrene, men saa havde han drejet sig paa hendes Skød; det saa ud, som han vilde slaa igen. »Han bliver vist rigtig uartig,« sagde hun stolt og lykkelig.

Og saadan havde hun den ene Historie efter den anden at fortælle om Manse. Han var nu ikke saa langt tilbage som andre Børn i den Alder.

Doktoren var nær ved at mene det samme.

»Hvem der kunde blive hjemme hos jer!«

Men det gik jo ikke an. Man kunde jo ikke blive ved at isolere sig.

»Naar Du endda tog med.«

Og saa begyndte de igen paa den Komedie, at han agerede gnaven og jaloux paa Manse, – indtil hun alvorligt kom med sit: – ikke Tale om, at hun allerede gik fra Barnet, der havde været lige ved at dø!

De kyssede Uhyggen bort og begyndte igen at spøge.

Han fuldendte sit Toilet med en forstilt Omhu, som gav hende Anledning til smilende og smaadrillende at hentyde til visse Lapserier fra Ungkarledagene.

Opdagede de saa, at han var ved at komme for sent, fór han i Kjolen, medens hun rakte ham Uhr og Nøgleknippe. Og han gik til Døren.

»Skynd Dig dog nu,« sagde hun; men Tonen og Maaden var saadan, at han maatte tilbage endnu engang.

Hun gik smilende og glad med ind i Spisestuen, tog selv Pelsen fra Heralda for at faa ham af Sted saa hurtigt, som muligt.

Men han gemte hende ind i den og truede med at bortføre hende med Magt.

»Den tykke, kurtiserende Hr. Postmester til Bords og Æren af at converseres af Tante Rosalie ved Kaffen om Mines eller Lines Madkærester. Kan Du modstaa?« lokkede han.

Heralda smilede diskret; men Maren, der stillede med Manse, som skulde sige »adjøs til Fatter«, lo højt.

Herren og Fruen saa til hinanden, halvt muntert, halvt vemodigt; det var, som der efter Spændingen var kommen en vis ubevidst Reaktion, der fik dem til at være lystige, næsten legende i hinandens Selskab, medens de dog havde saa let ved at føle Refleksen af Sygdomsdagenes Angst og Sorg.

Maren blev snart uundværlig.

Efterhaanden som Mindet om den Alvor, der brutalt og ukaldet havde paatrængt sig de unge Folk, blegnede, kom den statelige, typiske Maren ligefrem til at »tage sig ud« som saa meget andet Tilbehør i det elegante Hjem.

Fruen fik travlt med at gaa til Syersker med Maren, der skulde have store Forklæder, Hue med røde Hagebaand og andet, som hørte til, naar hun skulde ligne en Bondekone i Nationaldragt.

Og desuden maatte Fruen tage sig Tid til at sidde i Ro ved sit Sybord, for hun vilde selv tegne og brodere Manses Kørepels og hvide Kjoler, – og han maatte have flere af forskellig Størrelse, for – hvor han lagde sig ud! —

Doktoren havde intet imod paa sin Vandring i Byen at møde »Optoget«.

Maren saa formelig statelig ud i sin Uniform, og det var med bevidst Værdighed, at hun skød den blanke, pudsede Vogn med den yndige Dreng … Og .. hvor var hans Hustru dog smuk … denne tilbageholdne, rolige Mine; .. hendes beundrede Ungpigeskønhed var afløst af en langt finere og mere tavs Ynde.

Saa kunde det hænde, at Manse fik Doktorens Stok at holde paa, og at de fulgtes hjem alle fire … Maren i passende Afstand foran med Vognen og svingende og svajende med de vide Skørter.

Naar Heralda stod i Vinduet og saa dem komme, faldt hun i Tanker.

For hende blev det uvilkaarligt saadan, at Doktorens ridderlige Ægtemandsvæsen kastede en vis Afglans over hendes Kæreste, den flotte Skorstensfejersvend, og det blev efter sit Herskabs Forhold, at hun dannede sig sit Ægteskabsideal.

Heralda skulde nok vogte sig for at give de Tanker Luft overfor Maren, skønt de to var blevne meget fortrolige, især efter at Fruen i et Anfald af Sparsommelighed havde givet Kokkepigen Afsked og engageret en Pige, der gik hver Aften tidligt for at bo i sit Hjem.

Herskabet var igen begyndt at tage ud sammen til Koncerter, Theater og Middagsselskaber; Heralda og Maren var ofte ene hjemme.

De lod da Døren staa aaben ind til Marens Værelse, hvor Manse, mæt og tilfreds, sov i sin Vugge, og saa gjorde de sig det hyggeligt i Spisestuen.

