Hyld og Humle: Fortællinger

»De maa jo saa hurtigst muligt ud af Huset.«

Hvor havde hun ogsaa kunnet tale saa haardt og overlegent; det tænkte hun nu, medens hun gik frem og tilbage, mat og træt og med Graaden i Halsen. – Men langsomt, lidt efter lidt, beroligede den uvante Stilhed hendes oprørte Nerver.

Hun blev staaende og saa ud over de udstrakte Pløjemarker, hvor Rimen endnu laa mellem Knoldene, og hvor Kragerne hoppede om i tunge Sæt, saa fløj de skrigende op, hen mod de store, lave Bøndergaarde, om hvilke Poppelpilen stod med de tørre Kvistes spilede Grenenet mod den svagt skyede, blege Vinterhimmel.

Hvor var her dog … næsten morsomt stille. Hun lagde Mærke til, hvor tydeligt hun kunde høre en ensom Vogns Rullen ude paa den faste Hovedlandevej. Og hvor var det smukt med de mørke Straatages grønne Mos, der saa' saa lyst ud i det dæmpede Solskin.

Men koldt var det alligevel at staa stille.

Den unge Frue begyndte igen at gaa frem og tilbage.

Men hun er ikke mere saa optaget af sig selv og sine egne Tanker; hun er begyndt at se sig om.

Inde ved Vinduet i et af Smaahusene sidder en gammel Kone med et stærkt rynket, meget udslidt, men mildt og stilfærdigt Ansigt.

Fruen kan ikke lade være at lægge Mærke til det. Konen hilser med et Nik og viser sig lidt efter i Døren: »Værsgo' vil De ikke indenfor, det er da saa koldt at gaa og vente.«

Fruen tager mod Indbydelsen og følger med den Gamle ind i den lille, lave Stue med den brede Seng med Sirtses Sengetæppe og den høje Kommode, hvor et Par hvide Porcellænshunde staa og glo stift paa hver Side af Biblen og den store Salmebog. Den Gamle beder hende sætte sig i Stolen ved Vinduet.

»Ja men, er det ikke Deres Plads?«

Den Gamle er næsten fornærmet. »Der ska' De re'nok sætte Dem; det er den bedste Stol; den er saa go' i Sitningen.«

»Tror De, jeg kan se, naar der gaar nogen ind i det lille Hus her ved Siden af?«

»Je' ska nok ha' Øje me' Vejen; det er vel Heralde, De ska' tale me'?« …

Og den Gamle underholder, dreven af et medfødt Gæstfrihedsinstinkt, den fremmede Dame, og de komme snart i Passiar.

Fruen hægtede Pelsen op.

Den anden rejste sig med lidt Besvær for at hjælpe hende den af.

»Aa Herregu'! Naa ja; De er vel nylig bleven givt. Ja, je' ka' tænke det.«

»Ikke saa ganske nylig,« svarer Fruen med et lille Smil.

»Saadan en ung, køn Kone! Ja, ja, Modernavnet er helligt,« siger den Gamle, der endnu er i den Tankerække, som Synet af hendes Gæst vakte i hende. »Modernavnet er helligt. Herregu', ja. Ellers sto' vi vel heller ikke alt det igennem. De ka' tro, – det er et stort Øjeblik, naar vi lægger Barnet til Brystet. Aah, vi knuger det ind te' vos, aah saa fast, saa fast ..«

Fruen havde pludselig faaet Glans i Øjnene og Rødme i Kinderne. Den gamle, fattige Moders højtidelige Tonefald fik hendes Hjærte til at banke af en dyb og hemmelig Lykke.