Heralda dækkede op med The og Smørrebrød. »Theva'j!« udbrød Maren, »det ka' je'tte taale aa loute. Det er te' aa forgi' Mæj'sker me' … saa gaar je' da hellere te' Va'jposti. – Nej e' lille Drove go' Kaffe! ..«

Og saa lavede Heralda Kaffe til hende; hun gjorde det med god Samvittighed, for Maren skulde jo fedes og føjes.

Til Gengæld var Maren underholdende … Hun fortalte saadanne Historier fra »Stiftelsen«, at Heralda blev ganske bleg derved.

Men Maren havde ogsaa de rørende paa Lager … fra den Tid hun var sytten Aar og blev Malkepige paa Herregaarden og vilde springe i Voldgraven af Sorg over, at hun var kommen for Skade og havde været »saa ma'esløs uheldig«.

»Det va'tte te' aa nære sig for det Rak,« raisonnerede hun mut.

Men farlig Grin havde de alligevel havt. »Gu' sikken Sjov med Forvalteri' og Landvæsenseleverne, som var saa store paa det, men ku' si'e saa maje grinagtig »Komplementer« aa den Slavs Slu'er, naar de mødte en stakkels Pige alene. – Og saa Frøkenen, som knap ga' lukke sin Mund op te' én, naar hun kom ne' i Mejeriet aa sku ha' den nymaalk'de Mælk – ja, li'e – fræss fra Fass, som ha' sa'e – denne her Elever fra Køvenhavn. Ja dov, dov, hvor var hun storsnu'et. Hun var da bleven kulret, hvis hun ha'e vidst, at hendes Grevekæreste gerne vilde spelle Kæreste me' vos, naar ha' ku' komme gedolt fra'et, den Luskemikkel.« Og Maren skoggerlo. Hun nærede ingen Illusioner om Mændene; dem kendte hun kun fra en Side, men den kendte hun ogsaa til Gavns.

Heralda benyttede Pavsen til at gøre et Forsøg paa at faa sin sædvanlige Tone indført; hun talte om, hvor mageløs Doktoren var mod Fruen, og hvor den unge Candidat Hansen, der kom til Doktorens og spillede Violin, var forelsket i Frøkenen fra Etatsraadens.

Men det interesserede ikke Maren videre.

»De ere li'e tovlie allesammen,« sagde hun afsluttende. – »Din Jokum ..«

»Joakim Larsen!« afbrød Heralda.

»Hvorfor kommer ha' ikke aa besøjer Dig? Ha' gaar nok paa Lærkensjov, si'en ha' ikke har været her.«

»Min Familie synes ikke om, at han besøger mig paa mit Værelse,« svarede Heralda hovmodigt. Der var dog Forskel.

»Naa saa det gør de ikke«, sagde Maren, helt imponeret af den Tanke.

Men saa gled hun ind paa det Omraade, hvor hun var mest hjemme. Og Heralda vænnede sig efterhaanden til hendes Historier. —

»Men naar der kommer Børn?« spurgte Heralda en Aften, uhyggelig tilmode.

»Skidt, de bliver sgu nok forsørret!« Maren slog overlegent ud med Haanden. Lidt efter vedblev hun:

»Je' har haut tre. Ja, s'mend. Nummer to … hans Far … ja, dov, dov, sikken Malasje me' den Unge … hans Far var et lille tovli', højbenet Kræ, der var i Besøj hos Grevens og var helt mør over det, at Comtessen vi'te se te' den Si'e ha' var, og det skønt de danjsed' og regered' me' Baler og Kommers den Sommer. Saa ku' ha' ju'tte nære sig … ja, skidt var det, og fuld var ha' mest, ha' sa' nere hos Forvalteri og bælled' sig, naar di an're ha' lagt sig om Autningen. Og saa kom Barunen jo væsgo' ne til mit Kammer og ga' sig lisse ønkelig … Storsnu'et og spedalsk blev ha' jo, for je' lukked' jo Krampen paa for ham. – Men je' var jo smaat kørendes me' Penge, … saa gik det galt elejn.«

»Herregud Maren; men Barnet Du talte om?«

»Ja, hvor je' tvined' over den Unge, der var ju'tte mer Ky' paa ham end som Tobak for en Skilling. Idiot var ha' jo osse da! Gu', hvor ha' hørsed' me' mig, den ny Dovter, – je' maatte klarere hele Re'ligheden u' for ham om denne her lille skitte Barun, der var svirende. Ja, det var da nu ledt. – Ungen fik je' da paa Anstalten, frit me' Betalning og det hele, men gratis Skældu' fik je' i Tilgivt af Dovteri. Ja, ha' var skrap! – Min a'en Dreng, det var en a'erledes Fæ'relandsforsvarer end den lille Barununge … Ja, Herregu' – nu har je'tte set ham i tre O'er.«

»Maren, hvor kan De udholde det for Længsel!«

»Det ve' je'tte! – Je ha'tte haut Stunder te' aa tænke paa det. – Men det var li'egodt farlig Plasér aa bisse ne' te' min Mor om Autningen, for Ungen, ha' var li'e te ha' skrinked', naar ha' saa mig. Og hva' brø' je' mig om no'en Slavs Bal i den Ti', og Ka'lene, de grinte jo. Og je' lo' dem grinne. – Men saa var'et jo, at Naaden, hun var hellig, og je' var bleven Vaskoppige, og saa vilde hun ju'tte ha' mig i Køkkenet, je' maatte sgu afste' te' Majdag. Saa fik je' Plads i Byen, og – je' ve' sgu'tte, je' ku' da'tte sitte og glo i det Hummer ve' Køkkenet hver Auten u'en at lukke min Mund op, saa je' ku' hverken gø eller gave te'sidst; – tovlie Mandfolk er der jo, hvor vi saa kommer, – ja, det er sgu'tte saadan, – men je' fik da'tte Drengen at se, før je' rejste te' Køvenhavn, for Kærresten ha'e det me' Fornemmelser. Ja og Køvenhavn, Heralda … der er det nu da saa møj tovli alsammen.« —

»Kæresten der var da for Resten stoderet,« vedblev hun … »Saa kom je' jo paa Stiftelsen … je' klaver itte, Behandlingen var riæl nok; je' ha'e det dov be'er end som Vaskekonen, hun var givt og det hele, men hun maatte sgu lægge sig i Pjalterne og Møjet; je' fik da baa'e Renlighe' og Opvartning.«

»Var det ogsaa en Dreng, stakkels Maren?«

»Det var et Pi'ebarn … Der kom no'ne fine Folk, je' maa sgu'tte si'e, hvem de er, de var helt væk i hende, og de bestilte hende te aa komme te' dem, naar jeg rejste; je' skrev under paa en hel Del. Saa kom je' jo herover paa en Studs, her er jo go' Fortjeneste; Ma'en klaver je'te paa, og Dovteren og Fruen er jo da osse maje pæne Mæ'jsker.« —

Manse tillod sig at smaagrynte lidt.

»Saa nu ska' det Kræ te' aa tre'e mig igen,« udbrød Maren, »Du ka' ta' og vende ham.«

Da Heralda atter havde sat sig til Rette, begyndte Maren Samtalen igen.

»Du er for Resten en Sta'spige at se paa, Ralde. Sikke tynd Du er.«

»Naa – aa.« Heralda vred sig smigret.

»Ja, nu ka' Du jo bare vente, te' Du har vaaren me' tre Gange;« tilføjede Maren eftertænksomt.

»Slæbe og sli'e, te' man ønsker det uskyldige Liv Fa'en i Vold,«, blev hun ved uden at agte paa Heraldas Mine. »Første Gang slævede je' Vand te' en Time, før je' la'e mig … Saa gaar »Figuren« sgu … Det skal Du se, naar Du først er i'et.«

Heralda blev fnysende vred og hvast fornærmet.

»Ja« .. sagde Maren uforstyrrelig, »saadan var je' osse .. lynende i Ho'et, straks de kom te' mig me' Vrøvl … Men saa er de jo saa sø'e og sleske de Bæster, og ve' ikke, hvor de ska' skave sig og snakke om Kærlighe' og den Slavs … Men bav etter, naar vi ska' ha' Penge te' Ungen, ja … saa er der en a'en Snak, – ja der er … Og vi ka' da'tte drovne dem som Kattekil'jer.«

Saa ringede det.

Maren ryddede af Vejen, og Heralda tog mod Herskabet.

Fruen kom straks ind i Spisestuen. Hun var i stort Toilette, det silkeforede Slag hang løst over hendes smukke Skuldre, og hun var ved at trække Hanskerne af.

Der var noget sødt og skælmsk over hende; Rødme i Kinderne og et Skær i Øjnene af vaagen Livfuldhed; nu brød en varmere og dybere Glans frem i dem, idet hun sagde:

»Hvordan har min dejlige Dreng det, Maren?«

Med Forsøg paa byagtig Tonefald svarede Maren:

»Det sø'e lille Bæst, je' tror s'men ikke, det varer længe, inden ha' begønner aa vil plotte paa aa si'e no'et; ha' plaskede saadan i Ba'et, det er vout, je' ka' tomle ham.«

Og Fruen og Doktoren smilede venligt til den tro Maren, der holdt saa meget af deres Dreng og var saa god ved ham.