»Ja, der er jo no'e at staa igennem,« vedblev den Gamle. »Da Knu' blev født, var det saa fattigt for vos; og vi ha'e ikke skikket Bu' te' Bønderne. – Saa plejede de ikke van at sende Basselma' dengang,« tilføjede hun forklarende. »En bitte Flæsk og lidt Katøfler ha'e vi da i Huset. Ja, og saa Øllebrø' i en Ørepotte; det fik je', og je' spiste det altsammen. For je' var bleven sulten, ska' je' si'e Dem. Og saa sa'e Rasmus: Nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist alt det! Ja, og je' ku' ha' spist mer', om vi ha' haut det, sa'e je'.«

Den Gamle lo fornøjet, som om hun havde sagt noget morsomt. Og hun gentog: »Og Rasmus sa'e: nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist alt det! Ja saamænd.«

Fruen saa interesseret paa hendes milde, men hærgede Ansigt. Dette var noget saa nyt for hende, der var saa forvænt og havde det saa trygt og fredet og dog var blødagtig og ilde til Mode i sin Ørkesløshed og sin stadige Spekuleren over sig selv.

Den Gamle blev snaksomt og fortroligt ved.

»De ka' tro, je' døjet me' min første. Ve' og faa ham te' Brystet. Aah, je' maatte ha' et Tørkle' i Munden for ikke at skri'e. Og saa var det jo, at min Mor kom ovre fra Taas'je for at se til mig. Og de' va' jo yndigt for mig. Men saa sier hun: men jahne dog, skammer du dig ikke din tovle Tøs, ve du se, du ka' faa ham til og ta' ve'. Tror du, du ka' køve Mælk til ham hele Vinteren! Saa maatte je' jo staa det igennem; ja, je maatte … Men Jøsses je snakker, og nu piver Toget. Saa kommer Heralde straks.«

Lidt efter saa de den høje, ranke Pige gaa hurtigt forbi Vinduerne.

Den Gamle rejste sig for at se efter hende.

»Ja, nu gik hun jo saa ind til Hjulmandens.«

»Maaske jeg maa vente et lille Øjeblik endnu her. Jeg vil ikke saa gerne forstyrre lige straks.«

»Nej, det er vel heller ikke værd. Det er jo dog hendes Barn, den stakkels Tøs …«

Da Fruen skulde til at gaa, fulgte den Gamle hende helt ud gennem den lille Forhave.

»De maa passe godt paa Stien, for den er lidt glat … Ja, Farvel lille Frue … Gu' velsigne Dem. Og kommer De en a'en Gang, saa ka' De godt sitte og vente her; der lugter jo ikke altid saa godt, hvor der er smaa Børn og saadan … Det er ikke saa redt, naar Manden ta'er sig en Taar. Nej det er ikke … og kivsomt er det for Konen.«

Fruen stod stille og nikkede, før hun gik ind ad Naboens Dør. Den Gamle var bleven staaende med Hænderne under Forklædet og saa venligt efter hende …

Heralda, der sad med sin Dreng, saa' trodsigt op, da hendes forrige Frue kom ind.

Men Trodsen blev til et stort, rørt Smil, da Fruen bøjede sig ned over Drengen og sagde:

»Til Lykke med dit Barn, Heralda. Det er jo en sund og frisk lille Gut.«

Lidt efter sad hun og saa interesseret og deltagende paa Pigen, der vaskede og badede sit Barn under mange sørgmodige Udbrud over det forsømte, lille Legeme.

»Aah Frue … kan Fruen huske, at jeg havde Lov at benytte Badeværelset hos Dem hver Lørdag … Og nu skal det lille Skind være i saadan et Griseri.«

Heraldas Taarer faldt paa Barnetøjet, som hun tog efterhaanden, som Fruen lagde det til Rette for hende.

Heralda knugede Barnet ind til sig og saa knapt paa Fruen, naar denne talte til hende.

Barnet drejede sit lille Hovede nærmere ind til hende.

Da brast hun i Graad.

»Herregud, min lille, elskede Henrik; er Du sulten? Kan Du huske, Du fik din Mad hos mig den første Tid! – Jamen, jeg maa jo ikke, jeg tør jo ikke, min lille, kære, yndige Dreng; jeg tør jo ikke, saa er der jo ikke noget til lille Kaj, naar jeg kommer hjem.«

Fruen vendte sig heftigt om og gav sig til at se ud af Vinduet for at skjule sin Bevægelse. Hun kom til at tænke paa nogle Ord, som hun havde hørt paa en Visit, hvor hun havde truffen Heraldas nuværende Frue; en Dame havde sagt: »Det er rigtignok udmærket, De faar en Amme, saa er De dog mindre bunden!« Og Kajs Moder havde svaret: »Ja, ellers blev det for generende. For min Skyld kan vi godt begynde paa Prøverne til Basarkomedien nu; jeg kan jo heldigvis være hjemme fra, saa meget det skal være.«

Det var en underlig tom og flov Følelse at mindes dette, her, i denne Stue.

Men i næste Nu svulmede al hendes Hjærtes Kærlighed, – hvad var dog al den tidopslugende Færden sammen med ligegyldige Selskabsmennesker mod den ene, stærke, dejlige Følelse at have sit Barn – nyt Liv, rigt paa alle gode Muligheder, nyt Liv, som man elskede uforklarligt.

Den samme Kærlighedsfølelse havde Pigen, – saa var hendes Hjærte ikke fordærvet – Pigen, som kun i korte Øjeblikke kunde gemme sit Barn i sine Arme. —

Hvorfor, hvorfor er det ikke saadan, at hun og hendes Kæreste har respekteret Samfundets Ordning af Kærlighedsforholdet, har bunden sig til hinanden og først faaet Barnet, naar de tilhører hinanden for altid, og aldrig nogen anden Mand eller Kvinde har Ret til at ønske deres Kærlighed. Bo sammen, danne Hjem sammen, modnes sammen, dele Hverdagslivets store og smaa Indtryk, til den rette, ukunstlede Samfølelse vokser frem og binder dem for altid til hinanden, – det er det skønneste, det bedste og den sandeste Frivillighed. —

Ovre fra Huggehuset klang Øxeslag, jævnt og ensformigt, som de havde lydt i mange Timer; paa Vejen kørte en Mejerikusk forbi med sine mange Spande; en Karl, der havde været ude at skove, kom gaaende hjem over Markstien, og fra Bondegaarden henne ved Vejskellet steg Røgen til Vejrs og meldte om flittigt Arbejde inden Døre. —

Medens den unge Frue stod her ved det lave Vindue i den fattige Stue og lyttede til Barnets Klynken og dets Moders ømme, bedrøvede Stemme, gled den moderne, civiliserede Skal af hende og tog al det tillærte med sig, og hun var kun Moderen, der tænkte paa det Samfund, som engang skulde præge, smudse eller støtte hendes Søn.

Hun anede, at der blev gjort Fortræd paa en eller anden Maade, mod hende, mod den unge Moder der og mod Barnet. – Alle Børn skylder ikke en frisk og stærk Kærlighed deres Tilværelse. Og naar de blive voksne, mødes de af noget, der ikke er, som det skal være, men som Samfundet vedbliver at taale, noget falsk og ophidsende, der tvinger en usund Attraa, som ikke er givet dem af Naturens kloge Haand, ind i deres paavirkelige Sind … At man vovede at friste paa saa mange Maader, at man understøttede saa megen tom Forfængelighed, fandt sig i saa megen opblæst, latterlig Egoisme, at Kvinderne tidt var saa tomme, saa troløse og uforstaaende og ikke havde Finhed og Ømhed nok til at forædle de Længsler, de vakte, – ikke kunde holde, hvad deres Ydre lovede! – Hvorfor banedes ikke Vejen for de Unge, hvorfor fik de ikke Lov til at se Sandheden i Øjnene, hvorfor taarnedes Fristelser og opslidende Adspredelser for hver Dag mere og mere op om Slægten, som om den ikke var nydelsessyg og hastig nok i Forvejen. Hun forstod ikke ret alt dette, som vældede ind over hende, hun anede kun dunkelt, at noget galt var der … hun havde ikke før tænkt nok over det, det som gjaldt hendes eget Barns Sjæl.

Hun havde været med til – tankeløs og med æstetisk Ubehag – at vende sig bort fra den alvorlige, fraseløse Henpegen paa Tidens Saar og Usselheder. Hun havde været med til leende at fortabe sig i Kantetheder og Fejltagelser hos dem, som af Kærlighed til deres Samtidige og af Had til det, som tilsmudsede dem og øgede deres hæsblæsende Egoisme og idéløse Materialisme, ærligt og uselvisk dog idetmindste forsøgte Kampen. —

Hun var ikke saa vidende, ikke saa erfaren, havde altid været gemt og fredet, først i sit Hjem og saa hos sin Mand. Men Livet gemte og fredede ikke; det gav koldt og nøgternt hvert Menneske sit Ansvar og sin lille Lod i det store Land at opdyrke. Og der skulde det for hende blive anderledes. Hun havde ikke været nok for sin Dreng; og hvorledes var hun udrustet til at være en Tilflugt og en kærlig Vejleder for ham, naar det begyndte at spørge og undres dybt i ham!

Hun var i Grunden ogsaa en daarlig Hustru; – aah ja – vist var de lykkelige; men hvorlænge kunde han have nok i den sommerlige, lette, legende Forelskelse, som var Charmen i deres Ægteskab nu. Han, som var saa alvorlig, og som daglig levede i saa megen Alvor.

I Begyndelsen var der saa mange Ting, som han vilde tale med hende om; hun havde naturligvis gjort sig Umage for at høre efter, men han mærkede med en Lydhørhed saa sart som en Kvindes, at Resonansen i hendes Sind ikke klang ægte. I Virkeligheden havde hun jo ikke Interesse nok. Efterhaanden holdt han op at tale om den Slags Emner.

Selv havde hun lukket sig ude fra en Del af hans Sjæl. Men den Dag skulde komme, da han, uden at ane hvorfor, igen af sig selv delte sin Fortrolighed med hende.

– De smaa dagligdags Bemærkninger, – hvor det gør lidt ondt ikke at faa Svar i samme Toneart, og den store fuldtklingende Fortrolighed, hvor man bevidst, med Højtid, løfter Fligen for sin Sjæl. – Tankerne vældede ind paa hende. —

Hun vendte sig omsider og saa' efter Moderen, der sad med sit Barn, men hvert Øjeblik urolig trak sit Uhr frem. Den unge Frue besluttede – paavirket af denne Dags Oplevelser, der havde virket paa hendes sunde Begrebers Oprindelighed, som den kraftige Regn virker paa de tilstøvede Planter, – at sætte alt ind paa at vinde den Styrke, som hendes Sjæl behøvede, og at holde sig borte fra det, som overophidsede hendes Nerver og tærede paa hendes Kræfter; hun vilde opnaa selv at kunne amme det Barn, som hun nu bar til Verden; hun vilde ikke skaffe det Næring paa et andet lille Væsens Bekostning!

Hun betoges af en underlig tillidsfuld Længsel efter i et nært dagligt Forhold til Gud at vinde Haab og vinde Styrke til i Sandhed at blive en Opdrager og en Tilflugt for sit Barn. —

Heralda græd meget, da hun snart efter maatte sige Farvel til sin Dreng, og misundeligt saa hun efter Konen, der stod med ham paa Armen. Smaagrædende fulgtes hun med Fruen de Par Skridt hen til Stationsbygningen.

Fruen gik saa underlig hjælpeløs overfor hendes Sorg. Naturligvis … det maatte jo være ganske forfærdeligt at skulle have sit lille Barn ude blandt Fremmede … og .. Synd for Barnet var det selvfølgelig ogsaa … men det hele var jo fra den anden Side set ogsaa saa forkert … og man maatte jo ikke glemme, at det var en stor, stor Synd baade mod Gud og mod Samfundet at sætte et Barn i Verden, naar Forældrene ikke var gifte og for altid bundne til hinanden. Stor Synd, naar der ingen Rede var til at gemme det lille Væsen i. Selv om den havde været nok saa fattig, – det var dog det eneste naturlige! …

Men hun kunde ikke nænne at tale om Synd til denne unge, kønne, bedrøvede Moder, der nu skulde bort fra sit Barn for at pleje og passe et andet, hvis Forældre betalte hendes moderlige Omsorg …

Fruen satte sig ind i den 3dje Klasses Kupé til Pigen. De talte ikke sammen, medens Toget fór af Sted.

Heralda sad og stirrede forgrædt og beklemt ud i Landskabet, som Tusmørket slørede og gemte; kun engang – da Fruen trøstende lagde sin Haand paa hendes – , saa hun taknemmelig op. —

Da de igen stod i Byen, sagde Heralda:

»Her er nok ingen efter Fruen. Jeg kan vist godt naa at følge Fruen; Fruen holder vel ikke af at gaa alene nu i Mørkningen; det er saa glat paa Gaden.«

Saa gik de to bort sammen. —

»Sig mig nu ærligt Heralda. Hvor kunde det dog være – ?«

»Jeg kan jo heller slet ikke forstaa det. – Men man hørte jo saa meget om alt det.«

»I mit Hus. Nej, Heralda, det har De rigtignok ingen Grund til at sige!«

»Aah, Maren fyldte mig med væmmelig Snak, og det var altid, som det var det eneste, at det maatte komme dertil, for saadan gik det med de fleste.«

»Sagde Maren det!«

Fruen blev tavs; hun tænkte paa, at hun i Eftermiddag havde sagt til Maren, at hun tog rolig fra Manse, og at hun var saa glad ved, at de kunde beholde hende til at hjælpe med at faa en flink og artig Gut ud af ham.

Heralda fortsatte, hurtigt, som om det var hende om at gøre at faa sig forklaret.

»Maren blev jo ved med at ville se min Kæreste, særlig efter at Trine var rejst, og Joakim kom saa, naar Herren og Fruen var i Selskab. Men Maren blev ved med alle sine Historier, og Joakim syntes, hun var saa underholdende, og saa … saa troede han vel, at han kunde byde mig alt muligt, siden jeg ogsaa hørte paa al den Herregaardsraahed.«

»Men Heralda … hvor kunde De ogsaa … sammen med Deres Forlovede?«

»Jeg blev ogsaa vred, og jeg sad en hel Aften alene i Køkkenet, men saa sagde han, at jeg var en Snerpe og en kedelig én, – og han er jo vant til fra Kjøbenhavn og Varieteerne, at alting skal være saa sjov; og han er jo saa mageløs vittig selv.«

I det samme var der en fintklædt Herre af de forbidrivende Promenerende, der halvt som i Vane strøg sig tæt op ad Heralda og hviskede til hende.

»Der ser Fruen!« udbrød Heralda vredt. Og ganske fortvivlet og haabløs udbrød hun:

»Det er da ogsaa, som Folk ikke tænker paa andet!«

»Heralda dog!«

»Ja, Fruen maa undskylde. Jeg mener det just ikke saadan. Men Fruen kan tro, at vi simple Piger ser mere end saadanne som Fruen.«

De gik raskt af Sted, for Herren havde vendt sig og fulgte paa en ubehagelig Maade tæt i Hælene paa dem.

Saa opdagede han, at han kendte Fruen. Han vendte sig og forsvandt.

Heralda begyndte igen:

»Joakim blev saa borte i lang Tid, jeg saa ham aldrig, og jeg vilde jo nødig miste ham alligevel. Men saa den Dag, da Herren og Fruen var til Deklarationsmiddag hos Etatsraadens, saa kom han. Og han havde en Present med til Maren, men ingen til mig, og han var muggen og tvær, naar jeg talte til ham, og han sagde, jeg elskede ham ikke. Og det var en skrækkelig Aften, kan Fruen nok forstaa. Men saa Søndag Eftermiddag kom han igen og gik lige ind paa mit Værelse til mig, og han var ligesom i gamle Dage, og vi havde det saa godt og morsomt. Jeg var saa forfærdelig glad, for jeg havde lige siddet og grædt, jeg troede jo, det var helt forbi mellem os. Maren blev inde hos Manse og blev der hele Aftenen. Og da han hørte, at Manse havde ondt for Tænder, og at hun ikke kunde gaa fra ham, saa sagde han, at han ogsaa helst altid bare vilde være ene sammen med mig, og saa meget andet godt, sagde han, og han blev saa underlig … og jeg ved ikke, hvad der gik af mig …«

Heralda bøjede Hovedet, men skottede halv trodsig, halv skamfuld hen til Fruen …

Men hun hørte næppe efter mere; hun var dødtræt; Modløsheden var paa engang kommen over hende; hun længtes usigeligt efter sin Mand og sin hyggelige Krog i hans Arbejdsværelse … hun kunde ikke bære mere alene, kunde ikke rumme alle disse skarpe Modsætninger … Aah, hvile sig hjemme, rigtig hvile ud, medens han smaasnakkede muntert og hyggeligt, bragte Ro i hendes Sind og fik hende til at glemme alle triste Tanker …

Mere koldt, end hun egentlig mente det, sagde hun Farvel til Heralda, der skyndte sig hjem til det lune Barneværelse, hvor den fremmede Dreng græd efter hende …

Da Fruen kom ind, sad Maren og kyssede Manse, der sprællende hoppede op og ned paa hendes Skød.

Trætheden svandt af Moderens Træk; hun gik hen og tog sin Dreng; hendes Stemme dirrede lidt, da hun sagde:

»Jeg skal nok selv lægge ham i Seng i Aften.«

»Naa,« kom det fornærmet fra Maren, »saa ka' je' maaske gaa u' me' min Kærreste, for je' er bleven forlouet me' Johansen hos Matrialhandleri.«

»Du ..«

Han vendte sig fra sit Arbejdsbord og nikkede glad til sin Hustru, der saa frisk og munter ud.

»Ja, kære.«

»Jeg har gaaet saadan en lang og dejlig Tur i Dag igen. Og ved Du hvad .. jeg .. jeg ..«

»Naa .. Du .. Du.« Doktoren gjorde spøgende Nar af hendes pludselige Stammen.

Saa kom hun hen til ham, stod og støttede sig mod hans Stols Ryg.

Først da han lagde Hovedet helt tilbage og saa op i hendes Øjne, bøjede hun sig ned til ham.

»Jeg er i en saa underlig, næsten overvældende lykkelig Stemning. – Vejret var saa klart, – jeg kan ikke glemme Heraldas Henrykkelse over den gode Plejemoder, som Du har skaffet hendes Barn. – Saa er der Manse, som holder meget mere af mig, siden Maren er taget bort – det hele, – Du er jo ogsaa meget mere virkelig glad, end Du har været – «

Hun rejste sig fra hans Knæ og sagde alvorligt:

»Du, maaske er det Synd af mig at være saa lykkelig – saa mange ere saa bedrøvede, og der er saa meget rent unaturlig forkert i Verden; men Du ved ikke, hvor jeg er optaget af det Maal, jeg har sat mig. Jeg vil ikke give efter for min Svaghed. Vi vil ikke mere have en Fremmed ind til at være vort Barn nær. Vel?«

»Mange er jo nødt til det, og hvis – «

»Hvis, hvis. Nu ikke saa doktorklog, Du. Det er saa dejligt at haabe. Jeg ved naturligvis nok, jeg er – «

»Forkælet, min egen Ven.«

»Hvem er det, der har forkælet mig allermest?« Hun lo til ham.

Saa drog noget større og alvorligere hen over dette blide, gratiøse.

Og hun løftede Hovedet og saa' stolt og ømt hen for sig:

»Har jeg faaet Lov at bære Barnet til Verden, maa jeg vel ogsaa kunde opnaa selv at give det Næring, naar jeg ikke spreder og spilder mine Kræfter.«