Fruen betænkte sig lidt. Maren syntes jo ikke om, at Manse blev forstyrret, – men – hun maatte liste sig ind og se ham endnu engang, – der var saa længe til i Morgen tidlig.

Søde, halvaabne Barnemund, runde, bløde Kind med Øjenvippernes mørke Frynser, det lille Legemes sunde Varme – hun kunde ikke lade være at lægge sig ned ved Vuggen og kysse sit Barn og se paa det.

Manse begyndte at røre sig og gav sig lidt efter til at smaagræde. Maren kom fornærmet ind. Ganske jaloux og ulykkelig saa Fruen paa, hvor stille han straks blev, da Maren tog ham op.

Maren var imidlertid i naadigt Lune og holdt Drengen hen til Fruen til Godnatkys. Forsigtigt kyssede hun hans Kind og de smaa buttede Hænder og Fødder; saa gik hun beroliget ud.

Da hun var alene med sin Mand, sagde hun med Overbevisning:

»Du … Maren er saa flink og fornuftig, – Du kan tro, hun har lidt meget under sit Fejltrin.«

Doktoren svarede ikke.

Et Aarstid senere sad Doktoren og Fruen i hendes Cabinet.

De havde siddet længe stille i Tusmørket uden at tale.

Da lød det lille Klap, som sagde, at Lygten derude paa Vejen blev tændt, og det usikre, dæmpede Lys faldt ind over Fruens Ansigt.

Hun sad med Hænderne hvilende i Skødet og saa' underlig blødt og fraværende ind i Halvmørket.

Hendes Mand bøjede sig frem og tog hendes Haand. Det var, som hun kom tilbage; hun smilede blidt og lagde sig ind til ham …

Gennem de lukkede Døre hørte man inde fra den anden Stue en høj Barnestemmes kejtede Pludren; den blev afbrudt af Marens fynske: »Du ve' nok, hvor Skauet ska' staa, din lille Knæjtebasse.«

De to henne i Sofaen lo lidt.

Saa sagde Doktoren:

»Bliver det ikke godt for Manse, at han ikke altid skal være den eneste.«

»Ellers blev der nok ingen Ende paa Forkælelsen, mener Du.«

»Ja, netop ..«

»Havde jeg nu blot havt Heralda. Hun gik saa stille og passede alting og havde saa behageligt et Væsen … Jeg vænner mig aldrig til Laura; hun gør mig nervøs med sine klodsede Manerer og sin evige Spørgen … At Heralda, den nydelige Pige, ogsaa … nej, det er og bliver mig en Gaade og en ligefrem Sorg.«

»Det var værst for hende selv … stakkels Pige.«

»Uf, den Kæreste … Har Du set ham siden?«

»Jeg mødte ham forleden og talte med ham.«

»Spurgte Du om Barnet …?«

»Jeg fik at vide, hvor det var i Pleje … Han tog ellers Sagen meget flot, skældte ud over Heraldas Fader, der er vred og ikke vil se hende. Men han havde godt Arbejde, sagde han, og skulde nok vise den Gamle noget andet, senere; … men han var jo lovlig ung til at gifte sig og binde sig.«

»Sagde han det?«

»Ja, med en vis Medlidenhed med sig selv. Jeg tillod mig da ogsaa at sige, at det skulde han have betænkt noget før.«

»Stakkels Heralda!«

»Hun har en god Plads og holder meget af Barnet, som hun ammer.«

»Og hendes eget ..?«

»Ved Du hvad … Du skulde tage ud at se til det en Dag, naar det bliver godt Vejr.«

»Ud paa Landet!«

»Ti Minutter med Jernbanen … Du har saa godt af at færdes lidt. Du murer Dig saa meget inde herhjemme nu.«

»Ja … men … tager Du med?«

»Nej … nu maa Du holde dit Løfte og ikke kun tænke paa din Svaghed. Husk paa .. Barnet .. Det er jo ikke blot legemligt, at det bliver til … dets Sjæl, Temperament, Karakter … Aah min egen …« Og han knugede hende pludselig stormende og lykkelig i sine Arme.

Den unge Frue stod og saa fortabt ud over Markerne, hvor Toget, der havde ført hende her til Landsbyen, brusede af Sted.

Nu var det borte. Kun en hvid, urolig Damp drev lavt hen over Jorden.

Hvis den nu formede sig, nærmede sig, omsnoede hende og kvalte hende …

Hun knugede nervøst Hænderne sammen i Muffen. Alle de Fantasier, der allerede var faret gennem hendes Hjærne i den korte Tid, siden hun sagde Farvel til sin Mand! Hvorfor var han dog ikke ogsaa taget med! ..

Hun gik hen ad Vejen og spurgte sig frem til Bondehuset, hvor Heraldas Dreng var i Pleje.

Først bankede hun høfligt paa Døren. Men da ingen svarede, løftede hun med nogen Besvær Klinken, der satte tydelige Mærker paa hendes Hansker, og traadte ind i et Slags stenlagt Bryggers.

Eller Køkken var det maaske. I det mindste stod der paa Sidebordet et Lerfad med Flæskeben, og henne fra den aabne Skorsten lugtede der stærkt af Grønkaal og brændte Kviste.

Fruen gik ind i Stuen.

Heller ikke her var nogen.

Hun saa sig nysgerrig og lidt beklemt om, hostede for at melde sin Tilstedeværelse, men hørte intet andet Svar end det store Slaguhrs langsomme tik tak.

Jo, nu skelnede hun et spædt Barns sagte Klynken henne fra Alkoven.

Hun gik hen imod den, flyttede en Stol, hvorpaa der stod et Vandfad med Øllebrød, og kigede ind mellem de stribede Gardiner.

Der, paa de tykke Dyner med det grove, snavsede, krøllede Lagen, laa Drengen.

Den, der havde givet ham af Øllebrøden, havde ikke baaret sig særligt behændigt ad, for hans lille Ansigt var oversmurt med Maden, der var tørret ind og sad i Klatter paa den fine, bløde Hud.

Hvor blev Manse dog anderledes omhyggeligt plejet og passet! Fruen kom til at huske paa, at Svigermoder engang, før han blev født, havde sendt hende noget fint duftende Sæbe, og i Brevet stod der: Du véd ikke, hvor det er dejligt at lægge saadan et lille blødt, parfumeret Barnehoved op til sin Kind … Og nu denne stakkels, lille Dreng her!

Og stakkels Heralda!

Mon hun vidste, hvor uforsigtige de var med hendes Barn; han kunde jo ligge der og græde, til han fik Krampe, uden at nogen hørte ham!

Medlidenheden bortjog fuldstændig hendes Uvilje mod Pigen. —

Der lød Træskoklapren udenfor.

Døren blev skubbet op, og en Kone traadte ind. Hun saa spørgende paa den fremmede, fine Dame. —

»Naa .. det er Heraldes Frue. Ja, hun var jo ellers flink nok, si'er de. Vi vilde jo heller ikke ta' mo' saadan enhver Rendetøs,« sagde Konen værdigt. »Naa De ve' vel, hun kommer i Dau; – ja, det gør hun – ja, om et lille Korn tænker je', hun er her. De ka' godt sitte ner saa længe. – Væ' s'go dov. Maaske De vil ha' en Taar Kaffe? Naa ja, for je' ku' jo snart faa Kedlen paa. – Ja, je' maa stræve, vi sku' jo ha' Risbrændet rubbet a' Vejen inden Auten.«

Konen vendte Drengen og stak ham en Sukkersut i Munden; derpaa gik hun igen til sit Arbejde.

Fruen sad lidt paa Træstolen henne ved Vinduet.

Saa blev hun urolig og gik op og ned ad Gulvet; hun mærkede, hvorledes denne usædvanlige Situation voldte hende legemligt Ubehag.

Men saa tog hun sig sammen.

Det var dog altfor umuligt, hvis hun besvimede her og maaske blev lagt ind paa den Seng.

Det var ogsaa Synd af ham at holde saa bestemt paa, at hun skulde rejse alene.

Maaske det kun var denne indelukkede, tunge Luft her, der gjorde hende syg.

Hun gik ud paa Vejen og gav sig til at spadsere frem og tilbage, fast bestemt paa at vente her, i Stedet for, som Doktoren havde sagt, at faa Lov at sidde i Kromandens Stadsstue og drikke Mælk og spise Landbrød, indtil Toget gik. Hun vilde hilse paa Heralda og tale med hende; det var dog i hendes Hus, at Pigen var kommen i Ulykke, og – maaske havde hun noget at gøre godt igen; saa haard som mod Heralda havde hun aldrig været mod nogen. Hun kunde ikke lade være at tænke paa den Eftermiddag, da Pigen, bleg og grædende, betroede sig til hende; paa hendes afbrudte og stammende Bekendelse havde hun kold og rolig svaret: